For det første er det ikke hvem som helst, som frivillig klatrer op på en buldrende vulkantop for at måle om krateret eller kuppelen udvider sig, og for det andet så kræves der bedre udstyr for at få mere sikre observasioner.

Man begyndte tidligt på Hawaii at opstille måleinstrumenter med vand, men i løbet af dagen fordampede vandet i solvarmen. Det gik bedre om natten, men det var for anstrengende at køre rundt hele natten for at aflæse disse instrumenter.

Ofte er forskellen på bevægelsen af en vulkantop meget lille. Det dreier sig ofte om brøkdele af en millimeter. Geologerne måler faktisk ændringer i milliondele (ppm). 1 ppm tilsvarer en hæving af 1 mm pr 1 kilometer! Et ‘water’ som var 1 km langt ville blive tungt at rejse rundt med.I dag bruges forholdsvis enkle vandmålere, men de er så avanserede,at de kan måle ændringer på bare en hundredels millimeter.

Mens en vulkan sover, måler man diameteren på krateråbningen (kronen), højden på toppen, og aflæser tiltmeteret der, hvor det er placeret, eller registrerer aflæsning ved hjælp af laser. Der er på dette tidspunkt balance mellem trykket nedefra og trykket ovenfra.

Inden et udbrud vil følgende faktorer ændre sig: antal jordskælv, hældningsgraden på vulkanskråningen øverst, højden på toppen/kuppelen, mængden af gasudslip, størrelsen på jordskælvene og distancen mellem punkter på begge sider af krateråbningen. Dybden på jordskælvene formindskes derimod eftersom jordrystelserne skyldes ændringer inde i vulkanen. Denne aktivitet flytter sig stadig opefter efterhånden som lavaen/magmaen stiger.

Nu nærmer vi os det vigtige med ‘displacement’ eller forflytningen. Måske er krateråbningen over 100 meter bred. Måske er toppen idag 2.457 m.o.h. Hvis der kommer et jordskælv og noget af gassen slipper ud gennem en sprække, vil kuppelen/toppen synke ganske lidt ned igen, måske nogle få cm. Det at toppen synker, betyder altså da forhåbentllig, at vulkanen lader ud. Havde toppen nu hævet sig istedet ville det betyde, at mere magma bevægede sig til vejrs inde i vulkanen. Da er det vigtigt at kunne holde øje med den mindste ændring af vulkanflankerne og toppen af vulkanen.

Et nyt instrument, kaldet Global Position System eller GPS, er taget i brug i stor udstrækning. GPS bruger et system af cirklende satelliter, modtagere på vulkanere og datamaskiner. Satellittenes posision kender man med nogle meters nøjagtighed. De sender signaler som inkluder tidspunktet, hvor de er afsendt
fra satellitten. Modtageren noterer klokkeslættet, hvor den modtager signalerne Dermed kan tiden det tager fra satellitten til modtageren måles, og samtidig afstanden imellem dem. GPS kan måle både vertikale og horisontale ændringer mellem forskellige GPS motdtagere ned til 1 cm. Ved at besøge samme lokalitet flere gange om året, kan vulkanologer bestemme hvor og hvor meget en vulkan ændrer i højde og størrelse.

Billedet her viser en GPS modtager på sydsiden af Kilauea-vulkanen på Hawaii.

Et område, hvor der dannes ny havbund mellem to kontinentalplader. Dette sker ved, at kontinentalpladerne (jordskorpen eller havbunden) fjerner sig fra hinanden, og trykfaldet af varmeopstrømningen neden under danner ny magma, der strømmer ud som lava på havbunden for senere at opbygge øer eller nye vulkaner i riftzonen på kontinentet.

Lava med 59-60% SIO2 (kiselsyre).

tra`chyt,(-gKYT), (af gr. trachys`ru`)vulkansk magmabjergart, der næsten udelukkende består af listeformede krystaller af alkalifeldspat. Trachytiske lavaer har stor udbredelse i kontinenternes riftzoner og findes også på vulkanøerr. Syenit er den plutoniske magmabjergart, som har samme kemiske sammensætning som trachyt.

En tsunami har intet med en normal flodbølge at gøre, men den kan være adskillige hundrede meter høj og som følge heraf meget ødelæggende. Den 26. december 2004 dannedes den seneste alvorlige tsunami i det Indiske Ocean.

I forbindelse med jordskælv på havbunden (altså pladernes bevægelser) og undersøiske vulkanudbrud, kan der opstå kunstige flodbølger – de såkaldte tsunamis – altså ikke havbølge). Japanerne var de første, der navngav dem efter deres havnebyer, som blev overskyllet fra tid til anden af disse enorme kunstige flodbølger som følge af jordskælv på havbunden uden for kysten.

Det kan også ske, hvis en vulkan kollapser, og vandet strømmer ind i vulkanens udtømte kraterrør – som i Krakataus tilfælde 1883, hvor det udslyngede udbrudsmateriale i kølvandet af de kraftige eksplosioner i selve vulkanen, faldt ned og satte havets bølger i enorm bevægelse.

Især jordskælv og vulkanudbrud i Stillehavsområdet er kendt for at skabe disse flodbølger, men de er opstået og kan sagtens stadig opstå i Middelhavet og Atlanterhavet også – i det hele taget andre steder på jorden. De er sjældent ret høje ude på havet, måske en halv meter, men de bevæger sig hurtigt, og når de rammer land, tørrer de først hele stranden ud for bagefter at tårne sig op som en bølge på måske flere hundrede meters højde og skyller byer væk langt inde i landet.