Diamant, (af mlat. diamans, diamantis, omdannelse af adimas, af gr. adamas, adamantos ‘diamant’, måske egl. ‘ubetvingelig’), gennemsigtigt til uigennemsigtigt mineral af carbon med en meget høj lysbrydning; formlen angives som C.
De fleste diamanter er svagt gullige eller svagt brunlige, men de kan også være sorte. Rosa, grønne, blå eller kanariegule diamanter er sjældne, ligesom helt farveløse er det.
Mineralet har diamantglans, og massefylden er 3,5 g/cm3. Diamant er det hårdeste mineral, man kender (hårdhed 10), og det kan derfor kun slibes med sit eget pulver. Det krystalliserer kubisk, ofte i oktaedre, men rombedodekaedre og terninger kan også forekomme. Diamanter i terninger er meget sjældent af tilstrækkelig god kvalitet til at blive anvendt i smykker. Diamantens krystalflader er ofte buede, og tvillingedannelse efter oktaederet er almindelig. Diamant har spaltelighed parallel med oktaederfladerne, og mineralet kan være følsomt for slag. Det har et meget højt lysbrydningsindeks (2,418), og sammen med en stor dispersion, dvs. forskelle i lysbrydning for forskellige bølgelængder, betyder det, at mineralet giver det indfaldende lys et karakteristisk farvespil. Alle diamanter har en meget stor varmeledningsevne, og de anvendes til skæring eller boring, da de ikke bliver varme selv ved meget høje omdrejningstal. Ved temperaturer under 100 °C angribes diamant ikke af kemisk forvitring, heller ikke af flussyre. Diamanter, der i længere tid udsættes for temperaturer omkring 900 °C, bliver først skyede, derefter sorte på overfladen og vil til sidst brænde op. Se også fasediagram.
Diamant består næsten udelukkende af carbon, men mineralet kan indeholde en ganske lille mængde af andre grundstoffer, og på grundlag heraf inddeles diamanter i Ia og Ib med nitrogenatomer og IIa og IIb uden nitrogen, sidstnævnte med en ganske lille mængde aluminium og bor.
Dannelse, forekomster og verdensproduktion. Diamanter dannes i den ultramafiske bjergart peridotit i den øvre del af Jordens kappe mere end 150 km under jordoverfladen. Under meget højt tryk er de ved eksplosionsagtige udbrud ført op i kraterrør, kimberlitpipes. Disse kraterrør, som udgør de primære forekomster, er udfyldt af en grovkornet bjergart med skarpkantede fragmenter indlejret i en finkornet masse, en såkaldt breccie, der væsentligst består af kimberlit, en ultrabasisk bjergart med bl.a. olivin og granat. Kimberlit er grønligblå og benævnes i minesproget blue ground, mens de øverste ca. 25 m af kraterrørene er stærkt forvitrede og kaldes yellow ground. Den først kendte kimberlitpipe ligger i Sydafrika og blev fundet i 1870. I alt kender man i Sydafrika ca. 250 kimberlitpipes, der stammer fra Kridttiden (ca. 146-65 mio. år før nu); de færreste er dog diamantførende. De vigtigste primære forekomster findes omkring Kimberley og ved Pretoria, hvor den berømte Premiermine ligger. Her fandt man i 1905 den største kendte diamant, Cullinandiamanten. I 1941 blev der fundet kimberlitpipes i Tanzania, i 1948 i Indien, i 1954 i Sibirien og 1980-81 i Australien, hvor den største kendte pipe ligger.
Diamantførende aflejringer af flod- og strandgrus, såkaldte placerforekomster, udgør sekundære forekomster. De er dannet som forvitringsprodukter fra kimberlit, der med floder er transporteret til søer eller havet, hvor strøm og bølger har koncentreret diamanterne i bestemte lag.
Diamanter blev først fundet i Indien, og man så længe med megen skepsis på diamanter, der ikke stammede herfra. Fund af diamanter i Brasilien 1725 udvidede brugen af diamanter som smykkesten, men det var først efter opdagelsen af diamanterne i Sydafrika, at diamantproduktion blev en storindustri. De sekundære forekomster har langt den største udbredelse.
En meget stor del af verdens diamantproduktion kommer fra det over 400000 km2 store bassin, der dannes af Congoflodens sydlige bifloder i Zaire. Ca. 5% af produktionen er af smykkestenskvalitet. De mest værdifulde placerforekomster findes i kystområderne nord og syd for Oranjeflodens udløb i hhv. Namibia og Sydafrika, mens andre forekommer i Sibirien, Brasilien og Indien.
Næsten alle rå diamanter uanset produktionssted bliver solgt gennem The Central Selling Organization (CSO) i London. De indkomne diamanter bliver sorteret efter form, vægt, farve og klarhed i mere end 2000 forskellige kategorier, der samles i såkaldte boxes. Disse sælges ved ti årlige “sights”. Hver sight varer en uge, og kun de ca. 270 firmaer og personer, der er optaget på “buyers’ list”, har adgang og kan før hvert sight fremsætte deres ønske; men kun hele boxes kan købes. Der er ingen købetvang, og man kan ikke forblive på buyers’ list uden at have et vist minimumskøb pr. år. Den del af indholdet, som køberen ikke selv kan bruge, sælges til firmaer og sliberier, der ikke selv har adgang til sights.
Smykkestensdiamanter. Man siger, at værdien af smykkestensdiamanter afhænger af de fire c’er: carat (‘vægt’), colour (‘farve’), clarity (‘klarhed’) og cut (‘slibning’). 1 carat er 0,2 g. Caratvægten angives med to decimaler, og der må ikke rundes op. For diamanter i de populære størrelser 1/4, 1/2 og 3/4 carat benyttes sommetider vægtenheden grain (0,25 carat); for diamanter under 1 carat kan anvendes vægtenheden point (1/100 carat). Prisen er lavest for diamanter i størrelsesordenen 3-4 point, fordi slibeomkostningerne bliver en voksende del af prisen for mindre sten, og større sten er dyrere pr. carat, fordi større diamanter er sjældnere end mindre. Ved bedømmelse af klarheden tager man ikke alene hensyn til indre karakteristika såsom indeslutninger og andre inhomogeniteter, men også til ydre karakteristika som ridser og andre overfladefejl. Klarheden bedømmes efter en skala med fem hovedgrader: Lupren, VVS, VS, SI og P.
Slibning. At det er muligt at slibe diamant skyldes, at hårdheden af mineralet afhænger af retningen; hårdheden er størst parallelt med oktaederretninger og mindst parallelt med terningretninger. I diamantpulver vil der være nogle korn med større hårdhed end den diamant, der slibes. Ved slibning af diamanter tager man hensyn til såvel lysbrydning som dispersion for at få den bedste lysvirkning frem, og man søger at undgå uklarheder. Desuden slibes der, således at mest muligt lys bliver brudt inde i diamanten og tilbagekastet gennem overfladen. Diamanter, hvori en del af lyset går ud gennem underdelens facetter, siges at lække. En korrekt brillantslebet diamant (brillant) kan kendes på, at den ved betragtning fra undersiden vil være helt sort; der kommer kun lys ud ved culetten, fordi lyset reflekteres 100% tilbage gennem overdelen.
Industridiamanter. Mere end to tredjedele af alle diamanter er urene eller misfarvede og anvendes industrielt til skære- eller boreformål og til polering eller slibning af hårde materialer. To varieteter af diamant, der især anvendes i industrien, har deres eget navn: bort og carbonado. Bort er oprindelig betegnelsen for en kryptokrystallinsk form af diamant, men bruges nu om enhver diamant, der pga. misfarvning eller uheldig strukturering ikke kan anvendes som smykkesten, men kun industrielt. Carbonado er kulsort; den er ligesom den oprindelige bort kryptokrystallinsk, og diamantens spaltelighed har ingen betydning pga. forskellig orientering af de meget små enheder. Carbonado er derfor i praksis uden spaltelighed og virker sej, hvorfor den er særlig efterspurgt i industrien til skæreformål.
Syntetiske diamanter. En stor del af de diamanter, der anvendes i industrien, er fremstillet syntetisk. Syntetiske diamanter blev først fremstillet af det svenske ASEA i 1953 og senere af det amerikanske GEC. Syntetiske diamanter fremstilles i mange lande, bl.a. i Sydafrika. Man kan også fremstille syntetiske diamanter af smykkestenskvalitet, men endnu er det dyrere end at købe naturlige diamanter.
Kulturhistorie. Før 1725 var Indien verdens eneste producent af diamanter, og ifølge told- og skatteregnskaber blev der handlet diamanter allerede i 300-t. f.Kr. Diamanten blev skattet for sin hårdhed, der gjorde den til symbol på mandighed, mod, potens og storhed. Inderne mente imidlertid, at den ville miste sin guddommelige magi, hvis den blev bearbejdet af menneskehånd, hvorfor de ikke selv synes at have slebet den; i al fald er ingen bevaret.
Fra antikkens Rom kendes derimod fingerringe med diamanter af en primitiv slibning, der giver stenen brillans. I sin Naturalis Historia hævdede Plinius d.æ. da også, at diamanten var det kostbareste, der fandtes. Med Romerrigets fald svandt den slibetekniske kunnen, og farvede ædelstene af mindre hårdhed, rubiner, safirer og smaragder, blev middelalderens foretrukne smykkesten. Alligevel berømmede man diamanten, og dens egenskaber tolkedes religiøst. Hårdheden ligestilledes med Djævelens forbandelse, Herrens vrede og Frelserens styrke. Lyskraften spejlede Herrens skaberværk, idet Indien var morgenlandet, hvor solen står op.
Først facetslibningen gjorde diamanten til en yndet smykkesten. Slibningen menes udviklet i Venezia i 1300- og 1400-t., men efter opdagelsen af søvejen syd om Afrika blev Lissabon og Antwerpen førende, senere Amsterdam og London. Hovedparten af diamanterne var spids-, taffel- og rosenslebne. De indfattedes i guld, ofte på en bund af folie for at forøge lysets refleksion. I løbet af 1500-t. vandt diamanten i popularitet, og efter 1650 blev den dominerende. Da opstod den klassiske brillantslibning, på samme tid som aftenselskaber kom på mode inden for aristokratiet, hvis bolig indrettedes med prismekroner og spejle, der kunne reflektere diamantens funklen. Pioner i denne udvikling var Ludvig 14. i Frankrig. Dels lod han sine paradedragter overstrø med diamanter (på hatte, knapper, strømpebånd og skospænder), dels købte han store diamanter til kronjuvelerne. Hovedleverandør var Jean-Baptiste Tavernier, der foretog i alt seks rejser til Indien 1631-88.
Udbuddet af diamanter steg kraftigt, da man i 1725 fandt nye forekomster i Brasilien, men først opdagelsen af de sydafrikanske forekomster i 1866 førte til industriel udvinding. I samme tidsrum gik diamanten som foretrukken smykkesten sin sejrsgang fra fyrster og adel til industrialiseringens borgerskab. Skønt der er udviklet nye slibninger, har den klassiske brillantslibning bevaret sin popularitet. Den giver diamanten tilstrækkelig lysvirkning, hvorfor stenen monteres a jour (i åben fatning) og oftest i sølv, hvis hvide blankhed spiller med diamantens. Et fremragende eksempel er dronning Lovisa Ulrikas krone fra 1751, som findes i Skattkammaren på Stockholm slott.
Pga. deres værdi har de fleste store diamanter overlevet krige og revolutioner. Den bedst kendte sydafrikanske diamant er Cullinandiamanten, der blev delt i de såkaldte Afrikas stjerner, som nu indgår i de britiske regalier og kronjuveler.
Kilde: Danmarks Nationalleksikon
