Lidt om Vesuv og Pompeji.

Vi må indstille os på konsekvenserne af langt kraftigere vulkanudbrud end Vesuvs “meget omtalte” udbrud i år 79 e. Kr.f., der dækkede Pompeji og Herculaneum.

I året 79 gik vulkanen Vesuv i Italien pludselig i udbrud og udsendte omkring 3 kubikkilometer materiale i form af sten, støv, slagger o.s.v., der går under den fælles betegnelse tefra, ud over Pompeji og Herculaneum, altså ikke et udbrud med flydende lavastrømme. 

Den romerske politiker og forfatter Plinius den Yngre oplevede udbruddet kun 17 år gammel på afstand og han beskrev, at der rejste sig en sky, som i facon mest af alt mindede om en pinje, idet den nemlig steg op som en høj stamme. Det er det første og ældst beskrevne vulkanudbrud i historien af noget menneske. Da Plinius er den første, der har beskrevet denne type eksplosive vulkanudbrud med fald af aske og slagger fra en kraftig eksplosionssky, kalde vulkanologer og forskere i dag sådanne udbrud for “plinisk vulkanvirksomhed”.

Vesuvs udbrud har ofte ord for at være et af de mest katastrofale vulkanudbrud, der er kendt, men i virkeligheden var det ikke særligt spektakulært.

På de såkaldte VEI-skala (VEI = Volcanic Explosivity Index) var Vesuvs udbrud i størrelseskategorien på styrke 5 – og sådanne udbrud optræder med fra 50 – 100 års mellemrum kloden over. De største udbrud indenfor de seneste 100 år har ligget på kategori VEI 6, hvor tefraen – altså de løse udbrudsprodukter – udgør mellem 10 og 100 kubikkilometer. Det var bl.a. tilfældet med Pinatubos udbrud i 1991, som sammen med et udbrud i Katmai i Alaska i 1912 altså var større rent energimæssigt.

Et såkaldt superudbrud udslynger mere end 1000 kubikkilometer magma. Det skal nævnes, at ved Pinatubos udbrud i 1991 lykkedes det at begrænse antallet af omkomne til 800, da man i tide havde evakueret omkring 100.000 mennesker, og det kunne man takke amerikanerne for. Tamboras udbrud i 1815 med det såkaldte “året uden sommer” i Europa og U.S.A. var på styrkegrad 7 og Krakataus i 1883 på styrkegrad 6. 

For at gå videre med Vesuv så skyldes udbruddet med Pompejikatastrofen to ting, nemlig den første beskrevne beretning af Plinius den Yngre om dette udbrud og så de romerske byers undergang og udgravning fra 1700-tallet og til nu. Vesuv har haft 17 udbrud siden år 79 af mindre kraftig styrkegrad og det seneste fandt sted i 1944.

De ekstremt eksplosive udbrud i Vesuv skyldes to årsager. Den ene er underskydningen af Adriaterhavbundspladen, der presses ned og ind under Italien mod sydvest, hvilket skyldes den afrikanske plades bevægelse fra syd mod nord og støder her imod den euroasiske plade. Der er et højt vandindhold i den dannede magma, der opstår ved selve underskydningen. Den anden årsag er, at magmakammeret under Vesuv er omgivet af enorme mængder kalksten, der reagerer med magmaet. Ved opløsningen af kalkstenene i magmaet tilføres der kuldioxid, som ved udbrud frigøres i form af gasser og det betyder igen, at der her er ekstra mange gasser i den smeltede magma, der frigøres hurtigt og det er årsagen til de voldsomme eksplosive udbrud. 

En ting mere er, at jo længere vulkanen har været i ro, desto voldsommere bliver det næste udbrud. Når der ved nogle udbrud ikke flyder lava ud, er det fordi magmaet har ændret karakter i vulkanens lange hvileperiode – ofte mere end 1000 år, hvilket Vesuv gang på gang har vis os også i forhistorisk tid. 

Læs mere om Vesuv og Pompeji i Henning Andersens bog: “Vesuv en udødelig vulkan” fra Mellemgaards Forlag 2019.

Copyright: www.vulkanerksperten.dk. 

 

 




Island ramt af flere jordskælv.

Der er ikke meldinger om skader eller tilskadekomne i Islands hovestad, Reykjavik, efter en række rystelser søndag aften og mandag morgen.

Et kraftigt jordskælv målt til 5,0 samt adskillige efterskælv har rystet det sydvestlige Island. Det oplyser Islands Meteorologiske Institut mandag. Det første skælv, der er beregnet til en styrke på 5,0 ramte området sydvest for hovedstaden Reykjavik kl. 23,36 søndag aften lokal tid. Indbyggerne i byen beskriver ifølge den engelsksprogede netavis Iceland Monitor, at de kunne høre en rumlen, inden rystelserne gik gennem husene og nogle steder vækkede sovende børn. Der er ikke umiddelbart meldinger om hverken personskader eller materielle skader.  Flere efterskælv er målt i området mandag morgen. De største skælv er målt til mellem 4,3 og 4,6.

Eksperter mener, at den seismiske aktivitet skyldes en række rystelser under halvøen Reykjanæs, der begyndte for et halvt år siden. Undersøgelser har vist, at undergrunden rejser sig i omrødet omkring Grindavik, hvor også den berømte Blå Lagune ligger. Det skyldes formentlig, at der dannes magma under jorden.

Der er dog ikke tegn på kommende vulkanudbrud lige nu. Det er omkring 800 år siden, at halvøen sidst oplevede et vulkanudbrud skriver Iceland Monitor. 

Siden årtusindskiftet har islandske vulkaner været i udbrud fem gange andre steder på øen.

Også den nordligste del af Island jord for Siglufjordur har været ramt af jordskælv i weekenden. Her blev der målt et skælv på 4,7 og adskillige mindre efterskælv. Island ligger t et omrøde, der er udsat for jordskælv, og indbyggerne er vant til rystelser.

I det nordlige Island er der målt flere tusinde rystelser i den seneste måned.

Kilde Reuters og Ritzau.

NB: Hertil bør tilføjes, at Island ligger på kanten af de to store tektoniske plader – den Amerikanske plade og den Euroasiske plade, som bevæger sig væk fra hinanden med ca. 2 cm om året, så dannes der spændinger,  der udløses i ryk i form af jordskælv i perioder. Herved opstår der jordskælv men også vulkaner, der ofte er i udbrud med intervaller på fra ca. 5 års mellemrum. Under Island ligger også et “hot-spot”, d.v.s. et ekstra varmeområde,  hvor magma i større mængder strømmer opad og ud igennem vulkanerne i form af udbrud. 

Kilde: Henning Andersen, vulkaneksperten.dk tlf. 20764247.

 




Ny forskning viser, at et vulkanudbrud ændrede det romerske riges top.

I året 44 før vores tidsregning blev den romerske feltherre og diktator Julius Cæsar forrådt og myrdet af sine egene i det gamle Rom. Forinden var der stærk politiskuro, men også tidens klima menes at have spillet en stor rolle for den romerske republiks fald. Historiske beskrivelser af perioden melder således om en kold og mørk tid, hvor solen forsvandt og sygdom og hungersnød hærgede – alt sammen brænde på bålet, ifølge flere eksperter. Også længere mo0d syd i Egypten blev dronning Kleopatras magt rystet af voldsomme sultkatastrofer, da Nilens livgivende oversvømmelse af marker og landbrugsjord udeblev i både år 42 og 43 før Kristi fødsel. 

Man har i lang tid spekuleret på, om et vulkanudbrud kunne være årsagen til det skæbnesvangre klima, og nu mener et internationalt forskerhold med deltagelse af Københavns Universitet at have fundet den rygende pistol. I et nyt studie beskriver de, hvordan et særdeles voldsomt vulkanudbrud i det nuværende Alaska skabte omfattende klimaændringer i store dele af verden kort forinden Cæsars fald. Holdet af blandt andet klimaforskere, geologer og historikere har analyseret rester af vulkansk aske i seks arktiske iskerneboringer og fundet tydelige tegn på, at det kraftigste vulkanudbrud på den nordlige halvkugle de seneste år fandt sted i starten af 43 før vor tid, da Omok – vulkanen i Alaska sendte kaskader af sten- og støvpartikler ud i atmosfæren og påvirkede klimaet over hele jordkloden. Forskerne har vurderet, at udbruddet har været en medvirkende årsag til de skelsættende historiske begivenheder og ændringer. 

Kilde: Ritzau 




Vulkanudbrud i Island på vej…

Der har været mere end 3000 svage jordrystelser i det nordlige Island de seneste dage. Ved Islands næststørste by Akureyri er der sværme af små rystelser og måske er noget større på vej. Der har indenfor det sidste år sket jordhævninger bl.a. i den sydlige del af landet på Reykjanæshalvøen ved Grindavik, hvilket indikerer, at magma(lava) under jordens overflade er i bevægelse. 

Den islandske geologiprofessor Magnus Tumi Gudmundsson udtaler til Morgunbladid, at man skal forberede sig på, at der snart kan komme et nyt vulkanudbrud i Island. Det kan ske flere steder, og det kan eventuelt blive i en af Islands mest virksomme vulkaner, Grimsvøtn, der var i udbrud i 2011. 

I 2010 lavede Eyjafjallajøkul – vulkanen ravage ved at sende enorme askeskyer ud, der første til lukninger af så godt som alle Europas største lufthavne og mere end 100.000 fly måtte aflyses. Vulkansk aske og støv indeholder bittesmå partikler, der sætter sig fast i flymotorer og ødelægger dem. 

Sker et udbrud under isen kan det danne Jøkelløb, som dannes ved, at enorme mængder is og sne i gletscherne smelter, så der dannes meterhøje mure af vand, der fosser ned ad skråningerne og ud i havet.

Ifølge Nordisk Vulkanologisk Institut i Reykjavik har man hævet alarmniveauet til orange, hvilket betyder det næsthøjeste inden et udbrud, men det er stadig uvist endnu at sige med sikkerhed om det vil ende med et udbrud.

Island ligger på den Midtatlantiske højderyg, der strækker sig ned igennem hele Atlanterhavet, hvor den Amerikanske og den Euroasiske Kontinentalplade glider fra hinanden med få cm om året, hvilket igen baner vejen for opadstigende magma fra Jordens indre og samtidig ligger Island på et såkaldt “hot-spot” , hvor mere magma presses op. Dette danner vulkanudbrud i Island med ca. 4 – 5 års mellemrum.  Opstrømningen af magma(lava) sker i impulser, hvilket gør Island lidt større. Island er et af de få steder på jorden, hvor man kan se med det blotte øje, at to kontinentalplader bevæger sig væk fra hinanden. På Tingvallasletten kan man stå på den Amerikanske Plade og se over på den Europæiske Plade. 

Kilde og copyright: Morgunbladid, professor Magnus Tuni Gudmundsson og Henning Andersen, www.vulkaneksperten.dk 

 

Læs artiklen herunder af vulkaneksperten:

 

“90% af alle islændinges hjem opvarmes af geotermisk energi”.

“Turbiner fremstiller elektricitet. Fordelene dominerer frygten”.

“Der er 30 aktive vulkanske systemer i Island”.

“Dyb finanskrise eller vulkanudbrud slår ikke en islænding af pinden”.

“Ståhej for aflyste fly”.

“Jeg vil – jeg kan – jeg gør – Det skal nok gå”.

 

2507_full
Island er et af de mest spændende lande, hvis man vil se på vulkaner. I skolen lærte vi, at Island var modsætningernes land med på den ene side isen og på den anden siden ildens land på grund af de mange vulkaner. Vi finder her en fascinerende natur. Der er ikke noget at sige til, at Island blev døbt “Isens land” efter de mange isbræer og jøkler, som findes på bjergene, men i og for sig kunne man godt have kaldt Island for “Ildlandet” efter de mange vulkaner. Heklafjeldet, eller mere nøjagtigt “frøken Hekkenfeld”, gjorde Island berygtet ved det første store udbrud i året 1104, hvor Island kun havde været beboet i nogle få hundrede år. Glødende klippestykker på størrelse med huse, fluorgiftig aske, der forgiftede græsmarkerne, så al kvæget døde, giftige dampe og gasskyer kvalte alt levende. Sådan gik det til, at Hekla fik tilnavnet: “Djævelens bolig”. Islændingene selv var ikke i tvivl, og alligevel var deres opmærksomhed ikke rettet så meget mod deres vulkaner, som vi danskere, både under og efter danskertiden.

Jeg har undret mig over, at de Islandske sagaer ikke omtaler vulkanerne mere end kun et sted, nemlig i Ragnarok, der henviser til Vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang i ild og røg, og guderne vender tilbage til den verden, hvorfra de kom. Faktisk kan vi drage paralleller til Johannes Åbenbaring fra vores Bibelhistorie og alle de store verdensreligioner osv. om både undergang og genskabelse. Jeg har tit spurgt islændingene, hvorfor de fra gammel tid ikke har flere skriftlige beretninger om vulkanerne, og svaret har altid været: “Fordi vi betragtede vores vulkaner som ondskaben selv, og munken Julius Cæsar Recuptus omtaler i sit vulkanologiske værk fra 1647, at Hekla er nedgangen til Helvede, som Gud i fælles aftale med Djævelen har ladet stå åben til skræk og advarsel for alle de syndige mennesker”.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor mange vulkaner Island har. Tallet er ca. 30 navngivne, men sandheden er faktisk, at det er uvist. Grunden er, at der ofte dannes nye kratere og sprækker i jorden, når kontinentalpladerne bevæger sig fra hinanden, hvilket sker med 2 cm. om året, og Island er dannet ovenpå den Midtatlantiske Ryg, hvor lava (magma indeholdende gasser) igennem næsten 40 millioner år har opbygget nyt land ved at opbygge lag på lag af nye størknede lavastrømme.

Det er et af de få steder på vores klode, hvor vi med det blotte øje kan se disse sprækker, hvor pladerne trækker sig fra hinanden. Ellers foregår det dybt nede på bunden af verdenshavene, 5 kilometer under havets overflade kloden rundt, dog på jordens overflade i den Østafrikanske Gravsænkning “Rift Valley”, et af de få andre steder, hvor man kan se et kontinent knække midtover og trække sig fra hinanden og den smeltede lava trænge op og danne vulkaner.De mægtige varmeopstrømninger i jordens kappe er skyld i bevægelserne af kontintalpladerne. Man kan egentlig godt sige, at Island bliver flået midt over – eller revet op med rode – og ved Tingvallasletten ses tydeligt den Amerikanske plades dybe skrænt og på den anden side af sletten den Europæiske pladegrænse. Da jeg i 1980’erne under den Kolde Krig stod med danske rejsegæster ved Tingvellir, sagde jeg altid til dem: “Her ser I et tydeligt bevis på, at Øst og Vest ikke kun politisk er uenige, men heller ikke geologisk kan med hinanden. De trækker sig i hver sin retning med 2 cm om året”.

Hekla

At der på Island befinder sig så mange virksomme vulkaner skyldes dels, at landet ligger midt på den samme sprækkezone, der fortsætter længere ned gennem Atlanterhavet til Azorerne, Canarieøerne og Kap Verde, men også at Island ligger på en såkaldt “Hot-spot”, og det betyder igen, at der under hele Island befinder sig en kæmpesøjle af opadstigende hedt materiale, som samler sig i et enormt magmakammer – “en enorm lavasuppegryde” 400 kilometer dyb – som fra Skagen til Kruså. Denne enorme beholder af smeltede stenmasser er skyld i vulkanudbrud ca. hvert femte år et eller andet sted oven over på jordens overflade og danner nyt land og bygger Island større, og hver gang pladerne rykker sig lidt, mærker man det som et jordskælv på jordens overflade.

I 1915 var den tyske forsker Alfred Wegener en af de første, der ved at kigge på et verdenskort havde lagt mærke til, at jordens kontinenter passede sammen som brikker i et puslespil. Vi skal helt frem til 1960-erne, hvor vi blev klar over, at det nu også måtte være sådan, og et af de tydeligste beviser ser man med det blotte øje på Island. Specielt efter Surtseys dannelse i 1963 og senere udbruddet på Heimaey i 1973, da man oprettede det Store Nordiske Vulkanologiske Institut i Reykjavik, og herfra holder man nu hele Islands undergrund under opsyn, hvilket er vigtigt, da der kan opstå nye vulkansprækker så godt som overalt.

Ragnarok i år 1973

Klokken var lidt over 23 den 22. januar 1973, da det sidste lys slukkedes i familien Haraldur Hannessons hus, der lå nærmest den gamle vulkan Helgafjeld på Heimaey, den eneste beboede af Vestmannaøerne. Omtrent kl. 1.55 om natten løftede fru Hannesson sit hoved fra puden. Hun var ikke straks klar over, hvad der havde vækket hende, indtil hun så et mørkerødt flammeskær gennem vinduet. Hurtigt kom hun ud af sengen, mens hendes mand stadig sov dybt. Hun skyndte sig neden under til telefonen. Hun drejede nul. Der gik en halv snes sekunder, inden røret blev taget i den anden ende. “Det brænder et eller andet sted herude på helgafjeld, dvs. Det Hellige Fjeld, jeg kan se ildfontæner fra mit soveværelsesvindue. Fru Hannesson var forbavsende rolig. Hun havde næppe slået alarm, før den første brandsprøjte var på vej. Således blev det fru Hannesson, der uden at vide det, slog alarm om vulkanudbruddet. Brandslukningsfartøjerne satte kurs mod det formodede brandsted med hylende sirener og fandt selve jorden brændende. Vulkanen Helgafjeld var vågnet op efter mere end 5000 års søvn og havde åbnet en to kilometer lang sprække i jorden, hvorfra glødende lavafontæner sprøjtede højt til vejrs. Voldsomme eksplosioner sendte store klippeblokke til vejrs sammen med vulkansk aske og pimpsten, dvs. lavaskumsprøjt, der nu faldt buldrende og bragende ned over folks hustage i byen på Heimaey.

Mennesker mod naturen på Heimaey

Evakueringen fandt gnidningsløst sted, tre højgravide kvinder faldt om i gaderne og fødte børnene midt på fortovet – de lever i bedste velgående i dag. Ved 9-tiden næste morgen var de godt og vel 5.000 indbyggere evakueret i fiskerkuttere til Reykjavik. Allerede det første døgns tid efter udbruddets start vendte skibene tilbage for at transportere bohave, møbler, fiskegrej og alt af værdi væk fra øen. Der var pendulsejlads en uges tid mellem Reykjavik og Heimaey. Man frygtede bl.a. for, at havneindsejlingen skulle lukkes af den nye fremadvæltende lavastrøm. Det skete heldigvis ikke.

For første gang i historien er det lykkedes for mennesker at standse en halvstørknet tyktflydende lavastrøm, men det kan kun gøres, når de rette betingelser er til stede. Ved at komme iskoldt vand fra det nærliggende ocean på den i forvejen efterhånden afkølende lavastrøm, som herved dannede en barriere mod den nye fremadvæltende lavastrøm bagved igen. Derved kunne man ændre lavaens retning.
Tilbage igen

Hjemme igen

Mange hævdede bagefter, at øen aldrig mere ville blive beboet, da flere hundrede huse var dækket af aske og lava, men man tog fejl. Vulkanen faldt til ro igen i juni samme år, og godt 4.600 ud af de lidt over 5.000 indbyggere flyttede tilbage til den vigtigste og rigeste af Vestmannaøerne med de så livgivende fiskeribanker. I dag – næsten 34 år efter udbruddet – hedder det: “Er du født før udbruddet eller efter udbruddet?”. Vulkanen har givet gratis jordvarme til byen og varmt vand og en nu langt bedre smal havneindsejling, så de kolde Atlanterhavsstorme om vinteren ikke kan ødelægge skibene. Over den lange vulkansprække, der opstod den uhyggelige vinternat i 1973, blev der ved udbruddet opbygget en ny vulkankegle. “Ildfjeld” er den døbt – en ca. 200 meter høj bjergkegle, og med mine gæster bestiger vi selvfølgelig krateret og samler lavastøv og -sten med hjem til de potteplanter, der ellers ikke vil gro. Vulkansk jord er jo yderst frugtbar. Island ligger normalt for langt oppe i Atlanterhavet til, at jorden er frugtbar på stedet. Men prøv at tage den med hjem og brug den til potteplanterne. Prøv det! Jeg lyver ikke.

Vulkaner har kvindenavne

Alle islandske vulkaner har kvindenavne. Normalt kigger kvinder vredt på mig, når jeg siger det i mine foredrag, men sagen er, at det er en kvindes lod at føde et barn – og det svarer til det nye frugtbare land. Jorden er identisk med kvinden, frugtbarheden og det skønne. Kvinden er selve jorden. Det ser vi i den græsk-romerske gudemythologi – ja over hele jorden. Vulkanbjerge er skønne og guddommelige som kvinder. Uden kvinder eller vulkaner var vi intet. Den ældste jordskorpe er skabt af størknet lava fra vulkaner. Ilten som er dannet i jordens atmosfære, og havet i verdenshavene gennem millioner af år, er kommet ud af vulkanerne som gasser. 90 % af vores menneskekroppe består af vand og mineraler, som intet levende kan undvære. Atlanterhavssprækken, der går nede på bunden af Atlanterhavet, og som Island ligger ovenpå, går jordkloden rundt syd om Afrika, gennem det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet. Her siver vulkanske gasser ud med opløste mineraler i sig, og den ældste form for liv på jordkloden hævdes nu af flere og flere at stamme fra disse såkaldte “sorte skorstene”.

Intet levende liv på jorden uden vulkaner eller kvinder, og så behøver vi ikke sige mere om det. Alle islandske vulkaner har kvindenavne, Hekla, Katla, Laki Krafla, Helgafjeld, Surtsey osv.

For mig er den skønneste af alle islandske vulkankvinder Hekla (navnet kommer egentlig af hætte, fordi der altid hænger en hættesky over vulkanens top), som jeg første gang så en sommeraften i 1974. Jeg husker det som var det i går.

Citat fra Henning Andersens bog “Hekla Islands Dronning”:

“Hver gang jeg ser Heklafjeldet, da drages jeg mod dig du smukke kvinde
din ild du gemmer i dit dyb.
Indtil en skønne dag måske”….

Når Hekla har sine store udbrud, dannes der op til 75.000 kubikmeter aske pr. sekund. Dette siger noget om de enorme kræfter, der eksisterer i en eksplosiv vulkan som Hekla.

Jules Verne i “Rejsen til Jordens Indre” fra 1864:

“Stig ned i Snefellsjøkelens krater, som skyggen af Scartaris kærtegner før den første juli, og dristige rejsende, du vil nå frem til Jordens midte. Det gjorde jeg. Arne Saknussemm”.

Den mest urealistiske af alle Jules Vernes bøger, men romantisk og elskelig. Varme og trykforhold i det indre af jorden vidste man ikke meget om, da JulesVerne skrev sin roman.
Om Islands og Surtseys dannelse
“Dybt nede på Atlanterhavets bund skete der noget for 40 millioner år siden. Det var før der var mennesker på jorden. Langs denne linje eller sprækkezone, åbnede der sig en bred spalte, hvorfra der strømmede rødglødende lava ud. Da lavaen var ca. 1100 grader varm, sendte den søjler af damp op gennem de adskillige tusinde meter havvand. Der stod skyer af vanddamp op over det urolige Atlanterhavs overflade. En skønne dag, som årmillionerne gik, nåede de
gentagne lavaudbrud havoverfladen, og en klump sort nystørknet lava stak sit våde klippehoved op af havet. Moder Jord havde nået havets overflade. En fugl fløj tilfældigt henover lavaklippen og tabte en klat, og livet begyndte”…

Surtsey

På samme måde i årene 1963-67 blev verden vidne til, at en ny ø, Surtsey blev dannet syd for Vestmannaøerne. Tidligt om morgenen så forbisejlende fiskerkuttere damp- og røgskyer stige op foran næsen af deres skibe og døde kogte fisk lå i havet. I løbet af en time stod høje dampskyer op og en undersøisk vulkan var i udbrud og dannede en flere hundrede meter høj ø af det udslyngede aske- og lavamateriale. Surtsey, efter “Surtur, der bringer sit ild- og flammesværd med sig gennem Ragnarok og udsletter alt”, blev øen døbt. I dag er øen forskningsområde, og ingen må gå i land – bortset fra forskere, der skal betragte livetsopståen på en nyfødt ø.

Islændingene

Jeg kan ikke skrive en artikel om Island uden at nævne de brave islændinge, som jeg siden 1974 er kommet til at sætte stor pris på, fordi de kan og tør gøre det, som vi andre normalt har svært ved. Noget af det første jeg i sin tid lagde mærke til ved dem var deres lovlydighed. Man tager pænt sine sko af, hvis man kommer på besøg i et hus. Drikkepenge kendes ikke, hvilket mange danskere hader at give. Jeg kender til det som rejseleder. Hvad skal de også med det med de priser og lønninger, de har? 300.000 mennesker på en lavaø, der er næsten tre gange så stor som Danmark rent arealmæssigt. Når en islænding har oparbejdet et firma i ca. 10 år, og det går godt, sælger han det ofte, går ned i sin bank og siger: “Kan jeg låne 100 millioner?”. Bare for at prøve noget nyt. Som et fuglepar, der skubber deres unge ud af reden på den stejle klippeskrænt, hvorfra den så enten falder ned og dør – eller kan flyve med det samme. De er venlige, men bestemte. Jeg husker, da jeg engang som guide kørte Island rundt med en gruppe danske pensionister, hvor den ene kastede en tændstik i den øde lavamark. Min islandske chauffør gik hen og samlede den op og sagde stille: “Sådan gør vi ikke her”.

Islændingene er glade for, at danskerne har givet dem deres håndskrifter tilbage igen. I 1600-tallet var København Islands hovedstad, og de havde intet andet fra deres fortid end håndskrifterne. Forholdet blev tydeligt forbedret til Danmark. I dag taler man om, at hvis der skal holdes et møde mellem israelere og arabere, vil Hekla islændingene gerne gøre det som i 1986, hvor Gorbatjov og Reagan mødtes.

Endelig arbejder islændingene hårdt. Både mænd og kvinder med små børn. Ofte 40 timer om ugen. Der er dyrt, og de er ikke bange for at bruge penge. Bøger koster mere end her, men de køber flere og læser mere, end vi gør her i Danmark. Det har noget at gøre med de lange vinternætter, hvor man fra gammel tid har læst bøger, generation efter generation. Fremmedord vil man heller ikke finde sig i sniger sig ind i det islandske sprog. Man holder fast i sin kultur.

2507_2_full

 

2507_3_full

 

2507_4_full




Merapi i udbrud.

Ritzau:

Bjerget Gunung Merapis vulkan i Indonesien er søndag to gange gået i udbrud. Vulkanen ligger på den indonesiske ø Java, hvor hovedstaden Jakarta ligger.

Vulkanen har skudt en søjle af varm aske seks kilometer op i luften.

Ifølge et geologisk center for katastrofer foregik det første udbrud søndag klokken 9.13 lokal tid (00.13 dansk tid). Udbruddet varede 328 sekunder.

Det andet udbrud skete 14 minutter senere. Det varede cirka 90 sekunder.

På grund af udbruddene er aske regnet ned over nærliggende byer, som ligger på skråningen af det knap 3000 meter høje bjerg.

Beboere er opfordret til at forholde sig roligt og holde sig mindst tre kilometer væk fra krateret.

Siden maj 2018 er der blevet holdt godt øje med vulkanen, fordi den havde en række udbrud, som sendte varm aske 5,5 kilometer op i vejret.

Alarmberedskabet for vulkaner er på fire trin. Siden maj 2018 har alarmberedskabet for vulkanen været på næsthøjeste trin.

Gunung Merapi kan oversættes til Ildbjerget. Vulkanen ligger i nærheden af byen Yogyakarta.

Vulkanen har som regel mindre udbrud hver andet eller tredje år og kraftigere udbrud med 10-15 års mellemrum.

Der var senest kraftige udbrud i 1994, 2006 og i 2010.

Copyright: Ritzau og Henning Andersen

Tlf. 20764247

 

Nedenstående er uddrag af Henning Andersens kommende bog om Indonesisens vulkaner og om vulkanen Merapi.

Copyright er Henning

 

“I skyggen af Merapi”.

På det centrale Java hæver den majestætiske vulkan  Merapi – Ildbjerget -sig med sine godt 2911 meter høje vulkankegle sig og en af Indonesiens mest aktive vulkaner. Vulkanen er en evig trussel for omegnenes beboere og betegnes som en af verdens farligste vulkaner, fordi den består af en sej lavaprop, der sidder fast i selve vulkanens øverste flaskehals og dens seje kiselsyrerige lavatype danner hede aske og gaslaviner, hvilket igen i dens udbrud med raketfart rutsjer ned ad vulkanens tæt beboede flanker. Merapi bedømmes til at have været virksom i mere end 10.000 år.

En langsom opadstigende strøm af sejtflydende andesitisk kiselsyrerig magma skydes op som en lavaprop igennem vulkanens indvendige rørsystem og får til sidst lavaproppen til at kollapse i selve øverst i toppen af vulkanens krateråbning og glødende askelaviner fuser buldrende ned ad vulkanens flanker og griller alle og alt på sin vej til døde. Det er disse lavapropper eller ” domer”, som vi også kalder dem, som Merapi er berømt for, der består sejtflydende lava, der afgasser sig selv i form af eksplosive udbrud og ikke ved rødglødende flydende lavastrømme, der ellers normalt flyder ned ad en vulkans skråninger. Disse lavapropper bevæger sig mere eller mindre hele tiden og på et tidspunkt eksploderer de med udbrud til følge. Hvor stærkt eller voldsomt udbruddet bliver, afhænger af det indre overtryk i den smeltede magma(lava), der presses i vejret, men lavapropper dannes generelt i lavatyper, der er sejtflydende.

Indonesiske vulkanforskere forudsagde i år 2000, at Merapis knapt så hidsige udbrud i det 20. århundrede nu vil blive afbrudt af større og mere eksplosive udbrud i løbet af de kommende årtier, fordi dens lavatype ændrer sig og har gjort det i de senere år.

Jeg talte med en af beboerne på Merapis nedre skråning på et af mine besøg til Java: ”Vi kender alt for godt denne her vulkan, ligesom vores bedsteforældre og deres forældre igen kendte den”, siger en gammel bonde fra en af de over 100 landsbyer, der ligger spredt på Merapis skråninger. ”Vi kan få næsten alt til at gro her og få lige så mange afgrøder om året, som vi ønsker. Det kan vi takke Merapi for. Asken beriger jorden så meget, at det er et af de mest frugtbare områder på Java, som giver os det vigtigste kornkammer i vores land.

Den frugtbare vulkanske jord er skyld i, at vi bor her. Stik en en plante i jorden, og på kort tid vil afgrøderne sprede sig”. Det udslyngede vulkanske aske og støv frigør grundstofferne kalium og fosfor, og så forvitrer jorden hurtigt og holder på fugtigheden omkring planternes rødder. ”Vi elsker Merapi, men vi hader den også. Hvis røgen oppe fra krateret bliver alt for mørk og jorden begynder at ryste, så løb det bedste du har lært og så langt væk du kan. Jeg taler af erfaring. Vulkanen har både været en velsignelse men også en forbandelse i al den tid, der har boet mennesker her. Inden et større udbrud udspyr Merapi tonsvis af gloende hed aske og slagger i et tæppe så tykt, at det skygger for solen. De erfarne stikker af og beder for deres liv, fordi de ved, at det værste er på vej.

Menneskene, der lever i Merapis skygge, har så stærke bånd af kærlighed og had, frygt og ærbødighed til deres vulkan, at udenforstående finder det svært at fatte. Som den gamle bonde sagde til mig: ”Vulkanen giver os – ligesom vores forfædre – et glimt ind i Pararadis og Helvede. Den fortæller os noget om os selv, som vi måske ikke altid bryder os om at høre, men ikke kan ignorere. Merapi er et spejl ind i både de lyse og mørke sider af vores sjæl”.

Under større udbrud slynges klippeblokke så store som huse op fra vulkanen og lavaproppen eksploderer totalt væk og forsvinder, så rødglødende floder af lava frit kan flyder ned ad skrænterne, skærer nye kløfter i det arrede landskab og fortærer alt, der ligger i vejen, marker, landsbyer, afgrøder, foruden husdyr og mennesker, der ikke nåede at flygte i tide. Dette er sket igen og igen gennem Javas lange historie.

En embedsmand, som har opsyn med landvindings- og evakueringsforanstaltningerne omkring Merapi, fortalte mig: ”Jeg voksede op i en landsby her i nærheden. Første gang jeg oplevede Merapis vredesudbrud, var jeg kun et lille barn. Senere så jeg det igen som voksen, når jeg kom hjem for at besøge mine forældre. Frygten er naturligvis altid til stede og stor. Endnu større er dog følelsen af sin egen hjælpeløshed og ubetydelighed. Ethvert menneske i området her kender til den følelse. Den sidder i en. Alligevel er der noget ved Merapi, der altid kalder en tilbage”.

Et af de mest ødelæggende udbrud, som man har optegnelser om, fandt sted i 1672. Dengang flyttede vulkanen ni floder ud af deres leje, jævnede snesevis af byer og landsbyer og dannede nye landskaber i store dele af egnen omkring i det centrale Java. Ifølge hollandske kilder skal mindst 3000 mennesker have mistet livet på et tidspunkt, hvor Java ikke var så tæt befolket som i dag.

Sandheden er dog, at ingen i virkeligheden ved, om denne katastrofe virkelig var den største. Der findes en inskription på templet i Borobudur,der taler dystert om en stor katastrofe i år 1006.

Gennemsnitlig har Merapi udbrud med fra 5 til 7 års mellemrum.

I det 19. århundrede optegnede de koloniembedsmænd 9 større udbrud fra Merapi. Alene i første halvdel af det 20. århundrede har der været 15 udbrud, hvoraf et i 1943 fik de japanske besættelsestroppe til med skræk at forlade området. Siden har der været udbrud med intervaller på få år, bl.a. et i 1930, der kostede 30 mennesker livet.

Er udbrud i 1969 overbeviste den indonesiske regering om, at der måtte sættes ind mod den konstante trussel, som vulkanen udgør for de omkringboende mennesker og projektet ”Kontrol med vulkanske udbrud” blev etableret. Man var enig om, at et sådant projekt burde have været etableret for længst og nu, hvor det har eksisteret i mange år, er man enige om, at det er et langtidsprojekt men dog langt sværere at gennemføre end man først havde forestillet sig.

Hvorfor er det så tilfældet, kunne man spørge?

”På grund af Merapis uberegnelige natur”, forklarer en af ingeniørerne mig, da jeg besøger et af deres kontorer ved vulkanens fod. ”Man når kun lige at rydde op, inden det næste udbrud indtræffer. Det er en dyr, fortvivlende utaknemmelig og endeløs opgave. En utålmodig eller pessimistisk person ville blive vanvittig”, sagde ingeniøren.

Ikke desto mindre har man hugget mindst 100 kilometer landevej ud i bjergets sider. Vejene kan benyttes i al slags vejr og var under alle omstændigheder stærkt tiltrængte. Desuden er der opført ca. 25 kilometer forstærkede diger af beton til at lede lava og mudderstrømme væk og udenom landsbyer, marker overrislingsanlæg. Disse diger og forbedringerne er med til at beskytte områdets normale vandforsyning, da vandet er vigtigt til at gøde jorden. Vi må sige, at Merapis vulkanske udbrudsprodukter, der gøder jorden og gør den frugtbar, beriger os med noget af det mest frugtbare jord, der findes på Java. Ingeniøren fortsatte og sagde til mig: ”Derfor har vi ikke råd til at miste det”, udtalte ingeniøren.

Projektet omfatter også opfyldninger til forstærkning af de store anlagte diger, dæmninger og broer og også med det formål at skabe sikre evakueringsruter, der kan benyttes ved større udbrud fra Merapi. Bønderne i de evigt truede områder sætter stor pris på disse veje. Med den gamle bondes ord til mig: ”Når man ønsker at flygte fra en eksploderende vulkan, så vil man gøre det hurtigt og uden fumlen og forvirring”.

Det var ikke så vanskeligt at overbevise folk om det nødvendige med evakueringsruterne. Man kalder dem for ”sikre flugtveje” og det er præcis, hvad de er anlagt for.

I begyndelsen af 1970 anslog man, at der var 60 millioner kubikmeter udslynget vulkansk materiale, at rydde væk, hvoraf det halve stammede fra udbruddet i 1969. Med meget store anstrengelser havde man fået fjernet halvdelen, da vulkanen i 1972 eksploderede i et nyt udbrud. Ni mennesker blev dræbt, og der aflejredes på ny adskillige millioner kubikmeter udbrudsmateriale. Det løse udslyngede udbrudsmateriale i form af aske, sten og mudder, der har ødelagt en del af de anlagte veje på vulkanens nedre skråninger bliver fjernet, således at man kan køre på vejene igen.

Desuden bruger man vulkanens udbrudsmateriale til byggemateriale af al slags.

De mere end 1000 arbejdere var kun lige kommet i gang igen, da Merapi slog til for anden gang det år. Denne gang nøjedes vulkanen med at udslette to landsbyer og ingen blev dræbt.

Men året efter indtraf et nyt udbrud, som om vulkanen var blevet irriteret over denne hær af små mænd og kvinder, der fremturede med at kravle rundt på dens skråninger. Hvad bildte de sig ind med det, som de var i færd med?

Denne gang tilintetgjorde Merapi en større landsby, ødelagde 5 broer og 29 mennesker mistede livet. Hertil kom en større mængde af vulkanske udslyngede materialer til stor bestyrtelse for de næsten opgivende arbejdere.

Det er et farligt job af fjerneudbrudsmaterialet, fordi det er meget ustabilt og kan pludselig bevæge sig ned fra den inderste ”forbudte zone” over 2 kilometer længere oppe, især i form af mudderfloder under den lange regntid og lægge sig over veje og marker længere nede ad skråningerne.

Herefter holdt Merapi sig i ro i næsten 10 år, indtil vulkanen i 1984 fik et nyt voldsomt udbrud, efter at projektets arbejdsstyrke havde ryddet næste halvdelen af udbrudsmaterialet væk fra forrige gang, men takket være de nye evakueringsveje blev ingen dræbt. Så måske forstår De nu, hvorfor dette arbejde er så frustrerende”, sluttede ingeniøren sin samtale med mig.

Med udgangen af 1980-erne var der investeret over 100 millioner dollars i projektet. Den indonesiske regering har fået hjælp fra mange lande, bl.a. via Colombo-planen (det britiske Commonwealth`s bistandprogram), EU, det sydøstasiatiske samarbejde ASEAN, Canada, USA, samt Japan, der indtil videre har været den største enkelte bidragyder.

Det har været et stort problem at skaffe fødevarer til alle de mange mænd og kvinder, der har udført det beskidte arbejde. Den største hjælp kom fra World Food Programme (FAO`s og FN`s program for fødevarehjælp) med en bistand på 13 millioner dollars. Rationerne fra dette ”mad for arbejde” program bestod af tørmælk, hvede og bælgfrugter fra Canada og USA, ris fra Italien og fiskekonserves fra Japan og Norge.

Hertil skal tilføjes, at på trods af de åbne farer, der har været forbundet med arbejdet, har projektet ikke haft besvær med at skaffe arbejdere og det lettede på områdets kroniske arbejdsløshedsproblem. Dette projekt fortsætter, og det er heller ikke sandsynligt, at projektet med dets arbejde og mangfoldighed af forbedringer vil kunne afsluttes i den nærmeste fremtid. Hvad det angår har Merapi selv et stort ord at skulle have sagt.

Man forestiller sig naturligvis ikke, at man med projektet kan tæmme Merapi. Det ville være en umulig opgave. Formålet er at gøre det muligt for områdets befolkning at leve sammen med vulkanen under et minimum af risiko. De fleste mennesker, der bor ved Merapi ville ikke tage andre steder hen, selvom de havde mulighed for det.

Det er ikke kun under udbrud, at Merapi udgør en trussel. Under hver regntid

kan voldsomme regnskyl løsne kolde lavablokke på vulkanens top og rive det med ned ad dens sider. Sådanne regn – lahar – altså mudderstrømme kan føre lavablokke på størrelse med huse med sig og bevæge sig med over 30 kilometer i timen. Det er især farligt for alle dem, der bor ved de floderne, som har deres udspring i nærheden af vulkanens top.

Da millionvis af mennesker ikke kan lade være med at bo ved vulkanen grundet jordens frugtbarhed, har man siden 1980-erne anlagt disse flugtveje og dæmninger, som skulle kunne holde dels lavastrømme, men også mudderfloder væk fra landsbyerne. Der lever ca. en million mennesker indenfor en radius af 10 kilometer fra vulkanens krater. Problemet er bare, at de såkaldte glødende askelaviner og hede gasskyer kan nå ud i en afstand af 10 – 15 kilometer fra vulkanens krater, hvis de uheldige omstændigheder er til stede ved sjældne og ekstremt eksplosive udbrud.

Merapis regelmæssige udbrud er altså en prøvelse for humanitære indgreb og især inklusive dem, der forsøger at afbalancere lokal viden med tekniske beskyttelsesforanstaltninger.

Troen hos de mennesker, der bor ved Merapi er ofte stærkere end hvad videnskaben siger. Hvis folk ikke forstår, hvad de får at vide og at det ikke er betydningsfuldt for dem, så accepterer de det ikke, og de bliver dræbt ved et udbrud, og det er sket her mange gange.

Grænser for lokal viden

Visse lokale samfund nær Merapi mener, at overnaturlige ånder eller sjæle lever på toppen af vulkanen og kontrollerer dens opførsel. Andre overbevisninger inspirerer nogle til at gennemføre ritualer som at ofre et afskåret bøffelhoved nær toppen. En af de lokale beboere sagde engang til mig, da jeg kørte forbi: Når folk dør og forsvinder i et udbrud fra Merapi, er det fordi de ikke fulgte de regler eller tabuer, der kræves for at gøre ånderne glade”.

Det er min overbevisning, at når Indonesiens største hovedreligion – Islam – i dag har undgået den mere ortodokse udvikling, som vi oplever i mange andre lande, så skyldes det i høj grad troen på de gamle myter – legender og ånder i naturen og specielt i vulkanerne, der holder smilet og tolerancen i behold i befolkningen. Dermed er ikke sagt, at de ikke er troende muslimer. Tværtimod, men troen på de naturlige ånder og sjæle, der har bolig i naturkræfterne er stærkere her end jeg har oplevet det andre steder på jorden.

Oprindelige advarselsskilte ved og på Merapis skråninger inkluderer: Pyroklastiske askelaviner, (varme gas og askeskyer fra vulkanen), jordskælv og abernes nedstigning i store flokke fra skovene på vulkanens skråninger og lyn og storme forårsages ofte af de hede askeskyer fra vulkanen.

For eksempel advarede regeringsembedsmænd beboere i en landsby, der lå mindre end 5 kilometer fra Merapi, om at lade sig evakuere, da vulkanen havde nået en niveau 5-alarm (den højest mulige), men lokalbefolkningen nægtede at forlade stedet med henvisning til manglen på de åndelige signaler, som de var bekendt med. Beboerne havde her så dybe åndelige forhold til Merapi, at de troede, at der ville komme yderligere naturlige advarsler inden et stort udbrud.

Mennesker, der bor omkring Merapi er for det meste landmænd; for mange er kvæg deres eneste aktiv. En eventuel evakuering kræver, at man efterlader alt, hvad de ejer, hvilket de ofte ikke vil. De er ekstremt fattige mennesker og alt, hvad de har er jord, kvæg og hjem.

Selvom landsbyboere med 100 procent sikkerhed ved, at hvis de evakuerer, vil deres land ikke blive opdrættet, og køerne ikke vil blive fodret, hvornår og i hvilken udstrækning vulkanen vil bryde ud, er nogle gange usikkert, og sommetider tror de det slet ikke på, at der vil ske noget, så folk er ofte villige til at tage den risiko.

Bonden sagde videre: “Forestil dig, at hele din bankkonto er en ko bundet i et skur, og hvis denne ko sulter ihjel, går din samlede indkomst tabt.” Folk er bekymrede over deres køer, som føder dem. De spørger: ”vil du tage ansvar, når vores ko er død, fordi vi er i husly og ikke kan fodre den? ‘” udtalte Ahmad Husein, talsmand for International Federation af Røde Kors og den Røde Halvmåneforening (IFRC) i Indonesien.

Han forklarede, at folk efter evakuering ofte sniger sig tilbage til deres gårde, mens udbruddet fortsætter, for at fodre deres køer og samtidig sætter de deres eget liv i fare.

For at tackle dette dilemma har regeringen siden 2010 udarbejdet en evakueringsplan af husdyr i beredskabsplanerne i flere udsatte distrikter. Køer transporteres med lastbiler på samme tid som mennesker, ifølge Iskander Lehman, en nødretningslinje (LEGS) for husdyr i Indonesien.

Udfordringen var at finde et såkaldt passende ”evakueringscenter for husdyrene” og det har man fundet på steder, hvor familierne også kan opholde sig,” sagde Lehman og forklarede, at krisecentrene har mad og vand til køerne, og at familier kan tjekke deres husdyr her uden at risikere deres liv.

Eksperter siger, at det er vigtigt at uddanne ledere, der kan motivere folk til at handle fornuftigt.

”På trods af, at der er blevet udsendt tidlige advarselsbulletiner ud til offentligheden, tror indbyggerne ofte, at de ikke er i fare, fordi pålidelige åndelige ledere eller samfundsledere i området ikke ønsker at evakuere,” forklarede Nugroho og pegede på et 2010-udbrud af Merapi, der dræbte mere end 300 mennesker og tvang evakueringen af hundreder af tusinder. Hvis ikke de var blevet tvunget væk, så havde de nu været døde.

De lokale samfund omkring Merapi har en stærk tro på Mbah Marijan, som er blevet udpeget til en slags “åndelig portvagter” af vulkanen af selveste sultanen fra Yogyakarta. Sultanen af Yogyakarta er den øverste indflydelsesrige lokale Islamiske religiøse og politiske leder. Portvogteren Marijan nægtede at evakuere ved udbruddet og sagde, at han foretrak at “dø på vulkanen”, og påvirkede snesevis af andre til at gøre det samme, rapporterede de lokale medier rapporter. Lokalbefolkningen opfattede Mbah Marijan som ansvarlig for at udføre de ritualer, der skulle til for at formilde det uhyre, som mange troede boede på toppen af Merapi. Det er denne gamle mands ansvar at formilde Merapis vrede, når vulkanen skruer bissen på. Han ser og betragter et udbrud af vulkanen som en slags naturlig ting og bevis på, at vulkanens kongedømme vokser og ikke kun en trussel mod mennesker.

Når vi så ved, at i Indonesien er vulkanerne et symbol på selve livet. Den vulkanske aske gøder jorden, og bønderne på Java kan høste ris den ene gang efter den anden.

Regeringen prøver at bekæmpe dette ved at skabe ”vulkanhelte” – altså en slags ledere, hvis sociale position kan påvirke befolkningens adfærd og det lykkes langt hen ad vejen.

Bas Surono, leder af centeret for vulkanologi og geologisk katastrofebegrænsning ved ministeriet for energi og mineral – ressourcer, og er blevet men sådan indflydelsesrig helt, ifølge IFRC.

”Han spreder information på tv og radio, og rækkevidden er god med ca. 70 millioner tv- og internetbrugere i Indonesien,” sagde Husein, der tilføjede, at på grund af Suronos indflydelse, ”når vulkanerne begynder at hoste, starter folk på at forberede sig selv. ”

Det må dog siges, at ”Projekt kontrol med vulkanske udbrud” har reddet mange menneskeliv og skånet både marker og byer ved Merapis vredesudbrud og det uanset om man tror på den mandlige vulkanvogter, der tilbeder den guddommelige kraft inde i Merapi eller myndighederne.

At Merapi er utæmmelig og en hidsig vulkan kan ingen være i tvivl om. Den ryger konstant og glimter ind imellem med mørkerøde ildglimt i nattens mørke. Ved siden af Merapi ligger der sovende vulkaner, som med århundreders mellemrum lader høre fra sig og får voldsomme hosteanfald. Man skulle næsten tro, at de er som levende sjæle og ånder, der ønsker at tysse på den hidsige Merapi.

Det Buddhistiske tempel Borobudur ligger ca. 40 kilometer nordvest for Yogyakarta og er det største af sin art i verden. Det stammer fra slutningen af 700-tallet og blev pludselig forladt omkring år1006, hvor Merapi dækkede hele egnen i tykke lag af vulkansk aske og senere junglevækst. Først i 1814 fandt den engelske viceguvernør Sir Thomas Stamford Raffles templet og herefter vidste alle, hvor templet lå og heldigvis er det nu udgravet og sat godt i stand og besøges af buddhister såvel som turister.

Det Buddhistiske tempel Borobudur ligger ca. 40 kilometer nordvest for Yogyakarta og er det største af sin art i verden. Det stammer fra slutningen af 700-tallet og blev pludselig forladt omkring år1006, hvor Merapi dækkede hele egnen i tykke lag af vulkansk aske og senere junglevækst. Først i 1812 fandt den engelske viceguvernør Sir Thomas Stamford Raffles templet, der nærmest lå i  ruiner og var dækket af junglebevoksning. Templet blev af Raffles udgravet og med tiden sat i god stand og besøges ofte af buddhister såvel som turister. Navnet kan komme fra sanskrit, Vihara Buddha Ur, som kan oversættes til buddhistempelet på bjerget. Anlægget er et af Indonesiens førende turistmål.

Tempelanlægget blev i 1991 indskrevet på UNESCOs liste over Verdensarven.

For mange af indonesere er både jordskælv og vulkanudbrud et udtryk for gudernes vrede. Så derfor er det nok bedre at ofre til ånderne og guderne, der bor i vulkanerne for en sikkerheds skyl selvom man også tror på de indonesiske vulkanologer og videnskaben.

Millionbyen Yogjakarta  strækker sig næsten til Merapis sydlige skråninger, men er gået ram forbi af vulkanens vrede  Byen er værd at besøge med  de hyggelige farverige gader og gyder.  I år 2010 lå der et tyndt hvidt askelag fra Merapi over byens huse og gader. En hilsen fra den temperamentsfulde nabo.