Merapi igen i udbrud.

Vulkanen Merapi på den indonesiske ø Java er igen i udbrud. 

Vulkansk materiale blev desuden i torsdags spyet ud i flere kilometers radius ved udbruddet, ligesom landsbyer i op til 10 kilometer syd for Merapi blev overdynget med aske, oplyser Indonesiens center for forskning i geologiske katastrofer, som desuden kan fortælle, at Merapi har været i udbrud fire gange i det seneste halve år. Dermed er torsdagens udbrud det femte inden for seks måneder.

Vulkanens udbrudsniveau er nu på trin 3, som går fra trin nr. 1 til og med 4.  Det er det næsthøjeste inden et udbrud af større karakter. Kraftigere eksplosioner  og udbrud er tiltaget siden december 2019 i form af jordskælv og øget udsendelse af askeskyer som laviner, der med stærk fart rutsjer ned ad vulkanen flanker.

Indonesiske myndigheder råder desuden både lokale og turister til at holde sig på mindst tre kilometers afstand af vulkanen for at være i sikkerhed.

Indonesien udgør en del af ‘ildringen’, som er et område i Stillehavet, der har fået sit tilnavn på grund af dets mange aktive vulkaner.

Merapi er en af de mest aktive af Indonesiens 127 aktive vulkaner, og den har været i udbrud regelmæssigt siden 1548. I 2010 mistede 300 mennesker livet under et kraftigt udbrud fra Merapi og 400.000 blev sendt på flugt.

Det er “pyroklastiske askelaviner”, der er det farlige ved Merapis udbrud”. 

En “pyroklastisk askelavinee”eller en ”Nuee Ardente” er et fransk ord for glødende gassky, der består af to dele – nemlig overophedede gasser og askepartikler, som ruller ned over vulkanens flanker i form af en askelavine med en fart på omtrent 200 kilometer –somme tider op til 600 kilometer i timen. Gas – og askeskyen kan have en temperatur helt op til 900 grader Celsius. En ”Nuee Ardente” er noget af det farligste en vulkan kan præstere dels på grund af den høje hastighed, men også de høje temperaturer, der dræber alt levende på sin vej. ”Nuée Ardente” kendes også under navnet ”Pyroklastiske askelaviner”. Afsætningerne af de såkaldte askelag efter en ”Nuee Ardente” kaldes Ignimbriter (ignis = ild, brit = sky).
Der er forskel på en “Nuee Ardente og en pyroklastisk askelavine ved, at Nuee Ardente består af to dele – gasser og aske og støv – og er som regel hedere i det end en pyroklastisk askelavine.

Askelaviner opstår ved, at den sure eller meget seje lava i vulkanens krater pludselig bryder i stykker, hvorved der frigives enorme mængder gas fra den endnu flydende del af den smeltede lava, eller når de såkaldte ”domer” brister. ”Domer” eller ”lavapropper” dannes ved, at delvis størknet lava som en prop øverst i en vinflaske langsomt skubbes i vejret for i første omgang at sætte sig fast i selve vulkanens krateråbning eller hals. ”Domer” er altså et resultat af trægtflydende – kiselsyrerige – lavatyper. På et tidspunkt stiger gastrykket under ”domen” så meget, at den revner eller sprænges væk, og herved opstår askelavinerne.

Det var ved Mt. Pelees udbrud i 1902, som sendte en sådan askelavine ned over byen St. Pierre på øen Martinique og på få minutter stegte næsten 30.000 mennesker til døde, at man for første gang i historisk tid observerede sådanne askelaviner. I ældre geologilærebøger betragtes fænomenet som noget specielt, men nu ved vi, at askelavinerne er ganske almindelige ved voldsomme vulkanudbrud. Dette kan aflæses i analyser af askelagene. Faktisk blev både Herculaneums og Pompejis indbyggere i år 79 ved Vesuvs udbrud kvalt af sådanne hede aske- og gasskyer. Også Mt. St. Helens udbrud i staten Washington i 1980 producerede askelaviner, og vi så det ved Mount Serrat i Caribien i 1995.

Merapi, Java, Indonesien, er 2911 meter høj og ligger på 7.5S og 110.4E. Merapi er en stratovulkan og ligger på det centrale Java med typisk andesitlava.Ca. 70 udbrud siden 1548. merapi er en aktiv lavadome, der som regel sender glødende askelaviner ned over oplandet, og mange mennesker har mistet livet igennem årene. Vulkanen ligger kun 30 kilometer fra millionbyen Yogyakarta på java med et indbyggerantal på nær 1 million. Vulkanen betrages som en god nabo grundet den yderst frugtbare jord i det tropiske klima. Unesco har anlagt såkaldte dæmninger for at lede lahars – mudderstrømme – og lava væk fra de mange landsbyer på vulkanenes nedre skråninger.

Ifølge et gammelt sagn er vulkanen bosted for Sydhavets dronning Loro Kidul, hvis skønhed ikke overgåes af andre kvinder, og selv i dag ofrer sultanen af Yogyakarta hvewrt år dyre gaver til loro kidul ved at kaste gaverne ned i vulkanens krater på toppen.

Merapi kollapsede sidst i år 1006, hvorved templet Borobudur blev begravet i tykke askelag. Vulkanens magmakammer blev udtømt, og der dannedes en enorm kratergryde – en Caldera. Caldera er et spansk ord for en kedelformet kraterindsynkning. En Caldera dannes oftest efter et eksplosivt vulkanudbrud, hvor magmakammeret under vulkanen og selve krateret er blevet fuldstændigt eller delvist tømt for udbrudsmateriale. Dermed bliver vægten af den overliggende vulkan tungere end undergrunden kan bære, og vulkanen – eller resterne af den – synker ned og danner en kedelformet dal oven i det udtømte magmakammer. Sådanne calderaer er ofte fyldte med vand (kratersøer), eller havet er trængt ind i uddybningen, som det skete med Krakatoa i 1883. Den vulkanske cyklus (udbrudsperiode) er som regel tilbagevendende og opbygger igennem årtusinder – alt afhængig af ny magmatilførsel nedefra – en ny vulkankegle indenfor calderaens område. (Se tegning af vulkankollaps i mit mini-leksikon).

Uddrag fra min bog: “Øer født af ild”, der handler om Indonesiens vulkaner. 

“I skyggen af Merapi”. På det centrale Java omkring 30 km nord for Yogyakarta, hovedstad i et gammelt sultanat, rejser den majestætiske vulkan Merapi sig med sin 2911 m høje, næsten perfekte kegle. Merapi – Ildbjerget – er en evig trussel for omegnens beboere. Selvom man er født og opvokset på stedet, indgyder synet af vulkanen ærefrygt hos de omkring en million mennesker, der lever i dens skygge, for Merapi er ikke bare en af Indonesiens, men også en af verdens mest aktive vulkaner. “Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af 102 landsbyer, der ligger spredt på Merapis nedre skråninger. “Vi kan få næsten alt til at gro her og få næsten lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Men den har også forårsaget megen sorg og smerte. Der er ikke én familie her, som ikke har lidt under vulkanens endeløse udbrud. Vi elsker Merapi, men vi hader den også”. Den gamle mand overdriver ikke. I gennemsnit eksploderer Merapi i et større udbrud hvert syvende år og er en af verdens mest aktive vulkaner. Mindre udbrud forekommer så ofte, at de ikke tælles med. På den anden side beriger asken, som vulkanen spreder ud over markerne, området så meget, at det er et af de mest frugtbare på hele Java, som i sig selv er det vigtigste kornkammer i det indonesiske øhav – og et af verdens rigeste landbrugsområder. Vulkanen har således været både en velsignelse og en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. I den tørre årstid, fra sidst i april til midt i november, kan Merapi ses fra en afstand på 50 km. Uanset årstiden, dag ind og dag ud, stiger der røg op fra dens krater, og landsbybeboerne følger nøje røgens mønster. “Hvis røgen bliver alt for mørk,” fortæller bonden videre, “og specielt hvis jorden samtidig begynder at ryste, så løb det bedste, du har lært… og så langt væk, du kan. Jeg taler af erfaring”.

Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af glohed, fin aske og slagger i et tæppe så tykt, at det ganske skygger for den stærke sol, og jorden begynder at bevæge sig. De erfarne stikker af eller beder for deres liv – måske begge dele; de ved, at det værste først er på vej. Under selve udbruddet slynges klippeblokke på størrelse med huse op fra vulkanens krater, og rødglødende floder af lava flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt på deres vej: Marker, afgrøder, gårde, landsbyer, veje, broer, dæmninger, skove, foruden husdyr og mennesker, der ikke har nået at slippe væk. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie. En embedsmand, som har opsyn med landindvindings og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortæller: “Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af éns egen hjælpeløshed og ubetydelighed”.

 Udbruddet i 1969, hvorunder 20 mennesker omkom, overbeviste omsider den indonesiske regering om, at der måtte sættes ind mod den konstante trussel, som Merapi udgør for de omkringboende, og projektet “Kontrol med vulkanske udbrud” blev etableret. Man var da enige om, at et sådant projekt burde have været iværksat for længst. Og nu hvor det har eksisteret i over 20 år, er man enige om, at det er et virkeligt langtidsprojekt — og langt vanskeligere at gennemføre, end man først havde forestillet sig. Hvorfor er det tilfældet? “På grund af Merapis uberegnelige natur,” forklarer en af ingeniørerne ved projektet. “Man når kun lige at rydde op, inden det næste udbrud indtræffer. Det er en dyr, fortvivlende, utaknemmelig og endeløs opgave. En utålmodig eller pessimistisk person ville blive vanvittig”.

Ikke desto mindre er der blevet hugget næsten 100 km landevej ud i bjergets sider. Vejene kan benyttes i al slags vejr og var under alle omstændigheder hårdt tiltrængte. Endvidere er der bygget ca. 25 km tredobbelt forstærkede “diger” af beton til at lede Merapis lava- og mudderstrømme væk fra byer og landsbyer, marker, overrislingskanaler og flodlejer. Digerne og andre forbedringer forhindrer oversvømmelser og beskytter områdets vitale vandforsyning, der er lige så usikker her som over det meste af Java.

“Ud over Merapis gødning af markerne udgør vulkanen og de omliggende højdedrag det naturlige vandskel for denne del af det sydlige Centraljava,” oplyser ingeniøren. “Det er noget af vores mest frugtbare jord, og vi har ikke råd til at miste det.” Projektet omfatter også “opfyldninger” til forstærkning af de enorme diger, dæmninger og broer. Meget af vejarbejdet er udført for at skabe sikre “evakueringsruter”, der kan benyttes under de uundgåelige større udbrud fra Merapi. Bønderne i de evigt truede områder sætter særlig pris på disse veje.

Med den gamle bondes ord: “Når man ønsker at flygte fra en eksploderende vulkan, så vil man gøre det hurtigt, uden fumlen eller forvirring.”
Det var ikke nødvendigt at overbevise folk om det ønskelige i de nye evakueringsruter. De kalder dem “flugtveje”, ganske enkelt, og ud over andre formål er det, hvad de er. I begyndelsen af 1970 anslog man, at der var 60 mlo. m3 vulkansk materiale at rydde væk fra Merapis skråninger, hvoraf næsten halvdelen stammede fra udbruddet året før. Med meget store anstrengelser havde man fået fjernet omkring halvdelen, da vulkanen i 1972 eksploderede i et nyt udbrud. Ni mennesker blev dræbt, og der aflejredes på ny adskillige millioner kubikmeter udbrudsmateriale. De nu mere end tusinde arbejdere var kun lige kommet i gang igen, da Merapi slog til for anden gang det år. Denne gang nøjedes den med at rasere to landsbyer og ødelægge 114 huse; ingen blev dræbt. Men året efter indtraf et nyt udbrud, som om vulkanen var blevet irriteret over denne hær af små mænd og kvinder, der fremturede med at kravle rundt på dens skråninger… Hvad bildte de sig ind, de var i færd med? Denne gang tilintetgjorde Merapi en større landsby, ødelagde fem broer, og udslettede 387 hjem. 29 mennesker mistede livet. Hertil kom endnu en kolossal mængde materiale – ligesom for en ordens skyld og til stor bestyrtelse for de allerede opgivende arbejdere. Det er et farligt arbejde at fjerne udbrudsmaterialet, fordi det er meget ustabilt og kan bevæge sig ned fra den “forbudte” zone over 2 km oppe, især i form af mudderfloder under den lange regntid, og lægge sig over veje, marker og floder længere nede. Derefter forholdt Merapi sig rolig i de følgende ni år — så rolig, som man nu engang kan forvente det af den.

Indtil den i 1984 fik et nyt voldsomt udbrud, efter at projektets arbejdsstyrke atter havde ryddet næsten halvdelen af udbrudsmaterialet væk. Men især takket være de nyanlagte evakueringsveje – om end det var mindre end halvdelen af de planlagte – blev ingen dræbt. Selv i “rolige” år lækker Merapi mindst 1,5 mlo. m3. Under udbruddet i 1984 udsendte den over 5 mlo. m3 på en enkelt dag… “Så måske forstår De nu, hvorfor dette arbejde er så frustrerende,” slutter ingeniøren. Med udgangen af 80erne var der investeret et pænt stykke over 100 mlo. dollars i projektet. Den indonesiske regering har fået hjælp fra mange lande, bl.a. via Colombo-planen (det britiske Commonwealth’s bistandsprogram), EF, det sydøstasiatiske samarbejde ASEAN, Canada, USA, samt Japan, der indtil videre har været den største enkelte bidragyder. Det har været et stort problem blot at skaffe fødevarer til de mange kvinder og mænd, der udfører det anstrengende og beskidte, uendelige arbejde. Den største hjælp i de kritiske år 1978-84 kom fra World Food Programme (FAO’s og FN’s program for fødevarehjælp), som med en bistand på 13 mlo. dollars finansierede 5,1 mlo. arbejdsdage. Rationerne fra dette “mad for arbejde”-program bestod af tørmælk, hvede og bælgfrugter fra Canada og USA, ris fra Italien og fiskekonserves fra Japan og Norge.
På trods af de åbenbare farer, der er forbundet med dette arbejde, har projektet ikke haft besvær med at ansætte arbejdere. Faktisk letter det noget på områdets kroniske arbejdsløshedsproblem, som er endog mere akut her end på resten af Java. Det er heller ikke sandsynligt, at projektet med dets arbejde og mangfoldighed af nødvendige lokale forbedringer vil kunne afsluttes i den nærmeste fremtid. Hvad det angår, har Merapi selv et stort ord at skulle have sagt. Man forestiller sig naturligvis ikke, at man med projektet skulle kunne tæmme Merapi – det ville være en umulig opgave. Formålet er at gøre det muligt for områdets befolkning at leve sammen m ed vulkanen under et minimum af risiko.
De fleste Merapi-beboere ville ikke tage andre steder hen, selvom de havde mulighed for det. Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres smukke dræbervulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Den javanske ingeniør opsummerer det således: “Vulkanen her giver os – ligesom den gav vores forfædre – et glimt ind i paradis og et glimt ind i helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de mørke og lyse sider af vores egen sjæl.”
(Bearbejdelse af artikel af Peyton Johnson i Bangkok Post, dec. 1989)

Både den tidligere omtalte migration fra Mataram til Østjava og den kendsgerning, at Borobudur er blevet – i hvert fald delvist – dækket af aske på et tidspunkt, har givet anledning til spekulationer, hvori Merapi spiller en fremtrædende rolle: I første halvdel af 700-tallet blev det første medlem af det hinduistisk-orienterede Sanjaya-dynasti konge i Mataram – området omkring vulkanen Merapi. Senere i århundredet dominerede den buddhistiske Sailendra-familie landet – og lod bl.a. det fantastiske Borobudur opføre. Efter et ægteskab mellem en Sailendra-dronning og en Sanjaya-konge i 832, blev sidstnævnte familie atter den dominerende, og nu var det deres tur til at opføre et fantastisk tempel – Prambanan. En Sailendra-prins gjorde oprør, men blev slået i 856 og flygtede til Sumatra, hvor han gennem ægteskab blev hersker over det mægtige, buddhistiske Srivijaya, Matarams værste fjende. I begyndelsen af det 10. årh. indtraf så det mystiske, at byggeaktiviteten pludselig ophørte, og magtcentret flyttede fra Mataram mod øst, til landet omkring floden Brantas. Nogle har ment, at det skete pga. af en pestepidemi eller et udbrud fra Merapi; et voldsomt udbrud ville ikke alene have dækket egnen med et tykt lag af aske og lava, men også være blevet opfattet som et tegn på gudernes utilfredshed. Imidlertid er der ikke fundet belæg for disse forklaringer. Det vides ganske vist ikke med bestemthed, om kong Sindok, som grundlagde det nye rige i Østjava, var en Sinjaya, men i så fald kan han have flyttet hovedstaden af frygt for, at Srivijayas hersker skulle forsøge at genoplive dette styre i Centraljava; en faktisk invasion er også blevet nævnt som en mulighed. Men heller ikke denne forklaring kan dokumenteres, og de javanske krøniker indeholder ingen antydninger. Mange steder kan man læse den samme “historie” om begyndelsen af det 11. årh. – at Borobudur og Centraljava blev forladt til fordel for Østjava – og de fleste vil vide, at det skyldtes et udbrud fra Merapi i 1006, som begravede helligdommen (den ligger 40 km fra vulkanen) og store områder af Centraljava i aske. Dog oplyser inskriptionen i Borobudur (som jeg kun har set omtalt i Johnsons artikel) åbenbart ikke hvilken form for katastrofe. For øvrigt invaderede Srivijaya riget i Østjava samme år, hovedstaden blev ødelagt og kongen dræbt. Blandes begivenheder i de to århundreder undertiden sammen? Også observatoriet i Yogyakarta har 1006 på deres liste, men derefter er der et spring helt op til 1548! I dette og de følgende to århundreder indtræffer udbrud med undertiden korte, undertiden lange mellemrum, inkl. det nævnte i 1672. I alle tilfælde fandt Stamford Raffles Borobudur mere eller mindre dækket af aske i 1814, da han lod den første udgravning foretage, men fra hvilket eller hvilke udbrud? Så vidt jeg har fået oplyst, er det nu bekræftet, at der var aske fra et udbrud i 1006.
I dag udgør Borobudur og Prambanan – samt Yogyakartas smukt udsmykkede sultanpalads fra det 18. århundrede – områdets største turistattraktioner, foruden selvfølgelig Merapi selv, som synlig fra alle tre steder på én gang storslået og truende uophørligt minder om sin tilstedeværelse: Dagen igennem vil man normalt kunne iagttage røg og damp vælde op, og om natten kan man undertiden følge rødglødende lavastrømme på deres vej ned over vulkanens sider, mens gnister flyver højt til vejrs. Det er ikke kun under udbrud, at Merapi udgør en trussel. Under hver regntid kan voldsomme regnskyl løsne kold lava på vulkanens top og rive det med ned ad dens sider. Sådanne regn-lahar kan føre lavablokke større end huse med sig og bevæge sig med over 30 km/t. Det er især farligt for alle, der bor langs de floder, som har deres “udspring” direkte fra toppen. Lavakuplen er under konstant genopbygning. Den alene var før udbruddet i 1984 på 1,4 mlo. m3, og i 1989 var den nået op på 6,5 mlo. m3. Man har oplevet, at jordskred i løbet af en enkelt måned har ført 3,5 mlo. m3 kold lava med sig – og ødelagt en del af digerne. I alt skal digesystemet beskytte 3809 ha boligområde med 60.000 indbyggere og kontrollere 26,5 mlo. km3 lava (1991). Der er også gennemført evakueringsøvelser for befolkningen. Vulkanen overvåges fra fem udsigtsposter, hvortil kommer seismisk observation, målinger af de vulkanske gassers indhold og iagttagelse af klimatiske forhold, men gardere sig fuldstændigt vil man næppe nogensinde kunne – allermindst på en egn som denne, hvor mennesker lever i den grad inde under vulkanens skygge… Merapis udbrud i november 1994 – kostede 31 mennesker livet, og 5.000 måtte evakueres.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk 

Tlf. 20764247.




Island….

 

 

Kilde: Iceland Met Office:

Eventuel magma – ansamling under Mt. Thorbjorn på Reykjanes halvøen Thorbjørn på Reykjanes-halvøen
Der er påvist magmastigning i undergrunden de sidste par dage. Svage jordskælvsværme har pågået i samme periode. Der er erklæret en usikkerhedstilstand i regionen. Luftfarvekoden er hævet til gul for Reykjanes.

26.1.2020.
En opstigning af magma er blevet påvist siden 21. januar og er centreret lige vest for Mt. Thorbjorn på Reykjanes – halvøen. Jorden har hævet sig med ca. 3-4 mm per dag og indtil nu ca. 2 cm. Denne stigning er usædvanligt hurtig og det er registreret både på kontinuerlige GPS-stationer og i In SAR-billeder. Hævningen betragtes som et tegn på magmaophopning i en dybde på kun et par kilometer. Hvis magmaakkumulering forårsager inflationen, er akkumuleringen meget lille, med det volumenestimat på omkring 1 million kubikmeter (0,001 km3). Dette er afslutningen og vurderingen på et møde, der blev afholdt med det videnskabelige råd for civilbeskyttelse ved IMO i morges. Vurderingen er, at  magmaophobningen ikke er i større format.

Nøjagtige målinger af skorpedeformation på Reykjanes-halvøen spænder over ca. tre årtier. I denne periode er der ikke blevet målt tilsvarende og sammenlignelige signaler. Dette er usædvanligt. En sværm af svage jordskælv har fundet sted siden 21. januar ved siden af ​​deformationssignalet – altså området, hvor jorden hæver sig – lige nordøst for Grindavík. De største jordskælv skete den 22. januar og var på 3,7 og 3,6. De føltes over det meste af Reykjanes-halvøen og helt til Borgarnes-regionen. Jordskælvsværmen er i øjeblikket i tilbagegang. Sværme som dette er almindelige og ikke usædvanlige i sig selv i området. Det faktum, at der sker en inflation sammen med jordskælvsværmen, er dog anledning til bekymring og betyder nærmere konstant overvågning.
Inflationen er centreret inden for en aktiv vulkanzone.

Inflationen forekommer på pladegrænser og inden for det vulkanske system af Svartsengi, der enten betragtes som et separat system eller en del af det vulkanske system i Reykjanes. Det sidste kendte udbrud var i årene 1210-1240 e.Kr. I denne periode kom der adskillige udbrud inden for dette system, deraf var der tre udbrud i Svartsengi-systemet. . Udbrudene var dog effusive og det betyder ikke eksplosive såkaldte sprækkeudbrud, der brød ud på 1-10 km lange sprækker. Skete i det 13. århundrede og dannede en mægtig lavastrøm Arnarseturshraun-lava (estimeret 0,3 km3 og 20 km2). Historisk set spænder varigheden af ​​disse udbrud fra et par dage op til flere uger. Seismisk aktivitet er meget almindelig i dette område og er knyttet til pladegrænserne, geotermisk aktivitet og mulig magmaindtrængning. De største jordskælv målt i dette område er omkring 5,5.
For more information Catalogue of Icelandic volcanoes . For mere information Katalog over islandske vulkaner .

Mulige scenarier : 

Aktiviteten har kun været i gang i et par dage, og det er usikkert, om den eskalerer til mere alvorlig aktivitet. Baseret på aktuelle oplysninger betragtes følgende scenarier som mulige uden at angive, hvilke der er mest sandsynligt er eller inden for hvilken tidsramme.
1. Hvis inflationen skyldes magmaakkumulering:
• Magma-akkumulering – magma – ansamling ophører snart uden yderligere aktivitet.
• Magmaakkumulering fortsætter i nogen tid uden yderligere aktivitet.
• Magma-akkumulering vil føre til fortsat stigende magma-indtrængning i skorpen ovenover.
. Magmaakkumulering vil føre til magmaindtrængning og udbrud (effusive sprækkeudbrud). I så fald bliver det et typisk islandsk lavaudbrud uden de kraftige eksplosioner.
• Magmaakkumulering udløser seismisk aktivitet med større jordskælv 6.0.
2. Hvis inflationen ikke er forårsaget af magmaakkumulering:
Inflationen kan muligvis være knyttet til tektonisk aktivitet og føre til større jordskælv (op til 6,0).
Den nationale kommissionær for det islandske politi har i samarbejde med politiets kommissær på Reykjanes erklæret en usikkerhedsstat. Et offentligt samfundsmøde afholdes i Grindavík i morgen, mandag 27. januar, kl. 16.00. Der vil situationen blive drøftet med Institut for Civilbeskyttelse, forskere og de første respondenter. Den 24/7 overvågning af området er blevet øget hos IMO.

An InSAR measurement (InSAR: interferometric analysis of synthetic aperture radar images) based on satellite information showing the inflation during the period from Jan 18-24.En InSAR-måling (InSAR: interferometrisk analyse af syntetiske aperturradarbilleder) baseret på satellitinformation, der viser inflationen i perioden fra 18. til 24. januar. The red colour indicates an inflation of around 15mm during the period.Den røde farve indikerer en inflation på omkring 15 mm i perioden. (Vincent Drouin, ISOR).(Vincent Drouin, ISOR).

Foto af hævningen kan ses på Iceland Met Office.  

 

Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk 

 

 

NB: Til slut bør tilføjes, at sådanne begivenheder er islændingene ikke uvant med. Tværtimod. De ved hvad det vil sige at leve  med vulkaner uden for døren….




Vulkanudbrud i Island på vej.

Bulletin fra Island om eventuelt kommende vulkanudbrud:

Fra det Islandske Meteorologiske Institut er der udsendt bulletiner om opstigende magma – ansamlinger under Thorbjørn Bakke, der ligger på Reykjanæshalvøen midt imellem Grrindavik og den Blå Lagune. Jorden hæver sig med 4 millimeter pr. døgn, og der er små jordrystelser.

Det er 800 år siden, der sidst var udbrud på Reykjanæs – halvøen. Myndighederne holder situationen under konstant overvågning.

Kommer der nu et udbrud her bliver det såkaldt typisk lavaudbrud, altså ikke at forvente med askeregn, som vi før har oplevet, da der ikke er sne eller is oveni vulkankomplekset. Der bliver tale om nye kratere, der åbner sig i jorden, hvorfra  eventuelt der vil strømme  lavastrømme ud, hvilket er sket på Reykjanæshalvøen mange gange før, men blot for mere end 800 år siden. 

De mest kendte af Islandske vulkaner:

Hekla – Katla – Krafla – Grimsvøtn – Eyjafjallajøkull – Askja – Holohraun  -Bardarbunga.

Kilde: Islandske Meteorologiske Institut og Nordvulk.is

Henning Andersen

Tlf. 20764247.

Lidt mere om Island:

“90% af alle islændinges hjem opvarmes af geotermisk energi”.
“Turbiner fremstiller elektricitet. Fordelene dominerer frygten”.
“Der er 30 aktive vulkanske systemer i Island”.
“Dyb finanskrise eller vulkanudbrud slår ikke en islænding af pinden”.
“Ståhej for aflyste fly”.
“Jeg vil – jeg kan – jeg gør – Det skal nok gå”.

Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner. De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontinentalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.
I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.
Ragnarok i år 1973
Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden, hvorfra glødende lavafontæner sprøjtede højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.
Mennesker mod naturen på Heimaey
Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.
For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.

Tilbage igen

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 34 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Vulkaner har kvindenavne

Islandske vulkaner har ofte kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemytologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.
Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.
For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronning”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.
Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.
Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da JulesVerne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse

“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.
Islændingene
Jeg kan ikke skrive en artikel om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.
Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

www-vulkaneksperten.dk 

 

 

 

 

 




Bulletin om Taal 24 januar.

Kilde: Ihe Institute of Volcanology and Seismologie in Philippines.

 
Activity in the Main Crater in the past 24 hours has been characterized by weak to moderate emission of white steam-laden plumes 50 to 500 meters high from the Main Crater that drifted southwest. Sulfur dioxide (SO2) emission was measured at an average of 224 tonnes/day.

The Philippine Seismic Network (PSN) plotted a total of seven hundred thirty-eight (738) volcanic earthquakes since 1:00 PM, January 12, 2020. One hundred seventy-six (176) of these registered at magnitudes M1.2-M4.1 and were felt at Intensities I-V. Since 5:00 AM on January 23, 2020 until 5:00 AM today, there were seven (7) volcanic earthquakes plotted that registered at magnitudes M1.2-M2.7 with no felt event.

For the past 24 hours, the Taal Volcano Network, which can record small earthquakes undetectable by the PSN, recorded four hundred eighty-six (486) volcanic earthquakes including four (4) low-frequency earthquakes. Such intense activity likely signifies continuous magmatic intrusion beneath the Taal edifice, which may lead to further eruptive activity.

Alert Level 4 still remains in effect over Taal Volcano. This means that hazardous explosive eruption is possible within hours to days. DOST-PHIVOLCS strongly reiterates total evacuation of Taal Volcano Island and high-risk areas as identified in the hazard maps within the 14-km radius from Taal Main Crater and along the Pansipit River Valley where fissuring has been observed. Based on PAGASA wind forecast, if the eruption plume remains below five (5) km, ash will be drifted to the municipalities west and northwest of the Main Crater; however, if a major eruption occurs during the day and the eruption column exceeds 7 km, ash will also be drifted over the western parts of Laguna and Quezon provinces. Residents around the volcano are advised to guard against the effects of heavy and prolonged ashfall. Civil aviation authorities must advise pilots to avoid the airspace around Taal Volcano as airborne ash and ballistic fragments from the eruption column pose hazards to aircraft. DOST-PHIVOLCS is continually monitoring the eruption and will update all stakeholders of further developments.

 

Kilde: DOST PHIVOLCS 

Henning Andersen

Tlf. 20764247




Bulletin om Taal 24. januar

BULLETIN 24 January 2020 8:00 A.M.

Activity i hovedkrateret i de sidste 24 timer har været præget af hvide damskyer fra 50 til 500 meters højde., som af vinden blev drevet i sydvestlig retning. Der siver ca. 224 tons SO2 Svovldioxidgasser ud pr. dag. 

For de seneste 24timer er der mange små minijordskælv, 446, hvilket betyder, at magma bevæger sig under vulkanen.

Man forventer, at udbrud kan komme når som helst.

Kilde: The Phillippine Instutte oif Colcanology and seismologie.

Alert Level 4 still remains in effect over Taal Volcano. This means that hazardous explosive eruption is possible within hours to days. DOST-PHIVOLCS strongly reiterates total evacuation of Taal Volcano Island and high-risk areas as identified in the hazard maps within the 14-km radius from Taal Main Crater and along the Pansipit River Valley where fissuring has been observed. Based on PAGASA wind forecast, if the eruption plume remains below five (5) km, ash will be drifted to the municipalities west and northwest of the Main Crater; however, if a major eruption occurs during the day and the eruption column exceeds 7 km, ash will also be drifted over the western parts of Laguna and Quezon provinces. Residents around the volcano are advised to guard against the effects of heavy and prolonged ashfall. Civil aviation authorities must advise pilots to avoid the airspace around Taal Volcano as airborne ash and ballistic fragments from the eruption column pose hazards to aircraft. DOST-PHIVOLCS is continually monitoring the eruption and will update all stakeholders of further developments.

Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Tlf. 20764247