Lavaen står som regel højt i krateret. Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller.

Den italienske vulkanø Stromboli i Middelhavet har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen. Det samme ser man i dag.

Et område, hvor to af jordskorpens plader mødes og presses imod hinanden, og den letteste – ofte oceaniske – presser sig ned i kappen under den anden kontinentale – altså underskydning. Derved sker der en delvis opsmeltning af den neddykkende plade, og det nydannede magma har en mere sejtflydende konsistens. Dette medfører, at den opstigende magma vil danne mere eksplosive vulkaner på jordens overflade, da den sejtflydende lavas konsistens bevirker, at gasserne har sværere ved at undslippe i vulkanens udbrud. Man kalder det også for en destruktiv pladegrænse.

Mange gange er der i artikler nævnt, at en neddykkende havbundsplade er mere vandholdig end ellers, og det er da også rigtigt, at der er H2O med ned, men det anvendes hovedsageligt til mineraldannelsen, bl.a. amfibolens tilstedeværesle i andesitmagma, men det er ikke det, som giver den eksplosive vulkanisme, det er derimod SiO2 – indholdet(kiselsyre) og den deraf seje smeltemasse.

Magma (lava) der er meget rigt på kiselsyre, dvs. fra 66-75 % SIO2.

Svovldioxid eller SO 2 er en farveløs, stærk og stikkende lugtende gas og giftig for mennesker, dyr og planter. Personer med atsma og vejrtrækningsproblemer bliver ofte syge af svovldioxidgas.

Støv og tåge forstærker virkningerne af svovldioxid og danner sur nedbør og indvirker på atmosfæren og ændringer af klimaet. I fast form danner den hvide krystaller.