Betegnelse for det område af Jorden, der befinder sig mellem jordens skorpe og ydre kerne. Jordens kappe er ca. 2900 kilometer tyk og består af tunge mineraler og opdeles i en øvre og nedre kappe. Grænsen mellem jordens skorpe og kappen er forskellige og går fra få kilometers dybde under oceanerne men generelt under kontinenterne fra 75 kilometers dybde og flere hundrede kilometer nedefter.

Jordens kappe er opdelt i flere lag. Under den stive skal eller skorpe, asthenosfæren(d.v.s. med styrke)finder vi et bøldt lag, asthenosfæren(d.v.s. uden styrke), som kan betragtes som en slags blødt og delvis smeltet – måske 15 % – plastisk i det, og dette er stedet, hvor kontinentalpladerne glider og bevæger sig i, grundet varmeopstrøminger nede fra. Neden under, mesosfæren(fra ca. 350 til 2900 kilometers dybde, som er fast på grund af det enorme tryk fra de oven over liggende lag, men ikke destomindre er den varmere i det.

Magma dannes ofte ved opsmeltning i kappen eller på grænsen mellem jordskorpe og kappen. Hot-spotvulkanernes magma menes at stamme fra bunden af jordens kappe.

Hot-spotvulkanismen kan ikke sættes direkte i forbindelse med kontinentalforskydningerne af jordens tektoniske plader.

Også kaldet stratovulkan efter det latinske ord: strato d.v.s. lagdelt.
En vulkan, hvis udbrudsprodukter har opbygget selve vulkanbjerget i lag bestående af løse og faste udbrudsprodukter som størknet lava og aske. Det er ofte mere sejtflydende udbrudsprodukter med et højere kiselsyreindhold, der opbygger stratovulkaner. Jordens højeste vulkan er en stratovulkan, Nevado Ojos del Salado i Chile, 6887 meter over havets overflade.

Jordens kerne består af nikkel og jern. Den begynder i en dybde af 2900 kilometer og går til 6370 kilometer og består af en flydende ydre del – men en indre fast del. Varmen dannes formodentlig ved sønderdeling af grundstofferne Uran, Thorium og Kalium. Herved frigives der energi i form af den jordvarme, som videre i jordens ydre kerne – hvor også magnetfeltet befinder sig – varmer kappen op og danner strømbevægelser som en kædereaktion, og herved bevæger kontinenterne sig langsomt men sikkert. Al varme stiger til vejrs og er derfor en naturlig proces.

Jordens inderste kerne er så hed, men under så et enormt tryk, at den forbliver fast.

Kiselsyre er en benævnelse for SiO2 – Siliciumdioxid – en metalilte. Grundstof, som sammen med ilt udgør hovedbestanddelen af jordskorpen. Siliciumforbindelser er vigtige bestanddele i glas, porcelæn, keramik, cement m.m. F.eks. Siliciumkabid er et af de hårdeste stoffer, der kendes og bruges som slibemiddel.
Det er ikke en syre, som man før troede,men metalilte.

Kiselsyre = siliciumdioxid med mere eller mindre kemisk bundet vand.

Krystal = fast stof hvis atomer danner et regelmæssigt rumligt mønster, kaldet et krystalgitter, som er karakteristisk for det pågældende stof. Krystal kan være helt, delvist eller ikke begrænset af plane flader, der afspejler den indre symmetri.

Krystallisation = dannelse af krystaller ved størkning af en smelte, udskilning fra en opløsning, eller fortætning fra dampform.

Mineral = naturligt dannet grundstof eller kemisk forbindelse med konstante kemiske og fysiske egenskaber. Mineraler identificeres ved deres indre struktur, optiske eller fysiske egenskaber som densitet, hårdhed, farve og glans.

Silikater = salte af kiselsyre. Mange bjergarter består af tungtopløselige silikater. Vandglas er et opløseligt natrium – eller kaliumsilikat. Silikater anvendes ved glas og cementfremstilling og i keramikindustrien.

Silikatmineraler = gruppe af mineraler hvis hovedbestanddele er ilt og silicium. Omfatter de fleste mineraler så kalkspat og stensalt.

Silicium = grundstof som udgør 90 % af jordskorpens mineraler.