“Pyro” betyder ild, og “klast” betyder itu-brækket – altså løse produkter i form af luftbårent vulkansk materiale som småsten, aske og lapilli. Pyroklastiske udbrud er ret så almindelige og noget af det farligste en vulkan kan præstere. Se også Nuee Ardente.

Næsten alle verdenshistoriens store berømte vulkankatastrofer – Santorini, Vesuv 79 e.kr. Krakatau og ikke mindst Mt Pelée 1902(29.000 omkom) og Mt St. Helens 1980 – har været knyttet til voldsomme pyroklastiske strømme: vulkanske askelaviner, som med en indre temperatur på mellem 400 og 600oC, og som med en hastighed på mellem 100 og 500 km/t ruller ned ad vulkanbjerget med en totalt ødelæggende og dræbende effekt for alt, hvad de møder på deres vej. Pyroklastiske strømme er derfor den mest frygtede vulkanske udbrudsform, man kender, og man er derfor nødt til at indkalkulere dens potentielle ødelæggelser i god tid for under et udbrud at kunne evakuere, ofte 100.000 mennesker fra deres hjem.

Pyroklastiske strømme er hovedsagligt knyttet til de såkaldte ”sure” vulkaner, dvs. vulkaner med et højt eller relativt højt SiO2 indhold. Det vil sige de mere end 1200 aktive vulkaner, som vi finder rundt i Stillehavet i den såkaldte ildring, og som fortsætter ind gennem det sydlige Asien med Sumatra og Java og videre ud gennem Middelhavet.

Pyroklastiske strømme skyldes hovedsagelig udbrudssøjlens(skyens kollaps), en lavadomes sammenbrud, i det hele taget ved kiselsyrerige lavatyper. En sådan gloende askesky kan nå op på en fart af 900 kilomter i timen og en temperatur på flere hundrede graders Celsius.

I basaltproducerende vulkaner kan pyroklastiske askeskyer også forekomme som udbrudsfænomener, hvis der er tale om phreatiske udrbud, altså hvis eksplosive dampeksplosioner finder sted, når f.eks. vand kommer ind i den smeltede.

Der er forskel på en “Nuee Ardente og en pyroklastisk askelavine ved, at Nuee Ardente består af to dele – gasser og aske/støv – og er som regel hedere i det end en pyroklastisk askelavine.

En glødende gasmættet askelavine kaldes også for: brændende lavine – varm lavine og vulkansk lavine.

Er den egenskab, som visse grundstoffer har for at kunne ændres til andre grundstoffer ved at udsende elektrisk ladede partikler fra deres atomer.

Sur, lys, kiselsyrerig lava med ca. 70 % SiO2. Den størkner ofte uden at danne krystaller. Den dannes ofte i magmakamre tæt på jordens overflade. Rhyolit indeholder alkalifeldspat og kvarts som hovedmineraler.

Hvis en vulkan har været i ro i længere tid – århundreder – er krystallisationen – størkningen – af smelten i magmakammeret under den skredet langt frem og processen fører til dannelsen af mineraler i hvis krystalgitter, der ikke er plads til gasser, som samler sig i restsmelten, så det indre dasmp- og gastryk stiger og kan ende i en voldsom eksplosion. Fysisk set får magmaet karakter af lys hvid aske og pimpsten. Der er tale om et kiselsyreindhold på 65 – 70 procent SiO2. Der er tre vulkanbjergarter, der kan præge en sådan eksplosion, nemlig rhyolit, rhyodacit og dacit. Rhyolit har det højeste, dacit det laveste kiselsyreindhold. Fælles for dem alle tre er, at de indeholder mineralet kvarts.

Rhyolit kaldes også for Liparit efter øen Lipari i Italien.

En spalte eller en sprækkedal i en oceanryg eller en gravsænkning. Sådanne spalter eller revner markerer tilstedeværelsen af de områder, hvor jordskorpepladerne bevæger sig fra hinanden. F.eks. deles Island med 2-3 cm om året. Både den Østafrikanske Gravsænkning (Rift Valley), Rhindalen og Rødehavet er tydelige eksempler herpå. Rødehavet og Rift Valley er en del af den samme riftdal, som går fra Syrien igennem Israel, Rødehavet og til Tanzania og Zambia i Afrika. Dalen kan ses fra månen.