24. marts 2009 kl. 20:00 på DR2.

Vi lever på skorpen af jordens glohede smeltede stenmasser. Kæmpe områder med supervulkaner bobler faretruende flere steder i verden. Eksploderer de vil jorden opleve en katastrofe af dimensioner. Men også på Island viser vulkanerne os, at jordens indre er dynamisk og farligt. Ann Marker er taget til vulkanøen for at kigge nærmere på dem og undersøge truslen fra undergrunden.

Jordens inderste kerne er gloende varm. Varmen stiger opad, men stenmasserne uden på kernen fungerer som isolerende rockwool og gør det svært for den opsparede varme at slippe ud. Men vulkaner er et eksempel på at varmen kan komme ud.

En vulkan er en åbning eller sprække i jordoverfladen, der tillader varm, smeltet bjergart kaldet magma, aske og gasser at undvige til overfladen fra dybere niveauer under overfladen. Vulkaner finder man især nær grænserne af de såkaldte tektoniske plader, dvs. de kontinentalplader, som vores kontinenter ligger på. Vulkaner kan dog også findes andre steder, nemlig ved de såkaldte hot-spots.

Hot-spots er en slags direkte skorstene fra meget dybt nede i jordens indre og op til overfladen. Island er speciel, fordi Island både ligger ved en grænse mellem to kontinentalplader og lige oven på et hot-spot. Et andet hot-spot har skabt øgruppen Hawaii, som ligger langt fra pladegrænserne. Men et af de mest berømte hot-spots ligger under Yellowstone Nationalparken og giver næring til en supervulkan.

En supervulkan er en populær fællesbetegnelse for vulkaner med kolossale udbrud.
Ved et enkelt udbrud udsender en supervulkan mere end 1.000 kubikkilometer materiale (magma, aske, pimpsten etc.). Til sammenligning var rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora i år 1815, kun 100 til 150 kubikkilometer.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de enorme udbrud trænger enorme mængder af eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Ved det enorme udbrud kollapser jordoverfladen og et vældigt krater dannes.

Men det kan være svært at lokalisere supervulkaner, fordi de kun har udbrud meget sjældent. Der går hundredetusinder år mellem hver udbrud, så krateret kan gemme sig under store søer eller være vokset til, så det ikke umiddelbart er til at genkende som et vulkansk krater.

Det var først i 1960erne, at geologerne blev klar over at Yellowstone var et gigantisk vulkansk krater, og det er langt fra sikkert at geologerne har fundet alle potentielle supervulkaner.

Supervulkanudbrud kan forårsage store klimaændringer. For eksempel udløse en istid, som kan true mange dyre og plantearter. Ved det seneste supervulkanudbrud – Lake Toba udbruddet for cirka 75.000 år siden – blev jorden sendt ind i en vulkansk vinter. Omkring 60% af den daværende menneskelige befolkning blev udryddet.

Men selv mindre vulkanudbrud kan have stor betydning. I 1783 havde vulkanen Laki på Island et udbrud, som er ét af de største, man har haft på jorden siden sidste istid. Så langt væk som i København stank det af svovl. Temperaturen faldt i et par år og afgrøder og træer gik ud i hele Nordeuropa. Det gik værst ud over Island, hvor der udbrød hungersnød og en femtedel af befolkningen døde, men også i resten af Nordeuropa døde mange af sult.

Den række af øer, der nærmest som en bro strækker sig fra Vest-Indien og hedder Antillerne, består af ca. 10 vulkaner, der alle må betegnes som sovende, og et par af dem mere eller mindre aktive.

Columbus kom til den nordlige del af øerne i 1493. Det ældst noterede udbrud var i 1690 på øen Guadeloupe I alt ligger her 17 vulkaner, og de fleste af vulkanerne her må betegnes som meget eksplosive.

F.eks. Mount Pelees udbrud på øen Martiniquic i 1902 udslettede den daværende hovedstad Saint Pierre med 29.000 indbyggere på 5 minutter med en såkaldt glødende askelavine eller pyroklastisk askesky – på fransk Nuee Ardente. En dansk kaptajn på sit skib Valkyrien nåede lige at redde sit skib og besætning, fordi han så det røg kraftigt oppe fra vulkanen, som mange ellers troede var ganske uskadelig, men ikke destomindre nåede kaptajnen lige ud af havnen, da vulkantoppen eksploderede og sendte en 900 grader varm hed askelavine ned over Saint Pierre og dræbte alle de 29.000 indbyggere.

I 1995 begyndte vulkanen Soufriere Hills på øen Montserrat at udsende gas og hvide askeskyer. Typisk for vulkaner med meget seje lavatyper kommer der ikke rødglødende lava ud, men damp- og gaseksplosioner fra vulkanens indre frigjorde sig fra lavaen nedenunder, og store askeskyer indhyllede snart det meste af øen. Herefter evakueredes byen Plymouth, hovedstaden, inden kraftige askelaviner oversvømmede den del af øen.

Hele vulkanø-kæden eller ø-rækken er dannet ved underskydning af Atlanterhavsbundpladen, der skubbes ind og ned under den Caribiske Havbundsplade. Herved dannes der først undersøiske vulkaner, hvilke der er flere af i området, for dernæst at opbygge disse vulkanøer med sure lavatyper. Ofte er lavaen så fyldt med kiselsyre og sej, at den presses i vejret som en prop i en vinflaske for til sidst at eksplodere, hvorefter de undvegne gasser som gloende gas – og askelaviner ruller nedad vulkanflankerne, hvilket vi netop har set på Montserrat og også Mount Pelee i 1902 var et tydeligt eksempel på. Indtil 1902 betragtede man askelaviner som et forholdsvis unormalt fænomen ved vulkudbrud. I dag ved vi, at de er normale ved sure lavatyper.

Vulkanerne har lange hvileperioder imellem deres udbrud, som regel fra 100 ja op til 500 – og 1000 år imellem. Øernes vulkaner overvåges af lokale vulkanobservatorier….

Oprindelig var han en slags ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild” gennem vulkanerne.

Da grækerne ved deres kolonisation kom til Syd-Italien flyttede han med og fik sin faste bolig under vulkanen Etna, hvor han igen fik hjælp af de enøjede kykloper, der boede og opholdt sig her i huler og grotter. Også på de Lipariske Øer og i Campanien, kaldte grækerne vulkanerne her for “Hefaistos’ værksteder”.

Vulcanus(hos romerne) – He’faistos(hos grækerne, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera var gift med kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite(Venus hos romerne) og identificeres med egypternes Ptah. Hans mor Hera slyngede ham i vrede ned fra Olympen efter hun havde født ham, fordi hun så, hvor svag og vanskabt han var lige efter fødslen. Han faldt ned fra Olympen og landede på den vulkanske ø Lemnos, hvorunder han havde sin smedje, hvor han smedede de lyn, som Zeus slyngede imod de syndige mennesker.

Hefaistos overlevede denne ydmygelse fra sin mor og måtte leve som “outsider”.

Han fik hjælp af Kykloperne, de enøjede uhyrer, de sidste af giganterne, Jordens børn, som Zeus havde sparet, for at de kunne være Hefaistos` slaver i de underjordiske værksteder under vulkanerne. Da han blev voksen kom han til at ligne en stor kæmpe med enorme armkræfter og fremstilledes ofte i kunst og litteratur som en aldrende, skægget mand med kort kjortel og spids hue. Med forkrøblede ben og en muskuløs overkrop, men en dygtig og flittig håndværker og højt værdsat af både guder og mennesker blev og var han.

Klædt i et stort forklæde, klodset, tildels lammet og med et sodsvedent ansigt, gik han altid rundt rundt med en hammer og tang.

Da han havde lært smedehåndværket, hævnede han sig på sin moder Hera ved at forære hende en trone, som dog havde den egenskab, at da Hera satte sig på den, var det hende umuligt at rejse sig igen. For nu at slippe fri tilbød hun at skaffe ham den skønne, men trodsige gudinde Afrodite(hos romerne Venus) til hustru.

Det skønne og det grimme. Det smukke og det ækle.
Alligevel ser vi her, hvordan de to modsatte elementer hører sammen. Kærlighedens og skønhedens gudinde Afrodite og Hefaistos er kombineret med hendes elegance og ynd – og hans kreative færdigheder.

Han arbejdede hårdt i sin gloende smedje, hvor han fik hjælp af de uhyggelige enøjede kykloper.

Hefaistos havde bygget gudernes bronzehuse på Olympen i Grækenland.

Hos romerne skiftede han som sagt navn til Vul’canus, som romersk gud, der kunne beherske ild i jorden, d.v.s. over alle forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Han kunne starte og kontrollere ildebrande, men var også beskyttende guddom for hjemmets ild og arne.

Hans faste boplads flyttes fra vulkanen Etna til øen Vulcano nord for Sicilien, og herfra har vi fået ordet vulkan om alle ildsprudende bjerge, selvom det ikke er direkte ild, der kommer ud af vulkanerne, men smeltede rødglødende stenmasser, der lyser op i sig selv.

Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. Selvom han havde en fast boplads under Vulcano, kunne han gå på vandring under de andre vulkaner, så røg og gnistrede det op fra kraterne, når han arbejdede dernede i sin esse.

Homer beskriver Hefaistos:

”Fra sin ambolt sig rejste på stand den forpustede krøbling, humped af sted; og de vanføre ben sig bevæged med møje. Pusterne lagde fra ilden han fjernt, og sit samtlige værktøj hvormed han øved sin dont, det lagde han ned i et sølvskrin. Derpå han toed sig ren med en svamp på hænder og ansigt og på den senede hals og den hårbevoksede bringe”….

Rejser
Vulkanrejse til Italien

Vul’canus, Volcanus, (navn af omstridt opr.), romersk gud, som herskede over ild i jorden, dvs. over forskellige former for vulkansk aktivitet; hans templer lå af samme grund uden for byerne. Ved Vulcanalia-festen kastede man levende fisk ind i offerilden, formentlig for at lade ilden fortære noget fra et modsat element og derved rituelt nulstille dens skadelige kraft. I romersk mytologi blev han opfattet som identisk med Hefaistos.

He’faistos, den græske ild- og smedegud, hos Homer søn af Zeus og Hera, gift med Afrodite eller Charis; identificeret med romernes Vulcanus og egypternes Ptah. Hefaistos skildres i kunst og litteratur som indbegrebet af håndværkeren med hammer i hånden, forkrøblede ben og muskuløs overkrop. Han har bygget gudernes bronzehuse på Olympen og smedet Zeus’ lyn og er højt værdsat af guder og mennesker.

Hefaistos er oprindelig en underjordisk ildguddom, dyrket flere steder i Lilleasien, hvor olie- eller gasforekomster brød gennem jordlagene og udsendte “jordild”. Da grækerne mødte tilsvarende naturfænomener i Italien (Etna, De Lipariske Øer, Campanien), kaldte de disse steder for “Hefaistos’ værksteder”. I klassisk tid var hans kult især knyttet til Athen (Hefaisteion).
I flere myter optræder han med komiske overtoner: Han hjælper til ved Athenas fødsel ved at kløve Zeus’ pande, og i en lille novelle indlagt i Odysseen gør Afrodite og Ares ham til hanrej. Mere alvorligt er han skildret i Iliaden, hvor han smeder Achilleus’ våben og kæmper mod de trojanske floder.

I kunsten fremstilledes Hefaistos som halt og iklædt håndværkernes korte kjortel og filthue. I Hefaisteion i Athen stod en kultstatue, tilskrevet billedhuggeren Alkamenes. Et yndet tema i vasemaleriet er et optog af guder, der fører Hefaistos ridende på et æsel op på Olympen.