Stromboli er en af de syv Lipariske Øer(opkaldt efter den største vulkanø i øgruppen De Lipariske Øer). Man kalder dem også de Eoliske Øer, da der er stormfuldt og blæsende vejr omkring øerne. De gamle grækere påstod, at vindguden Aeolis boede her, hvilket også fortælles i beretningen om Odysseus.

Stromboli er og bliver Europas mest aktive vulkan. Med en 10 – 20 minutters mellemrum slynges glødende lavablokke og slagger op i luften. Om dagen ligner det røde røgskyer – om natten et ildrødt festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan forekomme korte lavastrømme, men for det meste slynges materialet ud som småsten, lavabomber og aske. Denne vulkans hyppige mindre udbrud har givet navn til Stromboliansk vulkanvirksomhed – altså svag men næsten konstant vulkansk aktivitet med udslyngning af basaltisk lava i form af sten, aske og lavabomber med korte intervaller. Enkelte lavastrømme flyder engang imellem ned ad “Ildvejen”, på vulkanøens nordflanke.

Vulkanøen har opført sig på denne måde i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den kaldt “Middelhavets fyrtårn” på grund af de talrige udbrud, og om natten kunne man på forbisejlende skibe se de røde lavafontæner flere gange i timen over vulkantoppen.
Stromboli er dannet for mange millioner år siden ved den subduktion(d.v.s. underskydning), som den Afrikanske Kontinentalplade danner ved sin pladeforskydning ned under Italien fra syd og øst.

Stromboli er fra havbunden ca. 3000 meter, men fra havets overflade 926 meter høj. Navnet Stromboli kommer af det græske ord Strongyle og betyder den runde. Grækerne mente, at deres ild og smedegud Hefaistos havde et ekstra værksted under Stromboli, hvor han arbejdede ihærdigt sammen med de eenøjede kykloper. Lavastenene, som udslyngedes måtte være de gnister, der føg, når guden og hans hjælpere bearbejdede det glødende jern og brugte blæsebælgen i det underjordiske værksted.
Senere hen påstod den italienske digter Gisoue Carducci i det 19. århundrede, at goterkongen Theoderik skulle være set forsvinde ned i vulkanens flammer, klamrende sig til sin sort ustyrlige hest.
I 1971 sad jeg første gang på toppen af Stromboli i 920 meters højde og kigge ned i det store krater mod de tre mindre kratere, hvorfra et orangerødligt skær kunne skimtes gennem røgskyerne, og jeg må indrømme, at det må have været svært for Theoderik at få sin hest op ad Strombolis stejle løse askeskråninger, og hvorfor skulle han derop.
Langt mere sandsynligt er det at forstå, at Jules Verne lod sine brave videnskabsmænd i sin bog ”Rejsen til jordens indre” komme ud igennem Strombolis flammende ildkrater, selvom det er den mest usandsynlige af Jules Vernes fremtidsromaner.

Andre har beskrevet Stromboli som en gammel højt snorkende hidsig mand.
H.C. Andersen beskrev levende vulkanøen, da han sejlede forbi øen i midten af 1800-tallet.

Stromboli er faktisk mere aktiv end Etna men står til dels i skyggen af Etna, hvilket jeg synes er synd, fordi Stromboli ligger på en mere ufarbar vej langt ude i havet end Etna.

I december år 2002 havde Stromboli et kraftigere udbrud, der skabte en mindre tsunami- bølge i Middelhavet, men ingen omkom. Pyroklastiske askeskyer sendtes som en bølge gennem ” Il Scara del Fuocco ” – Ildvejen – en lavakøft på nordflanken og ud i havets bølger. Mængder af sten og aske haglede ned over husene i Stromboli, men heldigvis mest på den side af øen, der vender væk fra de små byer på øen.
Øens to kirker og vejaltre er bevis på, at vulkanen bestemmer og hersker over øen.

Det er også det indtryk man får af vulkanøen, når man ser Roberto Rosselinis berømte film: ”Stromboli” fra 1949 med Ingrid Bergman i hovedrollen. Øen er et smukt, isoleret men nådeløst sted, hvor folk lever fattigt og forknyttet med vulkanen og havet som konstante trusler.

Øens ældste husker endnu Ingrid Bergmanns ophold på øen, da filmen blev indspillet, og cafeen ”Club Ingrid” ligger på torvepladsen.
Det er dog lidt andre forhold i dag.
”Jeg har boet her i hele mit liv, og jeg vil ikke flytte andre steder hen”, siger Turid Hatlen ”og også selvom vulkanen rører på sig har den ikke gjort noget alvorligt i min tid”. Turid er en af øens 500 beboere.
Der er ikke rigtige biler på Stromboli, da gaderne er for snævre. Trehjulede vogne og knallerter er transportmidlerne. Der er ikke gadebelysning om aftenen.

“Man skal se tre udbrud, hvoraf det tredje betyder, at man skal vende tilbage til Stromboli igen.
Jeg vil gerne tilbage til Stromboli igen”…

Citat: Henning Andersen…

Geologer advarer om vulkaner med udbrud så kraftige, at de vil påvirke alt liv. Bare mængden af aske vil være så voldsom, at solens lys blokeres i store dele af verden

Af Birgitte Svennevig,fredag 02. feb 2001 trykt i Ingeniøren.

Cirka 50 gange om året går en vulkan i udbrud et sted i verden. Nogle udbrud registrerer vi knap nok, mens andre får ødelæggende konsekvenser for de mennesker, der lever i nærheden af udbruddet. Huse – måske hele byer – begraves i aske, og byens indbyggere må flygte til et mere sikkert sted, mens udbruddet står på. Sådanne udbrud betragter vi som katastrofer, men faktisk er de intet at regne i forhold til de alt ødelæggende udbrud, som geologer nu advarer om. Selv det historisk voldsomme St. Helen udbrud i Nordamerika i 1981, der som en anden flammekaster nedbrændte 600 kvadratkilometer, er ingenting i forhold til de udbrud, som de såkaldte supervulkaner sender ud. I løbet af de senere år er forskere verden over begyndt at tale om supervulkanerne. Vulkaner, hvis udbrud er så voldsomme, at det vil påvirke livet for alle planter, dyr og mennesker på Jorden. I øjeblikket kender forskerne til en lille håndfuld – måske er der flere, men de er vanskelige at finde og derfor er det ikke usandsynligt, at kloden gemmer på flere af dem. – Det er svært at identificere supervulkaner. Der går 50.000 år eller mere mellem deres udbrud – derfor er det ikke let umiddelbart at se, om et område stadig er hjem for en potentielt aktiv supervulkan. Der er også stadig mange områder på kloden, der endnu ikke er geologisk undersøgt til bunds – områder, som geologerne ikke ved ret meget om, forklarer David Peate, geolog ved Dansk Litosfære Center.

Tikkende bombe i USA

En af de kendte supervulkaner ligger i den amerikanske nationalpark Yellowstone. Og den er en tikkende bombe. I februar 2000 trådte det geologiske selskab Geological Society frem og advarede britiske politikere om den lurende katastrofe, som den skjulte supervulkan under Yellowstone Park udgør. Selskabet anbefaler, at verdens regeringer tager advarslen alvorligt. Supervulkanen kan nemlig eksplodere når som helst nu. Geologiske beregninger har vist, at den gennem de sidste to millioner år har været i udbrud ca. hvert 600.000ende år. Det er nu 640.000 år siden, den sidst var i udbrud. Næste gang kan blive ødelæggende for livet, som vi kender det i dag. Selve udbruddets eksplosion vil være så højlydt, at den kan høres over det meste af kloden. Himlen vil formørkes, og askemættet sort regn vil falde. Mængden af udspyet aske vil være så voldsom, at den vil blokere for solens lys i store dele af verden. Resultatet er faldende temperaturer, som kan ødelægge verdens avl og høst af fødevarer, mener Michael Rampino, klimaforsker ved Columbia University, USA. De askemængder, der ikke holdes fast i atmosfæren, vil falde ned på jorden igen. Forskerne er især bekymrede ved udsigten til de enorme askemængder, der bl.a. vil drysse ned over de nordamerikanske områder, der producerer en stor del af verdens korn. Høsten vil forsvinde, bogstaveligt talt, fra den ene dag til den anden.

Sprænger hul

Supervulkanerne er et drilagtigt fænomen, der kun vanskeligt lader sig undersøge. De er nemlig ikke som almindelige vulkaner. En almindelig vulkan kender alle som en knejsende kegle med hul i midten, hvorfra lava, damp og gasser spyr op, og hvor lavaen flyder ned af vulkanens sider. Således opbygger vulkanen sig selv, og vi kan se det foregå. En supervulkan er helt anderledes. Den bygger ikke stille og roligt sig selv op i en synlig top. Inden et katastrofalt super-udbrud har et enormt underjordisk og dermed usynligt kammer af glohedt materiale fra Jordens indre (magma) samlet sig lige under jordoverfladen. Gennem lang tid er denne magma steget op og har samlet sig i et såkaldt kammer blot 5-10 km under jordoverfladen. Med i den opstigende magma følger vulkanske gasser, som under andre geologiske forhold er i stand til at sive gennem magmaen og op gennem jordoverfladen. Dermed lettes trykket på magma-kammeret, og en katastrofal eksplosion afværges. Men det sker ikke i en supervulkans magma-kammer. Her er magmaen så tyk, at den fastholder de vulkanske gasser, og dermed opstår et kolossalt pres gennem tusinder af år. Før eller siden må det gå galt: Magma-kammeret lige under jordens overflade må give efter og sprænge hul i jordoverfladen for at lette trykket. Et sådant underjordisk magma-kammer er ikke umiddelbart synligt – der skal deciderede geofysiske undersøgelser til for at finde det. Dette arbejde er uhyre tidskrævende og kræver mange arbejdstimer, forklarer David Peate.

Afslørende satellitfotos

Et synligt, overjordisk spor har forskerne dog at gå efter: Når en supervulkan går i udbrud, vil udbruddet være så voldsomt, at det vil få jorden over det tømte kammer til at kollapse og falde sammen. En stor fordybning i landskabet kan altså være et tegn på, at en supervulkan engang har været på spil, og at den måske stadig er aktiv. En sådan fordybning findes i Yellowstone Nationalpark. Men den er så stor, at forskerne først fik øje på den, da de fik adgang til satellitbilleder af parken. Med det blotte øje var fordybningen simpelthen ikke til at få øje på. Satellitbillederne af slørede en 70 x 30 km stor fordybning. Geokemiske undersøgelser afslørede, at supervulkanen har været i udbrud tre gange før: Forskerne fandt tre forskellige askelag, der hver især kunne sættes i forbindelse med et udbrud. Det ældste udbrud har to mio. år på bagen. For 1,2 mio. år siden kom det næste, og det sidste udbrud hærgede Jorden for 600.000 år siden. Forskerne stod altså med noget, der lignede en regelmæssigt cyklus. De begyndte derfor at søge efter tegn på, om supervulkanen stadig er aktiv, og om et endnu et udbrud er i vente.

Jorden hæver sig

Geofysiske undersøgelser viste, at jorden i Yellowstone Nationalpark hæver sig. Siden 1920erne har jorden hævet sig ca. 75 mm i fordybningens midte. Samtidig har jordoverfladen hævet sig mere i den nordlige del af parken, mens resten af parken tippes nedad. For geologerne kan det kun betyde en ting: Det underjordiske magma-kammer, der ligger ca. otte km under jorden, er aktivt og er ved at være under pres. Kun et pres nedefra kan forklare, hvorfor jordoverfladen hæver sig i parken. Ved hjælp af seismografiske undersøgelser har forskerne nu slået fast, at magma-kammeret ligger under parkens fordybning – altså der, hvor landskabet kollapsede ved sidste superudbrud for 600.000 år siden. Kammeret er enormt – formodentligt er det 40-50 km langt, 20 km bredt og har en dybde på ca. 10 kilometer.
Når det sprænges udløses den katastrofe, som Geolocical Society nu advarer om.

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngede materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vil sige det højeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer.
Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid, som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den oven over beliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner af år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden. Navnet supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud.
Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde men gør det af og til i offentlige præsentationer.
Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk fagudtryk. Navnet megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner.

 

---

“Surtsey – 30 år efter” – har været trykt i Ingeniøren

Fredag 05. nov 1993 kl. 00:00

Af Karin Eriksson: Da den islandske ø Surtsey dukkede op af havet for tredive år siden, blev den erklæret naturreservat. Kun forskere og søfugle har siden haft adgang.

Tredive år er forsvindende kort tid på den geologiske tidsskala. Normalt beskrives geologiske begivenheder i et perspektiv på tusinder, millioner eller milliarder af år. Vulkanøen Surtsey er et eksempel på, at der også på kort tid kan ske utrolig meget. For øjnene af forskerne er nyt land bygget op og blevet omdannet. Noget er forsvundet igen.

PÅ PLETTEN Om morgenen den 14. november 1963 befandt en islandsk fiskerbåd sig ude på havet syd for Island. Da en af fiskerne kom op på dækket, så han en røgsøjle stige til vejrs midt ude på havet. Hans første tanke var, at en båd var i brand, Om morgenen den 14. november 1963 befandt en islandsk fiskerbåd sig ude på havet syd for Island. Da en af fiskerne kom op på dækket, så han en røgsøjle stige til vejrs midt ude på havet. Hans første tanke var, at en båd var i brand, men da de sejlede nærmere, forstod de, at de var vidner til noget ganske særligt – en ny ø blev født. For det var ikke bare røg, som steg op af havet, men også aske og lavabomber. I voldsomme eksplosioner blev vulkansk materiale slynget højt til vejrs.

Allerede få timer senere var de første geologer på stedet. De cirklede i flyvemaskine rundt om vulkanudbruddet, som for hver time blev voldsommere og voldsommere. Siden da er øen Surtsey, der dukkede op af havet næste dag, blev fulgt nøje af forskere fra hele verden.

Præcis hvornår vulkanudbruddet på havbunden begyndte, er ikke klarlagt.

Ingen geologiske instrumenter havde vist tegn på, at et vulkanudbrud var i anmarch. Men efterfølgende er det påvist, at der var svage skælv på havbunden en uges tid før. Og dagen før udbruddet havde målinger af havets temperatur vist en stigning fra 7 til 9,4 grader. Endnu et tegn var lugten af svovl, bemærket af folkene på Heimaeys sydkyst, 20 kilometer derfra, allerede et par dage før udbruddet.

VULKANER PÅ STRIBE

Sandsynligvis startede udbruddet på havbunden omkring den 8. november. I de følgende dage blev den del af øen, der ligger under havet, bygget op.

Havdybden omkring øen er 130 meter. Den 15. november stak øen 10 meter op over havoverfladen. Efter fire dage var højden 60 meter og længden 600 meter. Ved årsskiftet 1963/64 var højden vokset til 145 meter.

Udbruddet varede i næsten fire år, skiftevis fra to forskellige hovedkratere.

Surtseys fødsel indtraf på et tidspunkt, da det geologiske verdensbillede var under forvandling. Den såkaldte pladetektonik havde vundet gehør blandt stadigt flere forskere og et nyt syn på Jorden og dens skorpe var på vej.

Årsagerne til jordskælv og vulkanudbrud blev nu søgt og forklaret med de bevægelser, der foregår mellem de store plader, som jordskorpen består af.

Surtsey passer godt ind i den pladetektoniske teori. Atlanterhavet og dets bund vokser bestandig. Ved den midt-atlantiske højderyg, som løber fra nord til syd mellem Europa og USA, findes en pladegrænse. Her går pladerne fra hinanden og undersøiske vulkanudbrud bygger lavabjerge og ny havbund op. De aktive vulkaner stikker her og der op over vandet som på Azorerne.

Island selv ligger midt i denne vulkanske zone. Her kan man på land studere mange af de geologiske processer, som ellers sker dybt nede på havbunden.

Vestmanna-øerne,incl Surtsey, ligger umiddelbart i forlængelse af det mest vulkanske strøg på Island.

FORVANDLINGEN

Allerede inden Surtsey stak op af havet var kampen mellen bølgernes nedbrydende og vulkanernes opbyggende kræfter begyndt. Trods bølgernes stadige angreb voksede øen hurtigt.

I begyndelsen var øens form langstrakt, da vulkanudbruddet skete langs en sprække i havbunden. Lidt efter lidt skabte bølgerne en hesteskoform med en åbning, der tillod havvandet at fosse ind i kraterne. Når det kolde vand mødte den glødende lava, opstod eksplosioner, som er typiske for vulkanudbrud i havet. Disse voldsomme kræfter findelte det vulkanske materiale, så det blev til den sorte vulkan, der kaldes tefra. Præcis som den sorte vulkanaske, der blev dannet ti år senere ved vulkanudbruddet på Heimaey, da befolkningen sprøjtede vand på lavafronten for at beskytte byen.

Samtidig med, at vulkanerne var i gang, angreb bølgerne hele tiden øen.

Strande blev formet, skrænterne af tefra blev undermineret, slam løb i stride strømme.

Spørgsmålet var, hvordan det hele skulle ende. Hvis udbruddet holdt op inden den flydende lava væltede frem og lagde sig som et beskyttende lag over den løse luftbårne vulkanaske, så ville øen forsvinde. Øens beståen hang på, at hesteskoens åbning mod havet blev lukket, så vandet ikke længere kunne nå ind i kraterne. Lavaen ville så – i stedet for at eksplodere og blive til tefra – stige op i kraterne for siden at strømme ud over øen og forstærke og forstørre den.

ØEN TAGER FORM

Den fjerde april 1964 skete det, man havde håbet. En beskyttende væg af vulkansk aske blev bygget op og tørlagde kraterne. Den glødende lava samlede sig i kratermundingen og dannede en sø med en diameter på 20 meter. Den fjerde april 1964 skete det, man havde håbet. En beskyttende væg af vulkansk aske blev bygget op og tørlagde kraterne. Den glødende lava samlede sig i kratermundingen og dannede en sø med en diameter på 20 meter.

Snart flød lavastrømme ud over kraterranden. En ny fase i øens udvikling var begyndt.

I de følgende tre år fortsatte lavaen at strømme og forstørre øen. De to hovedkratere, Surtur I og Surtur II, afløste hinanden. Ind imellem var også andre, men mindre kratere, aktive. Lavaen strømmede både over jorden og i tunneller under jorden. Man kan i dag finde tomme lavatunneller som grotter og gange i det indre af Surtsey.

Da udbruddet standsede i juni 1967 havde øen en overflade på 2,8 kvadratkilometer. Den totale mængde materiale fra udbruddet anslås til 1,2 kubikkilometer. 65 procent af øen består af tefra, det sorte vulkansand.

Resten er lava af den slags, der kaldes basaltlava, som er den typiske lava fra undersøiske vulkaner.

TRE ØER FORSVINDER Hvis udviklingen var gået anderledes, havde Surtsey i dag haft tre naboøer, Surtla, Syrtlingur og Jólnir. Eller også havde Surtsey sammen med dem dannet én stor ø. Sådan gik det ikke. Ingen af de tre øer nåede så langt, Hvis udviklingen var gået anderledes, havde Surtsey i dag haft tre naboøer, Surtla, Syrtlingur og Jólnir. Eller også havde Surtsey sammen med dem dannet én stor ø. Sådan gik det ikke. Ingen af de tre øer nåede så langt, at kraterne blev tørlagt, så lava kunne dannes og stabilisere øerne.

Surtla blev aldrig til mere end en undervands-ø. Den blev faktisk først opdaget lige før den nåede havoverfladen. Det skete en måneds tid efter Surtseys udbrud og geologerne ventede på, at øen skulle dukke op. Men intet skete. Vulkanen var gået i sig selv igen. Det eneste resultat er en hundrede meter lang undervands-højderyg.

De to andre naboøer nåede lidt længere. Syrtlingur eksisterede som en tefra-ø i hele sommeren 1965 og nåede på sit højeste 70 meter over havet.

Midt i oktober 1965 stilnede vulkanudbruddet af og en uge efter havde efterårsstormene udslettet den synlige del af øen. Samme skæbne ramte Jólnir, der eksisterede fra den 28. december 1965 til den 31.oktober 1966.

SURTSEY SKRUMPER Selv om Surtseys kratere ikke mere er aktive, påvirkes øen stadig af Jordens indre. Vand, kombineret med den varme, som fortsat findes i kraterne, forvandler den løse tefra til den hårde bjergart palagonit. Selv om Surtseys kratere ikke mere er aktive, påvirkes øen stadig af Jordens indre. Vand, kombineret med den varme, som fortsat findes i kraterne, forvandler den løse tefra til den hårde bjergart palagonit.

Processen er gået hurtigt. En stor del af øen består i dag af palagonit.

Palagonit er almindelig på det islandske fastland. Geologerne har hidtil troet, at palagonit kun kunne dannes , når vulkaner var i udbrud under indlandsisen. Men erfaringerne fra Surtsey viser, at indlandsis ikke er et krav.

Den del af Surtseys strande, som bestod af løs tefra, er nu slidt ned af bølgerne. Øen er blevet mindre og har ændret form. Lavakysterne mod syd har klaret sig lidt bedre. Lavaskråningerne er blevet stejlere, idet bølgerne har løsnet store lavablokke, som er styrtet i havet.

Havstrømme og bølger bringer de store lavablokke mod odden på øens nordside. Den nordlige odde ændrer sig hele tiden. Også vinden tærer på øen. Tefra er blæst væk fra udsatte steder og har lagret sig i dyner, hvor der er mere stille. Heftig regn og sne, der smelter, har også sat sig spor i de løse aflejringer.

FORSKNINGS-RESERVAT Allerede på et tidligt tidspunkt stod det klart, at Surtsey havde stor videnskabelig værdi. Øen gav mulighed for at følge både de geologiske og biologiske processer på helt jomfrueligt område. Derfor blev Surtsey gjort Allerede på et tidligt tidspunkt stod det klart, at Surtsey havde stor videnskabelig værdi. Øen gav mulighed for at følge både de geologiske og biologiske processer på helt jomfrueligt område. Derfor blev Surtsey gjort til et reservat for forskningen og myndighederne iværksatte landingsforbud for alle andre end forskerne.

Ingen menneskeskabte indgreb må altså finde sted på øen. Intet, der kan forstyrre den geologiske og biologiske balance, må foregå. Alligevel blev der bygget en hytte, så forskerne kunne overnatte. Den blev bygget bag et beskyttende tefra-bjerg, men tefraen forsvandt og havet rykkede nærmere. Da bølgerne ramte hytten, blev den (efter tyve år) revet ned og en ny bygget oppe i lavamarken på et sted, der ligger i læ for vestenvinden.

OM TUSIND ÅR Ingen ved, hvordan det vil gå Surtsey i fremtiden. Vulkanen kan vågne op igen og gøre øen endnu større. Men så længe, den holder sig i ro, vil øen skrumpe. I de år, der er gået, har bølgerne arbejdet sig flere hundrede meter Ingen ved, hvordan det vil gå Surtsey i fremtiden. Vulkanen kan vågne op igen og gøre øen endnu større. Men så længe, den holder sig i ro, vil øen skrumpe. I de år, der er gået, har bølgerne arbejdet sig flere hundrede meter ind på øen.

Men tefra bliver til den hårde palagonit – som er mere hård end lavaen.

Det mest sandsynlige i det lange løb er nok, at også lavaen slides væk.

Tilbage vil stå nogle høje stejle klipper af palagonit. Nøjagtig som man kan se det på alle de andre øer i Vestmanna-ø-gruppen. Lige med undtagelse af Heimaey, som også har en ung – tyve år gammel – lavamark.

Og folk og fæ.

Det vil tage flere tusinde år før bølgerne har slidt al lavaen væk på Surtsey. I et længere perspektiv vil Surtsey – ligesom alle de andre Vestmanna-øer – forsvinde fra havets overflade. De eneste spor vil være små bjergkæder på havets bund.