“Dame Etna taler igen”…..

En af Europas mest virksomme vulkaner taler højt igen. Forrige lørdag sendte Etna på Sicilien en 1200 meter høj ildsøjle af glødende lavablokke og aske i vejret.

Etna havde et kraftigt udbrud i lørdags, efterfulgt af en regn af sten, småsten og aske.

Taormina lå lige i vindens retning og byen blev ramt af en byge af aske. Der er faldet ca 2-3 cm aske, så byens indbyggere har haft travlt med at feje aske af veje og tage.

Her er min artikel om Etna:

At Etna er i udbrud er ikke noget nyt som så. Vulkanen bygger sig højere og højere op med alt det udbrudsmateriale i form af lavasten og aske, som den udslynger igennem sine kratere i toppen. Jeg har her beskrevet Etnas udbrudsteknik. Erna er lidt kompliceret i forhold til Italiens andre vulkaner og min fremlægning her er min forskning plus INGV det vulkanologiske Institut på Sicilien i Catania.

Henning er forfatter til bogen: “Etna ildens bjerg”.

“I nattens mørke gløder Etna – ikke dramatisk og ondskabsfuldt som et varsel om død og fordærv, men snarere som spidsen af en middagsherres cigar, som et vågeblus på et gaskomfur, en slags undskyld jeg er her, jeg eksisterer, men glem mig ikke, for jeg hører lige såvel til her som Siciliens agaver og mandeltræer. Jeg ligger her, og jeg gør turistreklame for Jer, men spøg ikke med mig, for måske pludselig en dag…”
“Det er uvisheden, der gør mig så spændende i denne verden, hvor alt er lagt til rette for menneskeheden fra vugge til grav. Jeg repræsenterer det gode for menneskene ved den frugtbare jord og den billige byggegrund, som jeg giver dem, men også det onde, når Fanden selv slipper helvede løs igennem mig”.

——————————————————————————–

Sådan fungerer Dame Etna

Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som lokale indbyggere kalder deres vulkan. Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre end mange andre af de godt 2500 vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid (noget, som ikke så tit sker på Etna), og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer denne mineraltype ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna om nogle tusinde tusinde år vil blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) tager vi den med ro. “Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”, som en af vulkanologerne sagde til mig.

Vi ved, at Etnas vulkankegle er bygget op af sine udbrudsprodukter for “små” 600.000 år siden, men for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har bygget sig op fra havbunden ved gentagne udbrud. Det afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen og Alperne, og alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien o.s.v. dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 900.000 jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og skaber værre skade. Vi ser altså her en stor geologisk livsproces, og årsagen til den livlige jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de enorme varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm tager i tusindevis af år, men er mere eller mindre konstant. Vi ved nu, at Etna og hele Sicilien dels ligger oven på den Afrikanske Kontinentalplades neddykning – subduktion – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

For at gøre Etnas vulkanvirksomhed endnu mere indviklet, finder vi udfor Siciliens østkyst en enorm gravsænkning, der må sættes i forbindelse med Maltagraven, eller nærmere begyndelsen til en udvidelseszone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundredetusindevis af år. Den næste årsag til Etnas livlige vulkanvirksomhed har man allerede for årtier forklaret som begyndelsen til en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af magma (græsk ord for smeltet stenmasse inde i jorden så længe den indeholder opløste gasser i sig) – altså smeltet lava (italiensk ord for stensmelte). Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller konstant virksomhed de sidste 3000 år – den tid mennesker har boet der – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum. Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f. Kr.f., men senere i historisk tid må 1669-udbruddet betegnes som det største, hvor lavaen overstrømmede store dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod og i dag er Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor altid gastrykket er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner, men kan også glide ned ad vulkanflanken, men som regel ikke ret stærkt. Men værre er, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkrater, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og hvorfra lavaen strømmer ud og er nærmere de bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas udbrud.

De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, da gasserne har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her tydeligt er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplade ind under Italien, altså den kontinentalplade, som Etna ligger oven på.

Etna er en god nabo

Sicilianerne betragter Etna som en god nabo, og jeg glemmer aldrig i 1972, da jeg for første gang af en af beboerne fik fortalt, at Etna jo trods alt er en sikkerhedsventil imod stærke jordskælv. En årtusind gammel indbygget tanke hos beboerne om, at når sikkerhedsventilen er åben, kommer overtrykket ud der igennem. Etna er en god nabo, og den hvide røg – vanddampen – der hver dag kommer ud af toppen i vulkanen – betyder, at alt er godt. Kommer der sort røg op, betyder det, at der er lava på vej op. Lavaen er først ødelæggende, men også frugtbar, når den forvitrer. Vi har arvet jorden og vil ikke forlade den. “Inderst inde kan man kalde Etna for et uhyre, men det er et godt uhyre”, fortæller borgmesteren i Nicolosi, en af de mange byer på Etnas skråninger. “Når en lavastrøm er størknet og køler af, går beboerne op og sætter grænsepæle på det nye stykke lava, som dækker deres mark, fordi deres efterkommere vil komme til at opdyrke den forvitrede og frugtbare jord. Vulkanerne repræsenterer lige såvel som de store verdensreligioner kampen imellem det gode og det onde. Det gode ved frugtbare jord og vanddampen, der udgør ca. 90 procent af vulkanske gasser har været med til at danne havet i verdenshavene igennem millioner af år. Intet liv uden vand. Blev den første form for liv på jorden ikke skabt i vand, og så må vi vidst sige, at vulkanerne bør betragtes som vores venner og ikke fjender”.

I hele verden bor i dag ca. 500 millioner mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en mere vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 1000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på Sumatra på grund af enorme aske og mængder af gasser, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere. Dog ser det ikke ud til at være så slemt endnu, kun at vi mennesker mere registrer tingene. Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de alt for ofte tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i USA og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.

I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosionerne, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer. Når magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver sig, således hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.

Myterne om Etna

Navnet Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gebel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Omkring år 450 f. Kr., det var dengang Sicilien var under grækernes herredømme, hævdede Empedokles, filosoffen, at alting består af fire ting, nemlig: luft, jord, ild og vand. Faktisk var Empedokles den første vulkanforsker, og han skal have grundlagt et vulkanologisk observatorium oppe på Etna, ikke langt fra toppen. En dag, da hans nysgerrighed var for stor, sprang han ned i vulkanens indre glødende hovedkrater, men ak, den lunefulde vulkan spyttede den ene af hans sandaler ud igen. Grækerne hævdede også, at Hefaistos, ildens og smedekunstens guddom, havde sin faste boplads og værksted under Etna, og når han arbejdede dernede i sin esse under vulkanen, røg det ud fra toppen i vulkanen. Han må have været en meget flittig mand, for altid røg det ud fra toppen – ja ligeså meget dengang som i dag. Han kunne gå på vandring under de andre vulkaner, og så kom de i udbrud. Hos romerne tog han navneforandring til Vulcanus, og flyttede sin bolig ud under øen Vulcano, og herfra har vi fået ordet vulkan om de såkaldte ildsprudlende bjerge. En anden sagnlegende berettede, at et stort uhyre var spærret inde under Sicilien, og det skulle være forklaringen på, hvorfor øen rystede hver gang, at han forsøgte at løsrive sig fra sine lænker.

Odysseus skal efter sigende have været taget til fange af den enøjede kæmpe Polyfemos, som boede i en stor hule oppe på Etnas østskråning, og det var med nød og næppe, at han slap derfra i live, fordi Polyfemos begyndt at æde hans mænd levende. Da Polyfemos lå og sov, efter at Odysseus havde drukket ham godt fuld i vin, stak Odysseus en glødende pæl i kæmpens øje, og brølende af smerte kastede han de store stenblokke efter Odysseus og hans bortflygtende mænd, og disse sten ligger i dag i havet udfor Siciliens østkyst, der hvor den ældste vulkan blev dannet.

Senere hen troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre. Vores egen Saxo skriver i 1200-tallet, at “Etna hele tiden ryger og sprutter ild fra sig”. Etna fascinerede også H.C. Andersen, da han kom sejlende udfor Siciliens østkyst, som han malerisk beskriver i “En digters bazar”: “Højt over skyerne i den klare luft stod toppen af Etna, bedækket med sne, dog rundt om kraterets rand var den smeltet i lange revner. Hvilken storhed! Vesuv er en sandhøj kun mod denne kjæmpe, Siciliens stolthed og velgører. Det er et Amphitheater af de høje Guder selv! Hvert trin danner en zone, den nederste viser os vinbjerge og haver, den anden er en skovregion med hundredårige træer, den tredje har kun is og sne, den fjerde røg og flammer. Altid damper det, altid sprudler det, men denne dampen og sprudlen kaldes en hvile, når ikke lavastrømmen flyder milevidt og omstyrter byer og ødelægger vinmarker og dale”. Jeg har gang på gang tænkt på disse linjer af H.C. Andersen, når jeg sidder i et fly fra Catanias lufthavn, der ligger ved Etnas fod, og hvorfra man kan betragte den rygende vulkan fra luften.

Artiklen er et uddrag af min bog: “Etna – Ildens Bjerg”.

Lidt mere:

Etna, Siciliens 3350 høje – kegle og brede – skjoldvulkan er igen mere aktiv. Siden januar måned har mindre eksplosioner fundet sted i det sydøstre krater nærved toppen.

Etna er en af Europas meget omtalte vulkaner og kendt for sin livlige vulkanaktivitet med forholdsvis korte intervaller imellem.

Italienske vulkaner hører til nogle af verdens mest beskrevne, hvor vulkanologien startede med beskrivelser helt tilbage fra den græske og romerske oldtid. Omtaler af Etnas, Strombolis og Vesuvs udbrud er nogle af de ældste i hele verden.

Etnas vulkankegle er bygget op af sine udbrudsprodukter for “små” 600.000 år siden, men for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har bygget sig op fra havbunden ved gentagne udbrud. Det afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen og Alperne, og alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien o.s.v. dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 900.000 jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og skaber værre skade. Vi ser altså her en stor geologisk livsproces, og årsagen til den livlige jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de enorme varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm tager i tusindevis af år, men er mere eller mindre konstant.

Vi ved nu, at Etna og hele Sicilien dels ligger oven på den Afrikanske Kontinentalplades neddykning – subduktion – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.

Den næste årsag til Etnas livlige vulkanvirksomhed har man allerede for årtier forklaret som begyndelsen til en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af magma (græsk ord for smeltet stenmasse inde i jorden så længe den indeholder opløste gasser i sig) – altså smeltet lava (italiensk ord for stensmelte). Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller konstant virksomhed de sidste 3000 år – den tid mennesker har boet der – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum. Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f. Kr.f., men senere i historisk tid må 1669-udbruddet betegnes som det største, hvor lavaen overstrømmede store dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod og i dag er Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor altid gastrykket er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner, men kan også glide ned ad vulkanflanken, men som regel ikke ret stærkt. Men værre er, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkrater, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og hvorfra lavaen strømmer ud og er nærmere de bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas udbrud.

Den nederste del af Etnas vulkankegle er opbygget som en skjoldvulkan(som et bredt skjold) 40 x 60 kilometer, mens den øverste del er en stejlere stratovulkan(keglevulkan). Etnas lavatype er lig den, som kommer op fra jordens kappe, men med den forskel, at der er natrium og kaliumaflejringer i den, og det bliver blandet med basaltlavaen, når den passerer op gennem den øverste del af jordskorpen.

Læs mine artikler om Etna under artikelindekset på hjemmesiden her.

Læs bogen: “Etna ildens bjerg” Den kan bl.a. bestilles her til Henning Andersen.

Erik Schou Jensen

Jordskælv og vulkaner i Danmark.

Kilde:

Aktuel Naturvidenskab

Aktuel Naturvidenskab er et landsdækkende tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden.

http://aktuelnaturvidenskab.dk

Jordskælv og vulkaner i Danmark:

Sandsynligheden for, at Danmark bliver ramt af jordskælv er lille – men den er der. Også vulkaner kan udgøre en risiko, selvom der ikke findes vulkaner på dansk område.

16. december 2008 skete der et jordskælv, større end sædvanlig, i Skåne. Det var så nær Danmark, at antallet af rapporter fra folk, der mærkede det her, slog alle tidligere rekorder. Seismologerne modtog over 4.000 indberetninger.

Selvom denne begivenhed synes ubetydelig, i forhold til hvad man oplever andre steder i verden, minder det os om, at Jorden er urolig.

Vi konstaterer det i jordskælvs- og vulkanforskningen, og de senere år er det med moderne geodætiske studier blevet muligt at konstatere bevægelser med nøjagtigheder på helt ned til millimeter pr år.

I anledning af, at FN har erklæret årene 2007-2009 som Planeten Jordens År, er det værd at overveje, hvordan Jordens uro, der manifesterer sig som jordskælv og vulkanudbrud, påvirker Danmark.

Langt fra Danmark:

Det vil være indlysende for læserne, at de aktive jordskælvszoner alle ligger langt fra Danmark. Især Stillehavets rand er ramt af jordskælv. Nærmeste aktive zoner ved Danmark er i Island og i Sydeuropa.

I de lande, hvor jordskælvsaktiviteten er stor, er der både videnskabelig og ingeniørmæssig meget stor regional indsats.

Danske forskere bidrager til dette arbejde gennem vores globale samarbejde om dækning af hele jordens overflade med et net af seismografer, hvorfra observationer online og 365 dage om året rapporteres til internationale centre. Jordskælvsaktiviteten i Danmark og i Grønland overvåges nøje med et net af seismografer, både for vores egen skyld og som en del af global overvågning.

At vi i Danmark er så heldige ikke at have den store aktivitet udelukker ikke, at der i fremtiden kan ske ødelæggende jordskælv i Danmark.

Der er en række forhold, det er værd at være opmærksom på, når man vurderer sandsynligheden for, at et stort jordskælv vil ramme Danmark:

For det første er der fundet tegn på store jordskælv i Skandinavien lige efter istiden, for 9.000 år siden. Geologisk set er dette »for nylig«. For det andet findes flere typer af jordskælv, og Danmark og Grønland har dem alle. Tilsammen tyder disse på en sammenpresning, der hænger sammen med de globale pladebevægelser, hvorved kontinenterne bevæger sig i forhold til hinanden. For det tredje hjælper geologisk kortlægning kun delvis med at finde aktive forkastninger, hvor jordskælvene kan ske. Seismologi og geologi skal supplere hinanden, som det ses i Skagerrak, hvor jordskælvene ikke ligger i en geologisk kendt forkastningszone.

Pladebevægelser er årsag til jordskælvene:

Jordskælv er udløsning af spændinger i grænseområderne mellem de store plader, som jordens ydre skal er brudt op i. Da vi i Danmark er langt fra pladegrænser, har vi ikke de ødelæggende jordskælv den ene gang efter den anden. Men bevægelserne opbygger spændinger inde på pladerne, der kan give sig udslag i jordskælv langt fra pladegrænserne – som man f.eks. så det midt i Australien i 1988.

Spændinger i jordskorpen kan også opstå af andre grunde end ved pladebevægelser. Således har den tre kilometer tykke iskappe over Skandinavien under sidste istid betydet opbygningen af spændinger, der er blevet udløst ved bortsmeltningen. Et meget relevant spørgsmål er derfor, om spændingerne i Skandinavien hænger sammen med istidens afslutning, eller om det er pladebevægelserne, der giver effekten.

Svaret på det spørgsmål kræver, at man ved hjælp af seismologisk forskning kan få et indtryk af spændingerne inde i pladerne – et emne, som geologer verden over diskuterer flittigt. De danske erfaringer indgår i denne diskussion, og her er vores konklusion, at spændingsforholdene i Skandinavien har ændret sig drastisk i de seneste 9.000 år.

I vores tolkning betyder det, at udløsninger af spændinger i jorden efter isens bortsmeltning var den dominerende årsag til jordskælv umiddelbart efter istiden, mens det i dag er pladebevægelserne, der er årsag til aktiviteten.

Jordskælv i Skandinavien – før og nu:

Ser man på jordskælvsaktiviteten i Skandinavien i nutiden, så er den samlet omkring den norske kyst og ligeså ved den svenske kyst ved den Botniske Bugt. Aktiviteten i Danmark kan tydes sådan, at vi her oplever den sydlige afgrænsning af aktiviteten i Norge og i Sverige. Aktiviteten i Nordtyskland, i Polen og i de baltiske lande er endnu mindre end i Danmark. Det er en solid fysisk observation, selvom man kan argumentere, at der er færre seismografer i disse egne, så følsomheden over for små jordskælv er nedsat. Om tiden lige efter istiden har vi også nogle oplysninger.

KRONIKØRERNE

Søren Gregersen er statsseismolog i De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland samt adjungeret professor ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Paul Martin Holm er lektor på Institut for Geologi og Geografi, Københavns Universitet.

Jordskælv i Skandinavien – før og nu

De stammer fra det nordlige Norge, Sverige og Finland. Det drejer sig om meget store forkastninger, der er dannet ved istidens slutning for ca. 9.000 år siden. Vi tyder disse som tegn på meget store jordskælv dengang. Dateringen stammer fra forstyrrelser af lag på bunden af søer i nærheden, hvor man kan tælle sig frem til alderen af lagene. Samtidig finder man fjeldskred ved disse store forkastninger, hvoraf nogle har en forskydning så stor som 10 meter.

Det er overbevisende, at alle disse fænomener hænger sammen og viser, at isens forsvinden udløste jordskælv i Nordskandinavien.

Da isen smeltede bort fra det nordlige Skandinavien efter sidste istid, begyndte dette landområde at hæve sig, da det ikke længere var tynget af de enorme ismasser.

Geodætiske målinger viser, at denne bevægelse stadig foregår med en hævning af terrænet i forhold til havniveau på mere end 8 mm pr år. Når denne zone indtegnes sammen med den nuværende jordskælvsaktivitet ser man ingen sammenhæng.

Vi tyder det sådan, at den dominerende årsag til jordskælvene ikke er denne hævning, der skyldes isens forsvinden ved istidens slutning. Når det tillige i studier af de nuværende spændinger i jordskorpen ser ud til at disse generelt på hele Jorden har indrettet sig parallelt med pladebevægelserne i området, har vi konkluderet, at spændingsforholdene har ændret sig drastisk i de seneste 9.000 år.

En global undersøgelse, hvor også danske data indgik, har vist, at mange af de små jordskælv i Skandinavien, af flere forskellige typer, udløses af en sammenpresning i retningen fra nordvest til sydøst. Det kan tydes sådan, at den dominerende årsag til de nutidige jordskælv i Skandinavien er pladens sammenpresning mellem en pladegrænse i Atlanterhavet, omkring Island, og en anden pladegrænse i Alperne og Karpaterne ned mod den afrikanske plade.

Det uventede kan ske:

At spændingsfeltet har ændret sig væsentligt siden sidste istid betyder altså, at vi ikke kan bruge de store jordskælv umiddelbart efter sidste istid som indikation på, at sådanne jordskælv kan ske også i dag. I stedet må man vurdere sandsynligheden for, at store jordskælv kan opstå på grund af pladebevægelserne.

Bedømmelsen af jordskælvsrisikoen for Danmark bliver derfor den samme som for andre områder med små jordskælv nu til dags, som for eksempel Canada, Indien og Australien. Om disse mange områder har vi den generelle erfaring, at der cirka en gang hvert tiår sker et helt uventet, ødelæggende jordskælv et eller andet sted på jorden. Det er sket i Afrika, Australien, Kina, Europa, Indien og Nordamerika. Et par veldokumenterede eksempler er Tennant Creek midt i Australien i 1988 med Richtertal ca. 6,5 og Latur i det vestlige Indien i 1993 – også med Richtertal op imod 6,5.

Som i så mange naturvidenskabelige spørgsmål er alt ikke afklaret. Der er forskellige tydninger af flere af disse konklusioner.

Denne artikel giver vores udlægning, som har en udbredt opbakning, men diskussionerne fortsætter ivrigt.

Ingen vulkaner i Danmark:

At vi i Danmark er så heldige ikke at have den store aktivitet udelukker ikke, at der i fremtiden kan ske ødelæggende jordskælv i Danmark

Af Søren Gregersen og Paul Martin Holm:

Søren Gregersen er statsseismolog i De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland samt adjungeret professor ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Paul Martin Holm er lektor på Institut for Geologi og Geografi, Københavns Universitet

I modsætning til jordskælv, findes der ikke vulkaner i Danmark.

Der er heller ikke i historisk tid registreret tegn på vulkansk aktivitet her i landet, hverken i form af vulkanisme eller strømninger af magma (smeltet sten) i undergrunden.

Imidlertid fortæller de geologiske lag i Danmark om både udbredt og voldsomt ødelæggende vulkanisme i tidligere tider. Vi skal heller ikke rejse længere end til Skåne for at finde bevarede, men gamle, vulkaner. Og i Tyskland findes store områder med overvældende evidens for ganske ung vulkanisme, så ung, at nogle af vulkanerne anses for at være aktive om end de nu er hvilende.

Som med jordskælv er vulkanudbrud ofte knyttet til pladegrænserne, især hvor de glider fra hinanden eller glider ind over hinanden, som det kendes fra talløse vulkaner på havbunden langs Den Midtatlantiske Ryg med Island eller vulkanerne i Andesbjergene i Sydamerika. For tiden har vi ikke et sådant tektonisk miljø i Danmark. En anden udbredt type vulkanisme finder sted inde på pladerne. Det er de såkaldte hotspots, eksempelvis Hawaii. Der er heller ikke et hotspot under Danmark. Vulkansk set lever vi således meget fredeligt.

Kan der finde vulkanudbrud sted i Danmark?

Der er dog tre geologiske forhold i Danmark, der giver anledning til bemærkninger:

Alt tyder på, at vi i Danmark fortsat kan leve ubekymrede videre i forhold til risikoen for at blive ramt af et stort jordskælv eller vulkanudbrud

For det første ligger landet hen over den vigtige pladegrænse for det Baltiske Skjold. Denne grænse har været aktiveret adskillige gange i den geologiske udvikling, hvilket har ført til vulkanudbrud lige på den anden side af Øresund i Skåne. For det andet viser den danske geologi tydeligt tidligere gentagen magmatisk aktivitet. Der er påvist enorme mængder størknet magma i skorpen i Jylland nogle kilometer under overfladen, og der er ved boringer påvist lava blandt gamle lag. Og for det tredje kan vulkanudbrud uden for landets grænser have katastrofal betydning for Danmark. Den geologiske evidens er omfattende: flere hundrede lag af vulkansk aske er aflejret i Danmark i, geologisk set, ikke så fjerne tider. Disse askelag er resultatet af store eksplosive vulkanudbrud i Tyskland og ved Nordatlanten; i Tyskland er det seneste så nyt som for 12.000 år siden.

Risici ved vulkanudbrud:

I Danmark er vi ikke i en højrisikozone med hensyn til udbrud i Island eller Eifel i Tyskland. Imidlertid kan udbrud dér godt få konsekvenser i Danmark.

Ved eksplosive udbrud kan en søjle af aske og gasarter stige op i de øvre dele af atmosfæren og blive ført med vinden til Danmark, hvor aske og medfølgende aerosoler kan falde ned. Asken kan dække jordoverfladen og dermed være til gene for såvel trafik som landbrug. Allerede i atmosfæren vil asken være til stor gene og direkte fare for lufttrafikken, da den beskadiger flymotorerne.

Ved vulkanudbrud ledes lufttrafikken rutinemæssigt uden om askeskyer. En anden fare fra asken stammer fra aerosolerne og giftige gasser, såsom forbindelser af chlor, fluor og svovl, der kan forgifte drikkevandet og afgrøderne til fare for husdyr og mennesker. Askepartiklerne og aerosolerne nedsætter solens indstråling på Jorden og fører dermed til et temperaturfald, der kan være globalt.

Det er udbruddets omfang og type foruden de atmosfæriske forhold, der er afgørende for virkningerne på samfund og miljø. Selv meget fjerne vulkanudbrud kan potentielt have effekt i Danmark.

En risiko til at leve med:

Alt tyder på, at vi i Danmark fortsat kan leve ubekymrede videre i forhold til risikoen for at blive ramt af et stort jordskælv eller vulkanudbrud. Skulle en vulkan begynde at rumle i vores nærhed, kan vi trøste os med, at vulkanudbrud kan forudsiges tilstrækkelig nøjagtigt til, at man vil kunne evakuere om nødvendigt.

Hvad angår jordskælvsvarsling, stiller sagen sig anderledes. Fysisk mener vi at kunne overskue, at der må være ændringer i jorden i kortere eller længere tid inden et jordskælv. Mange forskellige metoder har været forsøgt – herunder målinger af vægtfylder, seismiske hastigheder, elektriske og magnetiske egenskaber, vandindhold, udstrømning af visse luftarter, samt observation af dyrs aparte opførsel. Selvom nogle måleserier kan se lovende ud, er det endnu ikke lykkedes at finde en metode, som kan bruges til samfundsmæssig evakuering.

Så skulle et stort jordskælv ramme Danmark må vi nok indstille os på, at det vil være – ja, helt uventet!

La Palma truer…

I den sydlige del af den Canariske ø La Palma har der siden sidste lørdag den 11. september fundet 4222 små jordrystelser sted, hvilket betyder, at magma er ved at samle sig under jordskorpen og bevæger sig op imod jordens overflade, hvor det kan resultere i et vulkanudbrud. Man kan se, at jorden flere steder har hævet sig. Situationen kan meget hurtigt udvikle sig og de svage jordskælv bliver kraftigere og kraftigere.

Dette meddeler Spaniens Nationalgeografiske Institut IGN. Der er endnu ikke noget bevis på, at et vulkanudbrud er nært forestående, men situationen kan udvikle sig meget hurtigt udtaler IGN`s direktør for de Canariske Øer Maria Jose Blanco.

Myndighederne har indført den gule fare – niveau, som er trin nummer 2 på den vulkanologiske risikoskala, der går fra 1 – 4. Nummer 1 er grøn, der betyder rolig. Nummer 2 er gul, der betyder, at der er øget aktivitet i undergrunden og udviklingen er usikker. Nummer 3 er orange og betyder, at et udbrud kan forekomme når som helst eller lige er startet. Nummer 4 er rød og betyder, at udbruddet er i gang og eksplosioner kan forventes.

Som nævnt er situationen dags dato på det andet trin – nr. 2.

Det er vulkanen Teneguia, der ligger på la Palmas sydlige del, der menes at kunne komme i udbrud. Det sidste udbrud fandt her sted i 1971. Øen La Palma ligger i den Canariske ø-grupope i Atlanterhavet vest for Tenerife – Cran Canaria og Lanzarote, der alle er vulkanske og dannet og opbygget som vulkaner fra bunden af Atlanterhavet igennem mange millioner af år.

NB: Lidt om de Canariske øers dannelse:

De Canariske Øer består af 7 større og mindre øer, hvoraf Cran Canaria er den ældste rent geologisk. Den er dannet ved vulkansk virksomhed for 16 millioner år siden. Senere dannedes øerne Tenerife, Gomera, El Hierre, La Palma, Fuerteventura og Lanzarote. Dybt nede på bunden af Atlanterhavet åbnedes nogle sprækker, hvorfra lava begyndte at flyde ud. Gentagne udbrud opbyggede vulkankegler først som undersøiske vulkaner og sidenhen over havets overflade og herved dannedes øerne. I 1963 opstod der en ny vulkanø oppe syd for Island og en anden ved Azorerne i 1957. Vulkanaktiviteten er i allerhøjeste grad vedvarende og dannelsen af øerne hænger sammen med Kontinentalpladernes bevægelser, hvor vi har dels den Amerikanske Plade på vestsiden og dels både den Afrikanske og Europæiske plades bevægelser på østsiden med nogle få centimeter om året. Disse pladebevægelser danner mulighed for, at magma fra jordens varme indre trænger op og danner vulkanøer, hvoraf Island – Canarieøerne, Kap Verde, Azorerne, Madeira, Ascension, St. Helena og Tristan da Cunha er de kendteste. De seneste udbrud fandt sted på La Palma i 1971, altså hvor et nyt udbrud i vulkanen Teneguia nu truer og et undervandsudbrud ved øen El Hierre i 2012.

En anden årsag til, at der dannes vulkaner og de er så aktive skyldes, at hele denne øgruppe samtidig med ligger ovenpå et såkaldt “hot-spot” og det vil sige et stationært varmeområde, hvor der pumpes magma(lava) op fra dybere dele af Jordens Kappe. Eksempelvis ligger Island på et stort “hot-spot” og ligeså ligger Hawaii-øgruppen i Stillehavet også på et “hot-spot”. Varmekilden – Hotspottet – bliver på samme sted, mens kontinentalpladerne ovenover flytter sig, men en forskel fra de meget aktive vulkaner i Island og så de Canariske Øers vulkaner er, at der under Island er en mere konstant opstigning af magma, hvilket medfører, at der er vulkanudbrud i Island med ca. 4 – 5 års mellemrum.

På de Canariske Øer er varmetilførselen – varmekilden – mere uregelmæssig og dermed sker vulkanudbruddene her med længere intervaller – altså hvileperioder.

Øen La Palma eller på spansk “La Isla Bonita” betyder den skønne ø og “Ildens datter”. I det indre af denne ø findes det store vulkankrater “La Taburiente”, der er et 2000 meter højt bjergplateau, som er dannet af vulkanske udbrudsprodukter. Krateret kaldes også “Calderaen”, et spansk ord for kraterindsynkning eller kedel, og dette vulkankrater har navngivet det vulkanologiske ord “Caldera” til alle vulkaner med en sådan enorm indsynkning i toppen. Selve calderaen dannes ved, at voldsomme udstrømninger af lava i et vulkanudbrud tømmer vulkanens indre smeltekammer ud i et udbrud således, at vulkankeglen ovenover synker ind og danner en stor fordybning.

Det betyder ikke, at vulkanen ikke kan komme i udbrud igen, men ofte sker det, at nye kratere åbner sig både inden og udenfor calderaen på vulkanflanken eller i nærheden, og fra disse kratere sker udbruddene i fremtiden. Dette er sket før på La Palma.

I de sidste 1000 år er der forekommet udbrud på den sydlige del af øen. Den 22. oktober i 1971 begyndte jorden at ryste og den 27. oktober åbnedes et krater ved Teneguiaklippen ved havet. Teneguia er et gammelt Gunanchenavn for klippe, og herfra slyngedes aske og lava ud og lavastrømme flød ud i havet. De nærliggende beboelser blev evakueret i tide. Mange turister strømmede til for at betragte dette naturfænomen.

Men ikke alle udbrud er forekommet lige uskadelige. I 1646, 1712 og 1949 væltede lavastrømme nedover veje og landsbyer og ødelagde mangt og meget, men heldigvis nåede de fleste indbyggere at komme væk i tide og kun få omkom. På Tenerife fandt det seneste udbrud sted i 1909 og på Lanzarote var der voldsomme udbrud i årene 1730 – 36 og igen i 1824, som fordrev store dele af beboerne til Amerika.