Alperne

Den Alpine foldning, periode med globalt udbredt bjergkædedannelse og omfattende de sidste ca. 100 mio. år af Jordens historie.

Den tyske geolog Hans Stille henførte i 1924 alle Jordens bjergkæder yngre end Prækambrium til en serie på tre udbredte orogene perioder – den kaledoniske foldning, den hercyniske foldning og den alpine foldning – adskilt af perioder med tektonisk stilstand.

Kun den yngste af disse, den alpine, har i moderne opfattelse bevaret sin sammenhæng, idet den omfatter et næsten ubrudt system af de yngste og mest fremtrædende bjergkæder på Jorden.

Den alpine foldning er forårsaget af pladetektoniske kollisioner imellem adskillige af Jordens lithosfæreplader omfattende sammenstød både mellem kontinentplader, f.eks. mellem Asien og Indien under dannelse af Himalaya, og mellem kontinent- og oceanbundsplader under dannelse af f.eks. Andesbjergene.

Den sidstnævnte type sker ved underskydning (subduktion) af oceanbundspladen (Nazcapladen).
Hele den mediterrane region er præget af den alpine foldning med foldekæder som Atlasbjergene, Pyrenæerne, Alperne, Appenninerne, Karpaterne med udløbere helt op til Polen samt Kaukasus.

Også i Nordvesteuropa har kollisionerne sat sig tydelige spor i form af betydelige forkastninger og gravsænkninger, fx Rhingraven. Den markante sammen- og oppresning (inversion) af aflejringer fra især Kridt og Danien i Danmark er sket i tilknytning til fornyede forkastningsbevægelser i den fennoskandiske randzone, der strækker sig fra Bornholm over Skåne til Kattegat.