Den hellige Agathe af Catania (~225-~251)
Skytshelgen for Catánia, Malta og Zamarramala i Spanien; for ammer, ammende mødre, sygeplejere, klokkestøbere, vævere, hyrdinder, guldsmede, bjergarbejdere, de hungersramte, mod ildebrand, Etnas uforudsigelige vulkanbrud, jordskælv, ulve, brystsygdomme, sterilitet og ulykke.
Den hellige Agathe (Agatha; it: Agata) blev født ca. 225 i byen Catánia på Sicilien i Italien. I området rundt omkring Catánia blev hun meget tidlig dyrket og tilbedt som som jomfrumartyr. Også i Palermo hævdes det at have været hendes fødeby, men det stammer først fra 500-tallet. Hun led sandsynligvis martyrdøden i år 251 under kejser Decius (249-51), men det kan også have vært i år 300 under kejser Diokletian (284-305).

Mere ved vi faktisk ikke sikkert om hende. Til gjengæld opstod der tidlig en legende om hende med talrige variasioner, både på græsk og latin. Den græske legende er den ældste, mens den latinske stammer fra begyndelsen af 500-tallet. Selv om de enkelte detaljer i legenden er upålidelige, kan ikke Agathe affejes som en opdigtet skikkelse. Legenden er mere end noget andet en indikation på hvilken type kvinder, der blev holdt frem og æret i de første århundrer.

Der findes også et illustreret manuskript om hendes lidelse. Det stammer fra Burgund og daterer sig fra 900-tallet eller tidlig 1000-tallet. Det illustrerer det faktum, at bare biografier om kvindelige helgener indeholder seksuel lemlæstelse. Mænd bliver tortureret, men ikke seksuelt lemlæstet ligesom kvinder som Agathe, ofte var det jomfruer som nægtede at gifte sig.

Legenden fortæller at Agathe blev født enten i Catánia eller Palermo på Sicilien i en adelig kristen familie. Hun havde som barn viet sin jomfruelighet og sit liv til Kristus. Statholderen Quintian, som var en ond og lastefuld mand af lav herkomst, forelsket sig i den usædvanlig vakre og fornemme jomfru, men blev afvist. Han benyttede sig da af keiserens edikt mod de kristne, og fik hende brakt for sin domstol.

Hun blev dømt som kristen, og blev først plasseret hos en kvinde med det passende navn (eller mulige tilnavn) Afrodisia, som drev et bordel sammen med sine seks (muligt ni) døtre eller assistenter. De forsøgte at forderve Agathe, men forggæves. Hun var der i tredve dage, men på mirakuløs vis bevarede hun sin jomfruelighed. (Denne historie er en parallell til den om den hellige Agnes).
Da overlod Quintian hende til torturisterne, og legenden dvæler så ved det, som nogen har kaldt for «religiøs pornografi» i detaljerne ved torturen, som hun gennomgik. Hun blev lagt på strækkbænken, arme og ben blev vredet ud af led og hun blev brændt med fakler. Til slutt skar torturisterne brysterne af jomfruen og lagde dem på et fad. (Samme detalje optræder i fortællingen om den hellige Eulalia av Méridas martyrium).
Det fortælles at apostelen Peter da viste sig for hende i et syn og helbredte hendes sår. Men Quintian blev ikke bevæget af miraklet, så fire dage senere fortsatte torturen, hun blev og til slut rullet på glødende kull blandet med potteskår og stegt. Da Agathe endelig døde af pinslerne, fik vulkanen Etna et voldsomt utbrud. Jordskælv skræmte statholderens heste, og i rædsel sparkede de torturisterne ihjel. Og lavastrømmen blev stoppet ved at martyrens silkeslør blev holdt frem imod vulkanen. (En anden version siger at vulkanudbruddet skete på dagen præcis et år efter Agathes død).
Agathes tidlige kult bevitnes av at hun nevnes i den hellige Hieronymus’ martyrologium og kalenderen i Kartago (Martyrologium Carthaginiense) fra rundt 530. Den hellige Venantius Fortunatus nevner henne i sitt dikt om jomfruelighet, Carmina, som en av de feirede kristne jomfruer og martyrer. Den hellige pave Damasus I (366-84) blir tilskrevet en hymne til hennes ære, men den ble skrevet av en ukjent poet på et senere tidspunkt, og er åpenbart ment for den liturgiske feiringen på hennes festdag. Innholdet i hymnen er tatt fra hennes legende, og den har enderim.
På slutten av Romerrikets dager hadde paven enorme eiendommer på Sicilia, og de sicilianske martyrene Lucia og Agathe ble tatt inn i Canon Romanus eller Den romerske kanon (Eukaristisk bønn I) etter forvandlingen blant de syv kvinner som blir anropt som forbedere i strofen Nobis quoque (Felicitas og Perpetua, Agathe, Lucia, Agnes, Cecilia og Anastasia). Det hevdes at det var den hellige pave Gregor I den Store (590-604) som gjorde det.
To kirker blev viet til Agathe i Rom på 500-tallet, en af dem blev bygget af den hellige pave Symmachus (498-514) ved Via Appia, men den er nu i ruiner. En anden blev bygget til hendes ære af Ricimer, general for det vestlige imperie, i 460. Den blev brugt af de arianske gotere. Denne kirke, Sant’Agata dei Goti, eksisterer fortsat. Pave Gregor I den Store fik lavet et flot skrin for nogle af hendes relikvier og satte dem der. Senere fik han dem flyttet til klosteret San Stefano på øen Capreae, nu Capri. Den hellige pave Gregor II (715-31) byggede en anden berømt kirke i Rom under hendes patronat i 726, som pave Klemens VIII (1592-1605) gav til Kongregasjonen af kristen lære.
Størstedelen av Agathes relikvier ble oppbevaret i Catánia til 1040, da de ble flyttet til Konstantinopel af den græske general som på den tiden drev saracenerne ud af Sicilien. (Saracenerne var middelalderens betegnelse på muslimer; det kommer antagelig af et arabisk ord som betyder «de fra øst».) Relikvierne blev et århundrede senere i 1127 bragt tilbage til Catánia under omstændigheder som ikke er kendt. På den tiden ble martyrens intakte legeme delt mellem dem som hadde stjålet det.
Hendes relikvier oppbevares i dag i forskellige relikvarer. Arme, ben og brysterne oppbevares i et glasskrin i bevaret tilstand, om end noget mørknet og tørret efter 1750 år. Hovedskallen og store relikvier findes i Catánia og oppbevares i en statue som bærer en kostbar krone med ædelstene. Relikviet har form som en kvindekrop fra hoved til midje og står opprejst. Relikviet er udsmykket med utallige ædelstene som er givet af personer som har modtaget tjenester på hendes forbøn. Relikviet vises frem for de troende ved tre anledninger: På mindedagen 5. februar, den 12. februar og den 17. august.
I korkapellet i domkirken Duomo Sant’Agata i Catánia står der et kostbart skrin fra 1500-tallet som har form som et kvindebryst. Der obbevares også hendes slør. Relikvier opbevares også i domkirken i Verona. Små dele af hendes relikvier skal være blevet distribueret til mange kirker.
Agathes mindedag er 5. februar, og hennes navn står i Martyrologium Romanum. Dagen er også afmærket på den norske primstaven.
Agathe ble afbildet i mosaikkene i Sant’Apollinare Nuovo i Ravenna. I kunsten fremstilles hun ofte med sine afskårne bryster på et fad. De kan forveksles med klokker, og det har ført til at hun blev skytshelgen for klokkestøbere. En anden forklaring på dette patronatet er, at assosieringen med varselklokkerne som der blev ringet med for at varsle folk om brand eller vulkanudbrud samtidig som man råbte på den hellige Agathe efter hjælp, mens en tredje forklaring er at det flydende metal som blev hældt ned i støbeformene, mindede om lava fra et vulkanudbrud. Hun afbildes i tillæg med en martyrpalme eller sine torturredskaber som en knivtang, kniv eller saks, og nogle gange bærer hun det sløret, som er hendes mest berømte relikvie. Hun har ofte et horn fra en enhjørning som tegn på jomfruelighed.
Brysternes lighed med runde landbrød har også åbenbaret eller forårsaget den skik som nogle steder praktiseredes med at velsigne brød i kirken på hendes festdag. Alle middelalderens ammende mødre bad til hende, særlig hvis de havde ondt. Fordi lavastrømmen fra vulkanen stoppede da man holdt hennes slør frem, mente man hun måtte være god at bede til, når man ville have slukket ildebrande. Hendes slør blev siden brugt for at stoppe udbrud fra Etna, det mest kendte var udbruddet i 1674. Sidste gang det skete, var i 1840-årene. Hendes slør bæres stadig i højtidelige processioner på hendes festdag i Catánia. Gennem hendes forbøn ble øen Malta reddet fra tyrkerne som invaderede i 1551, så hun æres i dag som Maltas skytshelgen.

“Volcano” (1997, 1953, 1942)
”Dante’s Peak” (1997)
”Rejsen til jordens indre” Journey to the Center of the Earth (1993, 1989, 1976, 1959, 1913)
”Demons” (1990)
”Mount Fuji in Red” (1990)
”Joe og vulkanen” “Joe versus the Volcano” (1990)
”Dagen deres verden gik under” “When Time Run Out” (1980) “Hawaii brænder” ”Master of the Islands” (1970)
Krakatoa East of Java (1969) – Dårlig titel, da vulkanen ligger vest for Java.
Crack in the World (1965)
Intet håb for de dømte “The Devil at 4 O’clock” (1961)
”Stromboli”(1949) med Ingrid Bergman
“St. Helens Killer Volcano (1981). Ameriaknsk realistisk film om St. Helens udbrud I 1980.
“Vulcano” med Ana Magnani 1949
”Pompejis sidste dage” “The Last Days of Pompeii” (1897 og 1900)og en ny genindspilning af den samme film, som er baseret på Edward Bulwer Lyttons roman: “The last day of Pompeii” fra 1834. Igen i 1913 en ny filmversion og videre i 1926. I 1935 lavede amerikanerne en indspilning af den samme historie: ”Pompejis sidste dage”. I 1959 indspillede italienerne den igen: ”Pompejis sidste dage”

Vulkan

I Eifel i Tysklandsker sker der et voldsomt vulkanudbrtud. Den tidligere brandmand Michael Gernau havner i centrum af begivenhederne, og sammen med forskeren Daniela Eisenach forsøger han at hjælpe sine medborgere.

Hvis man ser på de store vulkanudbrud, som har krævet flest menneskeliv, så må man ikke glemme, at vulkanernes dødsofre mange gange skyldes bivirkninger. Vi forestiller os ofte, at det er glødende lavastrømme og hede askelaviner, fald af sten, slagger og kvælende gasskyer, som slår folk ihjel, men som vi så i Krakataus tilfælde, var den største katastrofe tsunamien, som skyllede ind over de nærliggende kyster den 27. august i 1883. Sådan har det også været førhen og senere. Nu er det nemmere at forudsige en vulkans udbrud, men det er straks sværere at vurdere, hvornår udbruddet er færdigt.

Vulkanologernes fornemste opgave er i dag at kunne forudsige udbrud, og det er vi blevet ret så gode til i de sidste 20 år. I alt lever ca. 500 millioner mennesker på jordkloden i dag i skyggen af en vulkan, og man må huske, at i de fattige udviklingslande er det som regel de billige byggegrunde og den frugtbare jordbund, der lokker folk til sig i hvileperioderne mellem en vulkans udbrud. Mens et menneske kun lever i ca. 100 år, så fungerer vulkanerne i hundredetusinde – ja ofte millioner af år. Alle vulkaner er farlige, men de værste er dem, som har lange hvileperioder imellem deres udbrud. Endelig ikke at forglemme, så er de såkaldte ”Supervulkaner” såsom Yellowstone og vulkanerne ved Napoli i Italien de mest truende, men vi bør huske, at sådanne udbrud finder sted med godt 100.000 års mellemrum. Vi bør også se på vulkanernes positive sider.
Den ældste jordskorpe i jordens urtid er dannet af størknet lava, og vanddampen er den vigtigste vulkanske gasart, som har dannet vandet i verdens oceaner og medvirkende til dannelsen af jordens atmosfære – den livsgivende ilt for alt levende liv på jorden. Så intet levende liv på jorden uden vulkaner.

1 Santorini eller Theraeksplosionen i det græske Ø-hav for ca. 3645 år siden. Hele det østlige Middelhav har lidt slemt efter denne eksplosion, og den Minoiske kultur på Kreta fik dødsstødet. Også her var der tale om store tsunamisbølger, som skyllede ind over det østlige Middelhavs kyststrækninger.Hvor høje de har været, kan vi kun gisne om, men der er ingen tvivl om, at i mindst en generation efter, har der været pest- og sygdomsepedemier, som har krævet mange menneskeliv. Hvor mange ved vi ikke, men det har sikkert været enormt.

2. Vesuvs udbrud år 79, Italien, som begravede byerne Pompeji og Herculaneum er nok historiens mest kendte på grund af udgravningerne fra de gamle byer, men også fordi den første beskrivelse af en vulkans udbrudsforløb har vi fra dette udbrud, nemlig Plinius d. Yngres breve til Tacitus.Beskrivelsen er så nøjagtig, så vi kalder den type eksplosive udbrud for Plineansk vulkanvirksomhed. Det nøjagtige dødstal kendes her heller ikke, men man gisner om ca. 4000 efter fund af menneskeskeletrester o.s.v., men det er stadig stærkt omdiskuteret i dag, ikke mindst af vulkanologer.

3. Etna i 1669. Vulkanen Etna på Sicilien oversvømmede dette år øens anden største by, Catania med flydende lava. Ejendommeligt nok omkom der ingen mennesker. Etna betragtes som en blød vulkan, selvom den gylper rigeligt med lava fra sig gang på gang. Etna er i dag at regne som en af verdens mest virksomme vulkaner.

4. Laki på Island i 1783. En 25 kilometer lang sprække åbnede sig, hvorfra 12 kubikkilometer lava flød ud og dækkede et landareal på 565 kvadratkilometer. Det er indtil i dag det største lavaudbrud på jorden i historisk tid, og samtidig med lavaen kom der store enorme mængder af fluorgas og aske, som med vinden spredtes over det meste af den nordlige halvkugle. En femtedel af den daværende islandske befolkning bukkede under som følge af pestepedemier og hungersnød.

5. Tambora i 1815, i Indonesien, er beregnet til rent energimæssigt at have været otte gange stærkere end Krakataus i 1883, og 92.000 mennesker er det officielle dødstal(10.000 dræbes af nedfaldende sten og slagger og 82.000 af efterfølgende pestepedemier og hungersnød. Overlevende solgte deres børn for en enkelt skål ris for at skaffe sig føde. Temperaturen faldt 3 grader som følge af det luftbårne askestøv i stratosfæren over store del af verden, og i Europa blev det vinter midt om sommeren i 1816, hvor det sneede. I Irland omkom 75.000 mennesker i kølvandet af pest og andre sygdomme, altsammen en effekt af dette kraftige udbrud, som stadig er beregnet til at være det voldsomste vulkanudbrud i nyere tid. Tambora udslyngede 150 kubikkilomter udbrudsprodukter i form af aske og slagger.

6. Krakatau 1883. Dette eksplosive vulkanudbrud sætter en milesten i vulkanforskningens verden. Her sættes der skub i vulkanforskningen, fordi vulkanen lå på en ø midt i et farbart hav af alle skibsruterne fra østen til vesten og retur. Ikke alene studerede man selve udbrudsforløbet og det materiale vulkanen udslyngede på tæt og lang afstand, men for første gang lægger man mærke til de fænomener i atmosfæren, som udbruddet var skyld i, og året efter oprettedes i England ”Krakatau-rådet”. Her omkommer alene ved tsunamiebølgerne over 36.000 mennesker. Askestøvet førtes af vinden jorden rundt og forskønnede solnedgangen i Europa.

7. Mt. Pelee på øen Martinique 1902. Den 8. maj 1902 dræber denne vulkan St. Pierres ca. 29.000 indbyggere i en glødende hed aske og gassky, som med en fart af 150 kilometer i timen rutsjer ned over vulkanskråningen mod hovedstaden på øen. Det er første gang man observerer sådanne fænomener, hvor en glødende varm gas- og askeskye som en snelavine fejer ned over det omkringliggende land og dræber alt indenfor dens rækkevidde. Sådan en askelavine kan opnå en fart af 8 – 900 kilometer i timen og nå ud i op til 100 kilomter fra vulkanens krater. Temperaturen kan nå helt op til 9 – 100 graders Celsius. Vi ved i dag, at dette fænomen er normalt ved eksplosive vulkanudbrud, og i Pompeji blev indbyggerne kvalt af sådanne askelaviner. Det er faktisk det farligste fænomen en vulkan kan udføre. Det var også sådanne askelaviner, som satte havet i bevægelse ved Krakataus udbrud 1883.

8. Nevado del Ruiz i Columbia, dræber i 1983 23.000 mennesker ved en mudderflod, lahar, byen Amero, som ligger næsten 50 kilomter fra selve vulkanen. Igen et bifænomen ved, at sneen smelter på vulkanens top, blander sig med asken og strømmer som en bred mudderflod langt ned igennem det omkringliggende landskab, indtil den når byen og oversvømmer den.

9. Mt. St. Helens 1980, U.S.A. i staten Washington. 18. maj eksploderede denne vulkan efter 2 måneders små jordskælv og eksplosioner. Vulkanologerne havde sat evakueringen op i tide. Med et brag og drøn svarende til 25.000 atombomber slyngedes aske og mudder ud af vestflanken på vulkanen og fejede som en ildorkan med over 200 kilometers fart i timen af sted ned i oplandet. 57 mennesker døde, som havde begivet sig ind i den inderste forbudte zone, og alle skaderne blev bagefter opgjort til 1 billion dollars. Siden hen har Mt. St. Helenes været rastløs. Denne vulkan er også studeret med moderne instrumenter, og vulkanforskningen videre udviklet ved denne begivenhed…

10. Pinatubo på Filippinerne i juni 1991 var et typisk plineansk udbrud, hvor det lykkedes at redde næsten en halv million mennesker, takket være den supermoderne vulkanologiske videnskabs forudsigelser. 2 millioner mennesker fik ødelagt deres huse og hjem. I 12 måneder spredte askestøvet sig i atmosfæren og kunne iagttages jorden rundt. Man har beregnet Pinatubos udbrud i størrelse og energi at svare til Vesuvs i år 79, som ødelagde de romerske byer.

Når vi kigger på et landkort og ser omridsene af Napolibugten, vil man ikke undgår at lægge mærke til de store cirkelformede indsynkninger, som såvel Pozzuolibugten og Napolibugten består af.

Vulkanen Vesuv og den forhenværende bortsprængte vulkan Monte Somma, som Vesuv flere gange er bygget op i er også en Calderra-rand, der er bortsprængt adskillige gange. Både Sommavulkanen og det nuværende Vesuv er bygget op ved gentagne udbrud på kanten af denne kæmpemæssige Calderrand for henved 300.000 år siden.

I november år 2001 udsendte den tidligere direktør fra Vesuvobservatoriet Paolo Gasparini meddelelse om, at man efter mange seismiske undersøgelser havde lokaliseret et ca. 400 kilomter bredt bælte af smeltet magma i godt og vel 8 – 10 kilometers dybde under Vesuv og er på størrelse med Gardasøen.
Altid har man vidst, at Vesuv havde sit magmakammer i godt og vel 5 – 6 kilometers dybde, og vi kender Vesuv og ved, at jo længere vulkanen er i ro, desto voldsommmere bliver det næste udbrud.

Gang på gang har denne vulkan i længere hvileperioder ligget rolig og stille hen for så pludselig at udfolde al sin indestængte energi. Normalt udtømmes et magmakammer ikke helt i et udbrud, kun ca. 20 – 25 %. Vesuv er relativ rolig for tiden, dog med mindre, det som vi også kalder for milde jordrystelser og sender lave temperaturer af vulkanske gasser ud forskellige steder, men vulkanen har en meget eksplosiv historie, bedst kendt fra det store udbrud i året 79 e. Kr.f., da Pompeji og Herculaneum blev begravet af aske og pimpsten.Det seneste udbrud i Vesuv fandt sted i 1944, og vulkanen er i dag langt farligere end i det forrige århundrede, idet den havde en mere konstant aktivitetsrytme – lidt lig Etnas på Sicilien – som er mere eller mindre konstant aktiv. Seismiske målinger viser, at når en bevægelse igennem den faste jordskorpe går hurtigere end igennem en flydende masse. For denne nye opdagelse, at magmakammeret har en størrelse lig Gardasøen i Norditalien, er baseret på 1800 seismiske undersøgelser foretaget fra et skib dels i Napolibugten, og man har herefter konkluderet, at magmalaget strækker sig helt til Appenninerbjergene, er ca. 8 kilometer dybt, og ligger ind under storbyen Napoli og de nærliggende vulkaner såsom Den Flegræiske Marker vest for Napoli og den sovende vulkan på øen Ischia.

Undersøgelser tyder endvidere på, at dette magmalag er nærmest svampeagtigt og sammenblandet med de omkringliggende bjergarter, som svømmer rundt i denne flade beholder af smeltede stenmasser. Denne store undersøiske glødende masse af blandede smeltede stenmasser føder flere mindre kamre af magma ovenover som f.eks. Vesuvs, De Flegræiske Marker og vulkanen på øen Ischia fra tid til anden. På den måde holdes vulkanerne i gang, selvom der er uregelmæssige aktivitetsperioder i dem. F.eks. var der et tydeligt eksempel senest i 1982 ved Pozzuoli, da der var en mindre magmamasse tæt på jordens overflade ved havnemolen i byen, og den gamle gamle Serapeum tempelruin har gentagne gange hævet sig op og ned grundet magmastrømninger tæt på jordens overflade.

VULKANEN VESUVS VÆSEN

Som før omtalt er en vulkan opbygget og bortsprængt adskillige gange i Vesuvs sammensatte vulkankompleks eller bygning. Den ældste vulkankegle Somma er efter radioaktive dateringer af de vulkanske udbrudsprodukter bedømt til at være ca. 300.000 år gamle, og de viser, at den sidste enorme eksplosion, der bortsprængte Sommavulkanen og dannede den nuværende halvkredsformede Calderarand for ca. 17.000 år siden. En vulkan med en sejtflydende magmasmelte opbygger efterhånden et stigende gastryk i magmakammeret, som i tilfældet Vesuv ligger i ca. 5 – 6 kilometers dybde, altså lidt ovenover det store nyopdagede smeltede magmalag. Dette giver også forklaring på, at dette magmakammer fyldes op fra det større nedenunder, dels fordi der er opløste gasser i smelten og for Vesuvs vedkommende er der meget vanddamp, og desuden ekstra meget kuldioxid og kulilte, der stammer fra tykke lag af kalksten, der befinder sig under Napolibugten. Kalkstenene blødgøres på grund af den underjordiske varme og dumper ned i smeltemassen i Vesuvs magmakammer og herved dannes bl.a. de ekstra gasser i smelten. Samtidig med må vi heller ikke glemme, at Vesuv og vulkanerne her ligger på den neddykkende Afrikanske pladeforskydning, der skubbes ned under den Italienske halvø.

Vesuvs vulkantop er dannet på samme måde som den ældste Sommavulkan ved gentagne udbrud af lava og løse udbrudsmaterialer igennem mange tusinde år, har bygget vulkantoppen højere op af det udslyngede udbrudsmateriale. Krateret hæver sig i dag 1280 meter over havet, og det først kendte udbrud er det, som begravede oldtidsbyerne i 79 e.Kr.f. Pompeji og Herculaneum. Siden har Vesuv haft mange udbrud i de følgende århundreder, adskillige ikke særligt omtalte, men i 1631, efter en flere hundrede år lang hvileperiode, fik vulkanen et voldsomt udbrud, hvor mange tusinde mennesker mistede livet, og siden da indtil 1944 har vulkanen været aktiv så godt som konstant med forskellige intervaller, sjældent mere end 7 års pauser i aktiviteten. I dag er der igen tale om en lang hvileperiode, og det bekymrer vulkanologerne..”Vesuv er rastløs”, har vulkanologer fra Vesuvobservatoriet udtalt. Aldrig har vi haft så mange rystelser som i de sidste par år, og det betyder, at der sker noget i undergrunden”.

“Når jorden ryster, selvom det er svagt, opstår der nye sprækker og revner, bl.a. i den størknede lavaprop, der sidder oven i Vesuvs vulkankrater. Derved lettes trykket for den smeltede lava neden under, og til sidst sprænges proppen i toppen af vulkanen. På samme måde, som når man trækker en flaske champagne op. Når proppen pludselig er væk, skummer meget af champagnen over, og man har beregnet, at på Vesuv kan et område ved vulkanens fod på ca. et kvarter bliver overskyllet af vulkanske udbrudsprodukter, såsom hede askeskyer og andre udbrudsprodukter. Her lever over 1 million mennesker i dag.

Vesuv har mange gange vist, at den må betragtes som en meget farlig og eksplosiv vulkan, specielt efter sine hvileperioder. Derfor holder Italienske vulkanologer på Vesuvobservatoriet konstant vulkanen og hele området under døgnovervågning med moderne vulkanologiske måleapparater, hvoraf en af de vigtigste er seismometrene, hvor man kan registrere stigende jordskælvssværme og bevægelser i vulkanens undergrund.

“Vesuv år 2000” er en evakueringsplan, hvor man i fællesskab med Italiens minister for civilbefolkningens beskyttelse, har oprettet et system, der har det formål at meddele befolkningen i tide, hvornår man bør forlade sit hjem, hvor meget man bør have med sig, og hvor sent et tidspunkt, man kan blive i sit hjem, inden det er for sent at komme væk, men aller vigtigst også, på hvilken måde man kommer væk. Man har telte, der på timer kan stilles op hvor som helst og huse de mange mennesker, og man har lavet aftaler med kommuner andre steder i Italien, således at man kan indkvartere så og så mange. I de tættest befolkede byer ved vulkanen er der tale om ca. 1 og en halv million mennesker, der skal evakueres. Vi finder her verdens tættest beboede område ved en vulkan, ja nogle steder helt op til 30.000 mennesker pr. km2. Faktisk kan op til 3 millioner mennesker blive berørt af et “plinisk” (opkaldt efter Plinius den Yngres beskrivelse af det store udbrud ved Pompejis undergang)udbrud fra Vesuv eller De Flegræiske Marker, i dag. Siden Vesuvs sidste udbrud i 1944 har vulkanen været tavs, men man har i de sidste fem år, specielt siden lørdag den 9. oktober og igen den 11. oktober i 1999, hvor flere mærkbare rystelser blev registreret under Vesuv, målt stigende jordskælvssværme i vulkanens undergrund.

Dette har også været medvirkende til, at man fra international side fører intense samtaler med italienske vulkanologer og holder møder fra tid til anden. Alene i et års tid efter 1991 fandt der 718 rystelser sted i Vesuvs undergrund, og der er derfor nu grund til bekymring, bl.a. fordi at man er nødt til at være 110% sikker på, der vil komme et udbrud, inden man sætter evakueringsplanerne i gang for så mange mennesker.

PLINIUS BESKRIVELSE AF POMPEJIS UNDERGANG

Vi har den ældste beskrivelse af en vulkan på jordkloden overhovedet af et menneske, nemlig Plinius den Yngres beskrivelse af Pompejis undergang i året 79 e. Kr. f. til den romerske historieskriver Tacitus. Dette udbrud er så nøje beskrevet, at vulkanologer i dag har givet det navn efter ham om denne meget voldsomme type vulkanudbrud. Plinius skriver: “Der rejste sig en sky, men når man betragtede den på lang afstand var det umuligt at afgøre fra hvilket bjerg den kom. Først senere fik vi at vide, at det var Vesuv. Skyen mindede i facon mest af alt om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme, bredte sig ud ligesom grene, formentlig fordi den blev drevet i vejret af en kraftig eksplosion, men så efterhånden mistede sit tryk eller af sin egen vægt blev tynget ud i bredden for derpå at gå i opløsning. På sine steder var skyen hvid, andre steder snavset og grumset, alt efter om den førte jord eller aske med sig op i luften”. Videre fortæller Plinius i sit næste brev: “I dagevis var der gået jordrystelser forud, men de er ikke særlig foruroligende eftersom de er ganske almindelige i Campanien”. Tydeligt bevis på, at der kommer mange svage jordskælv inden en voldsom vulkan eksploderer. Videre fortsætter han: “Man så en sort og uhyggelig sky, der sprængtes af forvredne og flakkende zigzag linjer fra flammende eksplosioner”. Denne beskrivelse forklarer en glødende hed askelavine , der med stærk fart er rutschet fra Vesuvs sprængte krater nedad flankerne og udover Napolibugten på den anden side, hvor Plinius boede. “Inden længe sænkede den omtalte sky sig over jorden og dækkede havet og omsluttede og skjulte Capri og lukkede udsigten til det yderste af Misenum. Nu begyndte der at falde aske ned, men dog endnu ret spredt. Jeg kastede et blik bagud, hvorfra en tæt tåge skyllede henover jorden som en rivende strøm, der fulgte efter os. Der blev atter mørkt, og der faldt igen askeregn, denne gang voldsom og tung. Vi rejste os gang på gang og rystede asken af os. Det blev nat, ikke sådan som når månen ikke skinner, eller det er overskyet, men som i et lukket rum, hvor lyset er gået ud.”

Plinius beskrivelse af det store udbrud, der begravede oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum er så godt beskrevet af et typisk eksplosivt vulkanudbrud, først med askeskyen, der stiger til vejrs, derefter de pyroklastiske askeskyer, der som brændende laviner af overophedet aske og gasser, er skyllet nedover vulkanens skråninger over byerne og kvalte de indbyggere, der endnu ikke var flygtet….

Tak til Plinius for denne beskrivelse, for som vulkanologen Haraldur Sigurdsson udtaler: “Da jeg første gang i 1979 besøgte Vesuv og Pompeji og samtidig havde læst Plinius breve til Tacitus, forstod jeg straks måden, som Vesuv dræbte indbyggerne på”. Hans undersøgelser af askelagene viste også, at dels Pompejis indbyggere og også Herculaneums beboere måtte være kvalt af sådanne askelaviner, der pludselig fejede nedover vulkanens flanker i løbet af det ca. 17 timer lange udbrud.

VESUV I DAG

En regel gælder om en vulkan og det er, at for at vide noget om fremtiden, må man kende dens forhistorie.

“Vesuv sover, men dens hjerte er vågen. Der er ingen tvivl om, at den vil vågne igen fra sin urolige søvn og eksplodere i sin fulde pragt og endnu engang overraske verden med søjler af ild og røg, mens jorden gyser. Utallige mennesker vil få ødelagt deres byer, mens historien om Pompeji og Herculaneum gentages. Vesuv er et uhyre, der ikke kan styres af nogen menneskers dygtighed og genialitet – og derfor storslået og ærefrygtindgydende”.

Citat af vulkanologen Alesandro Malladra i 1913.

I slutningen af år 2001 opdagede man i udkanten af byen Nola syd for Vesuv resterne af en bronzealderby begravet i hvid pimstensaske som Pompeji blot ca. 1500 år før. Udgravningerne begynder så småt, og indtil nu ser det ud til, at indbyggerne har forladt stedet i tide, da vulkanen buldrede ildevarslende…

“Vesuv vil gentage sit store nummer. Det er ikke et spørgsmål om hvis der kommer et udbrud, som jeg har hørt mange udtale, men hvornår det sker” Citat af mig selv..

forrige 5 næste 5

21-05-2007
Lidt om vulkanforskningens historie…

20-05-2007
Stort magmakammer under Napolibugten…

19-05-2007
Krater…

18-05-2007
Vulkanguden…

17-05-2007
Hellige bjerge er ofte vulkaner…

forrige 5 næste 5 Henning Andersen – Skoleholdervej 37, 4.th., 2400 København NV – Tlf. 38 19 34 11 / 20 76 42 47 (mobil)
fax: 38 19 34 10 – e-mail: info@vulkaneksperten.dk