Vulkanen Kilauea i udbrud.
Vulkanen Kilauea er gået i udbrud på øen ‘The Big Island’, der officielt kaldes Hawaii.
Udbruddet er netop begyndt her sent søndag aften lokal tid. Klokken 10 dansk tid er klokken 23 søndag aften på Hawaii.
Vulkanen ligger i nationalparken Hawai’i Volcanoes National Park, og udbruddet sker i Halema’uma’u krateret midt i vulkanen.
Kilauea er en såkaldt skjoldvulkan og ligger på den største af øerne Hawaii ”The big Island”. Denne vulkan har været konstant i udbrud – ofte i mindre format – men nogenlunde vedvarende siden 1983.
Hvor længe udbruddet fortsætter er endnu for tidligt at sige, men Hawaiis Vulkanobservatorium udsender regelmæssige bulletiner om udbrudsforløbet.
Kilauea er en såkaldt hot – spot vulkan. Hot-spot vulkaners lavatyper er mest tyndtflydende og med basaltisk sammensætning. Basalt er en for det meste letflydende lavatype og består af mørke mineraler og har et siliciumindhold på fra 45 – 51 %, og når den køler af og størkner, bliver den sort at se på.
En hot-spot vulkan er en vulkan, der er dannet og bygget op over en såkaldt ”hot – spot” også kaldet diapir, der er en næsten konstant opstigning af ekstra meget varmt materiale dybt nede fra jordens indre. Man mener, at Hawaiis varme hot – spot er dannet af den bevægende varme opstrøm, der kommer helt nede fra ca. 3000 kilometers dybde. Jordens glødende indre skal af med sin overskudsvarme og som det varme materiale nærmer sig jordens overflade begynder det at smelte på grund af trykfaldet og danner magma(lava), der vil strømme op til jordens overflade for at komme ud igennem vulkanerne som flydende lavastrømme.
Hot -spotten under Hawaii er en af de største på jorden. Man har beregnet, at der gennemsnitligt strømmer 250 millioner kubikmeter magma ud pr. år fra Hawaiis vulkaner, hvoraf Kilauea er den mest virksomme.
Vulkanerne på Hawaii er enorme store og er opbygget fra havbunden i form som brede skjolde – eller kupler – og i virkeligheden op til ca. 9.000 meter høje, fordi der er 5000 meter fra havets overflade og ned til havbunden og 4000 meter op til toppen af Mauna Loa, der er øens største og højeste vulkan.
Kilauea er den yngste af vulkanerne og denne vulkan er dannet indenfor den seneste halve million af år igennem mange udbrud.
De gamle Hawaiianere påstod, at gudinden ”Madame Pele” havde sin faste bolig i Kilaueas Caldera, og når hun blev vred, gik vulkanen i udbrud. For at formilde hende ofrede man unge smukke kvinder til hende, og med bind for øjnene blev de ført op til kraterets rand og så kastet den i den godt 1300 grader rødglødende lavasø som et offer til gudinden. Noget som Hollywood-filmproducenter i 1950-erne har lavet adskillige film om. Det forbød kristne missionærer i begyndelsen af 1800-tallet, da de kom til øerne. Nu nøjes man heldigvis med Gin – flasker. Ifølge sagnet var Pele datter af Jorden, hendes mor, og hun ville som lille pige helst lege i sin mors ildsted. Derfor blev hun vulkangudinde.
I øvrigt dannes der i denne type forholdsvis tyndtflydende gasrige lava ofte totter af tyndt spindelvævsagtigt støv, som kaldes Pelee`s hår. Det er en form for stenuld, der spredes af vinden, og denne stenuld blev af Finn Henriksen i 1930-erne indført til Danmark, og han byggede en stenuldsfabrik i Hedehusene, Rockwool, der udnyttede det som isoleringsmiddel. Basaltlavasten fra Sverige bringes til fabrikken, og man omsmelter den i højovne samtidig med, at man presser luft ind i højovnen, og stenulden dannes ved denne proces, på nøjagtig samme måde som i en rigtig vulkan. Så der er en dansk indgangsvinkel i historien om vulkanen Kilauea på Hawaii.
Copyright: Henning Andersen
www.vulkaneksperten.dk