Subject: Re: vulkan i Bonn
Date: Thu, 26 Jan 2012 11:39:46 +0100

Ekstra-Bladet skrev i forgårs:

Man har konstateret, at det bobler i søen Laacher, tæt på Bonn i Tyskland.

Den undersøiske vulkan under søen har ikke været i udbrud i mere end 12.000 år, men nu kan det ske.
Såfremt super-vulkanen går i udbrud, så vil det resultere i tonsvis af magna og aske vil blive spredt over et gigantisk område. Det kan medføre masse-ødelæggelser, evakueringer og måske ligefrem en sænkning af den globale temperatur, da asken vil hindre solens stråler i at nå jorden.
Eksperterne sammenligner et udbrud med det som kom fra Mount Pinatubo på Filippinerne i 1991, som betød enorme ødelæggelser og ligefrem en sænkning af den globale temperatur med 0,5 grad, da den udspyede 10 milliarder tons magma, 20 milliarder tons svovldioxid og 16 kublikkilometer af aske.
Vulkan-eksperter mener, at vulkanen under Laacher-søen stadig er aktiv og de kuldioxid-bobler, der kommer op gennem vandet, er udtryk for en ‘afgasning’ i magma-kammeret under vandet.
Læs mere på Daily Mail, der ligeledes har kort som viser, hvor langt væk asken vil sprede sig.
Det skal understreges, at alle de citerede eksperter hos Daily Mail er anonyme, hvilket måske kan få mere rationelle læsere til at vente med at sælge alle ejendele og flytte til den anden ende af verden

NB: Mit svar hertil er, at det er for tidligt at udtale sig mere konkret om situationen, idet ændringer i form af gasudsivninger i en gammel vulkans bjergmassiv hører til almindelige begivender.

Vi har ofte før set, at vulkaner, der har været i ro i årtusinder, kan give livstegn fra sig i form af små jordskælv og tiltagende gasudsivninger o.s.v. – uden at komme i udbrud. Vulkaner har det med at drille. Der skal ske mere før vulkanen kommer til udbrud.

Der er mange gamle vandfyldte kratersøer i Eifelområdet, som har været aktive for små 8 – 10.000 år siden.

Moder Jord gør hvad hun altid har gjort og spørger ikke os mennesker om lov. Truer en vulkan Europa i Tyskland?
Fakta om Eifel

Vi skal ikke så langt ned i Nordvest-Tyskland før vi kommer til Eifel – et gammel vulkansk landskab, hvor stærke vulkanudbrud fandt sted for ca. 10.000 år siden.

En såkaldt „hot-spot“ eller stationært varmeområde i jordens kappe har periodevis – men tilsyneladende uregelmæssigt – sendt varmt magma til vejrs mod jordens overflade i forbindelse med den pladeåbning eller „knæk“ i Europa, som kan følges ned gennem Rhingraven til Frankrigs gamle sovende vulkaner. Er pladebevægelsen gået i stå her, eller vil den igen fortsætte, kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige så meget om, men en gang imellem ryster jorden i Nord-Vesttyskland, og der er varme under Eifel den dag i dag. Det betyder, at tyske vulkanologer holder området under konstant opsyn.

Kratersøer – Maar èr(tysk ord for sø) er små søer – også kaldet Eifels øjne – og regionens mærkevare. Disse cirkelrunde kratersøer i Eifel er overvejende opstået som følge af enkelte og kraftige gasudbrud. Kratersøerne er opstået inden for et geologisk kort tidsinterval. Magmaen har her været så sur – kiselsyrerig – i det, at der kun har fundet et enkelt, men stærkt eksplosivt udbrud sted.

Geo Zentrum Vulkaneifel (infocenter)
Infocentret “Geo-Zentrum Vulkaneifel” er et geovidenskabeligt center og central ko-ordinationsinstans for alle geologiske aktiviteter vedrørende Vulkaneifel. I centret redegøres der for de vulkanske aktiviteter, der fandt sted for mellem 10.000 til 600.000 år siden, og som har efterladt ca. 250 udbrudscentre i det vestlige Eifel.

Der wallende Born (geyser)
Midt i Vulkaneifel i Wallenborn, sydvest for Daun i en smuk dal, bliver den vulkanske aktivitet, der ligger lige under jordoverfladen, synlig på en speciel måde. Overalt i og omkring byen trænger der kulsyre (CO2) op til overfladen fra et magmakammer, der ligger i ca. 20 kilometers dybde. Denne vulkanske kilde er en enestående seværdighed i Tyskland.

Leksikon: Eifel, plateau i De Rhinske Skiferbjerge i Tyskland mellem Rhinen og Mosel. Eifel ligger i ca. 600 m højde og når i Hohe Acht op i 746 m. Eifel er opbygget af hercynisk foldede sandsten og skifre fra Devon, som i Tertiær og Kvartær blev gennembrudt af talrige vulkanske eksplosionskratere, Maare, der i dag rummer adskillige søer. Det yngste er kun 11000 år gammelt. Området er rigt på mineralkilder. Eifel er tyndtbefolket og dækket af store skove. I det nordvestlige Eifel er der i floddalene anlagt flere store opstemmede søer. Landskabet, kurbadene og de mange små byer i dalene, hvoraf en del er vinbyer, har gjort Eifel til et vigtigt turistområde. Motorbanen Nürburgringen ligger nær Hohe Acht.

Denne vulkantype tilhører hot-spot og spredningszonetypen

Ordet “tsunami” er efterhånden et glemt ord for mange af os. Indtil 26. december i 2004. Sandheden er jo den, at vi mennesker lever “desværre” kun i ca. 100 år, og faktisk skete det også nytårsaften år 2002 i Middelhavet, da vulkanøen Stromboli sendte en tsunami på 6 meter ind over Syditaliens kyster. Mirakuløst omkom ingen. Var det sket om sommeren, hvor mange lå på stranden, havde situationen nok været en anden.

Næste trussel i det Nordatlantiske område er Canarieøerne, hvor pludseligt opståede revner og sprækker på vulkanøen La Palma – grundet forskydninger i undergrunden ved det senste udbrud i 1949 – ved et lidt kraftigere jordskælv ville kunne få halvdelen af øen til at synke i havet og derved danne tsunamis-bølger, som ville overskylle Englands, Frankrigs og Nordamerikas kyster. Det ved de pågældende regeringer godt, og man har varslingssystemer, når det sker. Sker det f.eks. kl. 2.00 om natten, registreres bevægelserne til de seismologiske stationer rundt omkring, og man kører med politisirener ned langs de lavest beliggende byer ved havet for at vække folk og få dem ud og op i højere områder hurtigst muligt.

Nu er der bare det, at De Canariske Øer ligger tættere på Afrikas nordvestkyst end Amerika, Portugal og Spanien. Når jordskælvet eller forskydningen sker på havbunden, og hvis den er stor nok, ses selve bevægelsen ikke lige oven over på havets overflade med det samme. Den kan “bare” være fra 30 til 50 cm høj, men bevæge sig med en fart af op til 800 kilometer i timen.

Den 1. april i 1946 omkom mange mennesker på Hawaii, inden man rigtigt fik oprettet et “tsunami-center”, hvorfra og hvortil alle bevægelser i havbunden kan registreres i hele Stillehavsregionen. Den samme gentagne historie. Vi mennesker glemmer efter 2 år, og der skal altid ske noget større, før myndighederne vågner op. Vi ved i dag, at mindst 40 tsunamier har ramt Hawaii-øerne inden for de seneste 200 år. i 1960 omkom 2000 mennesker alene ved en tsunami efter voldsomme jordskælv i Chile på havbunden udenfor kysten, og dræberbølgen tværede sig henover Stillehavet og druknede ca. 2000 mennesker.

Selve ordet “tsunami” betyder havnebølge og ikke hav – eller flodbølge, som mange oftest tænker sig. Det er et japansk ord, fordi det var egentlig japanerne, som var de første til at benævne den slags “kunstigt opståede flodbølger” som opstår i havbunden oftest i forbindelse med jordskælv, men også vulkaner, som koger med lava og eksplosioner under havets overflade eller pludselige nedskridninger af enorme mængder stejle bjerskrænter ved havets stejle kyster. Vi kalder dem i dag også for dræberbølger, hvilket måske var mere på sin plads. Vi skal såmænd ikke så forfærdelig mange hundrede år tilbage i tiden, inden man ligesom markerede sig dem, og det er kun få sekunder i rent geologisk tidsregning. Japanerne bemærkede sig i 1896 efter en stor tsunami, at der i smalle bjergslugter med byer, som ligger med havne ned til kysten, at bølgerne her hobede sig enormt højt op, hvilket har sine naturlige årsager, da der ikke er plads nok til, at bølgen kan udvide sig. Over 22.000 mennesker druknede.

Herefter var navnet “tsunamis” opstået, og Japan er så vant til dels tsunamier, men også jordskælv og vulkaner, at de betragter disse naturfænomener som regnvejr for os. Vi ved nu efter undersøgelser, at igennem de sidste 2000 år er Japan ca. hver anden generation ramt af sådanne dræberbølger – eller rettere en med 50 års mellemrum. I 1933 døde 3000, og man har efterhånden anlagt diger de mest udsatte steder, og man tvangsafholder en gang om året tsunamiøvelser, som foregår ved, at alle – lige fra skolebørn og voksne – omgående skal bevæge sig ad anlagte flugtruter opad til højere områder, når der tudes med advarselssirener ud over land og by. Man aflukker lynhurtigt de normalt åbne døre i beskyttelsesdæmningerne ned mod kysten og tager benene på nakken. Helt uden ofre er det vel ikke muligt, men man kan nedsætte risikoen – ligesom vi i dag kan i de ofte alt for tæt beboede vulkanske områder.

I 1983 dræbte et jordskælv ved Kurillerne nord for Japan fire mennesker, men tsumanien, som jordskælvet dannede, druknede 230 mennesker 8 minutter senere, fordi skælvet skete tæt på kysten inden man kunne varsko befolkningen. Derfor har man nu de mest udsatte steder i Japan anlagt disse beskyttelsesdæmninger.

Man er nu ved at beregne risikozoner i 1., 2. og 3. grad i de lande, som vi ved vil kunne rammes af tsunami fremover. Det skal trykkes i telefonbøgerne lige som jordskælvszonerne i Californiens telefonbøger. Tsunamien 26. december i fjor, som gik ud over Indien, Thailand og Indonesien, fik os alle op på mærkerne. Her følte vi naturens stærke kræfter, som er stærkere end alle menneskelige magter. Når den var så enorm, skyldes det en ekstra kraftig forskydning af kontinentalsprækken på havbunden over 1200 kilometer, og dele af Sumatra blev hævet og flyttet 28 meter. Det er unormalt meget. De opbyggede spændinger grundet varmeopstrømninger fra jordens indre udløste trykket. Denne begivenhed er meget beskrevet, og i skrivende stund vil jeg gerne understrege, at det absolut ligesåvel kan ske i Atlanterhavet – ja mange steder, hvor vor kære jordklodes indre kræfter er virksomme.

Udfor Norges vestkyst skred pludseligt for ca. 3000 år siden enorme mængder af kysten ned mod Atlanterhavets bund og dannede tsunamibølger, som har overskyllet Skotland, Island og Færøerne og rydddet mange bopladser. Vi kan læse det ved mudderlag med tørvelag oven og under ved Kulstof 14-metoden. Det som er sket før vil ske igen.

For 165.000 år siden skred halvdelen af vulkanøen Tenerife i havet og dannnede enorme “mega-tsunamier”, som overskyllede kontinenterne på begge sider, og for 65 millioner år siden har meteornedslaget i Mexico – den så godt som bekræftet teori – også dannet enorme tsunamier, som druknede det meste af kloden – er beregnet med en energi af 1 milliard Hiroshimatombomber og med 300 meter høje bølger. Heldigvis går der millioner af år imellem disse enorme katastrofer – ligesåvel som “super-nova” vulkanudbrud, som kan udslette alt liv på kloden. Det seneste var i Lake Toba for 74.000 år siden, hvor visse forskerere mener, at kun 1000 mennesker overlevede. Hvis de var omkommet, var vi her nok ikke i dag.

I 1883 druknede alene næsten 40.000 mennesker, da vulkanøen Krakatau i Indonesien eksploderede, og havvandet fossede ind i den glødende kratergryde, og sådan kan man blive ved. Santorin for 3645 år siden sendte tsunamibølger ind over hele den østlige del af Middelhavet. I Lissabon i 1755 ved det store jordskælv, hvor ligeså mange druknede som ved selve jordskælvet. Med få års mellemrum rammer mindre tsunamier kystlinjer et eller andet sted på vores jordklode, og så må vi ikke glemme, at det hele skyldes de indre kræfter, som stammer fra jordklodens varme. Den jordvarme, som vi ikke kan undvære, fordi ellers ville jorden være en død planet som månen, men det er en helt anden historie, men desværre skyld i kontinenternes bevægelser, og de jordskælv og vulkaner på havbunden, som skaber “dræberbølgerne”… Her til sidst vil jeg gerne sige, at vi menesker føler os ofte tiltrukket af havet, og måske skal man have oplevet en tsunami for at få mere respekt for det blå uskyldige havvand.

Måske har nogle i deres sidste minutter af livet tænkt på dette gamle indonesiske kærlighedsvers:

“Hvor lang end vejen er, vil jeg gå den med dig. Hvis vandet er dybt, bærer jeg dig gennem det. Du kan holde dig fast i mit løsnede hår”.

Kun en tåbe frygter ikke havet.

Denne artikel er trykt i Berlingske Tidende af Lars Henrik Aagaard.

Hårdt ramt ø Over 26.000 panikslagne mennesker er flygtet fra en rygende vulkan på det jordskælvs- og tsunamihærgede Sumatra. Dansk vulkanekspert har forventet vulkanudbrud i området i kølvandet på de mange efterskælv.

Indonesiens heksekedel

Kraftige udbrud af røg og aske fra den store vulkan Talang i det vestlige Sumatra fik i går mindst 26.000 mennesker til at flygte fra vulkanens fod.

»Vi har hævet vores alarmberedskab for Mount Talang til højeste niveau. Aktiviteten er bestemt steget, og vi har advaret luftfartsmyndighederne om at holde et vågent øje med røgudvikling,« siger en vulkanolog fra det indonesiske direktorat for vulkanologi og geofysik til nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig hævede myndighederne trusselsniveauet for en anden indonesisk vulkan, Mount Tangkuban Perahu, der ligger på den indonesiske hovedø Java omkring 1.000 km fra Mount Talang. I denne vulkan var der i går endnu ikke forekommet udbrud, men gentagne serier af rystelser fra vulkanens indre har fået myndighederne til at overveje også at evakuere lokalbefolkningen derfra.

Mount Talang ligger imidlertid i et tætbefolket område bare 35 km fra millionbyen Padang på Sumatras vestkyst. Da vulkanen i går for alvor begyndte at røre på sig, skabte det panik blandt de lokale, der siden megajordskælvet på 9,3 Richter anden juledag i fjor har måttet gennemleve hundredvis af både små og enkelte gange uhyre voldsomme efterskælv.

Som den 65-årige landmand Syafrudin, der arbejdede ved vulkanens fod, udtrykker det over for nyhedsbureauet Reuters:

»Først hørte jeg en rumlen, og så begyndte jorden at ryste… så var der mere røg og gnister. Vi løb alle bort i frygt.«

Direkte sammenhæng

For jordskælvs- og vulkaneksperter er der ingen tvivl om, at den forhøjede aktivitet i de to indonesiske vulkaner har direkte sammenhæng med de aktuelle og kraftige jordskælv i området.

»Det er lige før, at jeg har undret mig over, at ingen vulkaner var gået i gang i Indonesien efter jordskælvet anden juledag. Kraftige jordskælv er meget ofte dråben, der får bægeret til at flyde over,« siger vulkaneksperten Paul Martin Holm, lektor på Geologisk Institut ved Københavns Universitet.

Paul Martin Holm nævner som eksempel det kraftigst registrerede jordskælv nogensinde, jordskælvet i Chile i 1960 på hele 9,5 på Richterskalaen.

»Umiddelbart derefter gik en lang række vulkaner i udbrud i de sydlige Andesbjerge,« siger han.

Han forklarer yderligere, at de indonesiske vulkaner er kendetegnet ved deres yderst eksplosive og dermed livsfarlige potentiale:

»De kan skabe de meget farlige såkaldte pliniske udbrud, der f.eks. begravede Pompeji efter et udbrud i Vesuv i romertiden. De er bl.a. kendetegnet ved, at de udløser glødende laviner, altså skyer af varm, smeltet aske, der vælter ned over vulkanens sider med hastigheder fra 30 km/t og op til eksprestogsfart. De er med andre ord umulige at løbe fra.«

Vulkaner på rad og række

Med hele 151 virksomme vulkaner er Indonesien verdens mest vulkanaktive nation. Alle de ca. 17.000 øer, der udgør det indonesiske rige, er vulkanskabte, og gennem hele det indonesiske område løber den voldsomt aktive jordskælvs- og vulkanzone, der er døbt Ring of Fire eller Ildringen.

Den voldsomme seismiske aktivitet i området har givet anledning til flere af de kraftigste vulkanudbrud, menneskeheden har vidnesbyrd om.

I 1815 eksploderede vulkanen Tambora i det største udbrud, videnskaben har kendskab til på denne side af Jesu fødsel.

I flere år efter udbruddet var Jordens atmosfære formørket af aerosoler, små svovlholdige askepartikler, og både 1816 og 1817 blev i Europa og Nordamerika omtalt som »årene uden sommer«.

Dertil kommer det berømte udbrud i vulkanøen Krakatau mellem Sumatra og Java i 1883. Eksplosionerne var så kolossale, at de udløste den største lydbølge, man har kendskab til. Så langt borte som på øen Rodrigues 4.800 km borte hørte man tydeligt bragene. Dertil kom, at udbruddet udløste tsunamier på op mod 40 meters højde, og de altfortærende bølger druknede mindst 36.000 mennesker, da de væltede ind over nærliggende kyster.

Ingen af de to aktuelt rumlende vulkaner i Indonesien har været i større udbrud siden 1800-tallet. www.volcano.si.edu

Hej Henning,

Jeg har, som du kan regne ud, besøgt din hjemmeside.

Ligesom du har besøgt Vesuv utallige gange, har jeg besøgt La Palma og Taburiente, foreløbig 7 gange, og jeg er ikke mæt endnu.

Du skriver, at begrebet en Caldera kommer fra Caldera Taburiente.

Det vil jeg ikke bestride, men til gengæld mener jeg, at det var en fejl at sætte Caldera sammen med Taburiente. En fejl begået af dem, som i sin tid har givet den navnet.

Jeg har læst José Manuel Navarros beskrivelse af, hvordan øen er dannet siden den første gang brød havoverfladen for godt 3 mio. år siden.

For godt 700.000 år siden var vulkanen vokset til over 3 km højde, og vægten af de enorme mængder aske, slagger og hvad en stratovulkan nu en gang består af, skulle have fået den sydvestlige del af vulkanen til at skride i havet.

Siden er det hesteskoformede krater blevet delvist lukket af den yngre vulkan Bejenado, og vulkanen har i dag et af verdens største erosionskratere.

Det svarer bestemt ikke til beskrivelsen af et indsynkningskrater som man ser det på bl.a. Teide.

Teorien om, at det skulle være vægten, der fik et stort stykke af vulkanen til at skride i havet, tror jeg heller ikke holder stik. Jeg mener der mangler en ‘detonator’ og hælder mere til en teori om, at det er foregået på samme måde som med Mount St. Helen i 1980. At en gigantisk eksplosion forårsaget af den opstigende Magmas møde med vulkanens store indhold af vand har afstedkommet de skred som har dannet Los Lanos Sletten.

Skulle du finde tid til at give mig et svar på hvad du mener, så vil jeg glæde mig til at modtage det.

Jeg er på ingen måde så velbevandret udi i vulkanologien som du, men jeg har altid været fascineret af naturens kræfter på det område, ikke mindst efter at jeg besøgte det lille vulkanmuseum i Reykjavik og så nogle af deres film.

M.v.h.
Johannes Lundstrøm