Øer født af ild. Mennesker og vulkaner i Indonesien

Forfatter: Henning Andersen

Forlag: Forlaget Hjulet. ISBN: 87-89213-04-1
Udgivelsesår: 1989
(168 sider).

Bogen er udsolgt fra forlaget men kan købes antikvarisk.

 

2326_full

 

Indonesien er det land i verden, der har flest vulkaner – nemlig 400 – hvoraf de fleste har været virksomme i den tid, der har boet mennesker i landet. Vulkanerne her er uhyggeligt voldsomme.

De værste og kraftigste vulkanudbrud i historien har stort set alle været centreret i Indonesien. I 1883 fandt et af de kraftigste udbrud sted i Indonesien i nyere tid, i vulkanen Krakatau, der “hørtes som en kanontorden, selvom vulkanudbruddet fandt sted mere end 200 km væk”. En flodbølge fra samme udbrud var så kraftig, at den gik jorden rundt flere gange. Man kunne bl.a. måle den i Københavns Havn ved at vandstanden pludselig steg 20 cm.

I bogen rejser jeg fra vest mod øst i Indonesien og ender på Bali. Undervejs redegører jeg for de vulkanologiske iagttagelser og for den viden, man har samlet om vulkanernes virke. Men bogen handler primært om menneskets samliv med vulkanerne. Landet omkring vulkanerne er meget frugtbart, og i mange af de indonesiske legender indgår vulkaner både som et element, der udsletter, men også som et element, der skaber nyt liv. En balance mellem det gode og det onde, en balancegang som genfindes i f.eks. kristendom, jødedom og islam.

Jeg har selv illustreret bogen, bl.a. med en lang række farvefotos fra mine rejser i området.

Uddrag fra indledningen til “Øer født af ild. Mennesker og vulkaner i Indonesien”
“Det har fra gammel tid været en udbredt opfattelse i Sydøstasien, at verdens gang er som en cyklus, ligesom døgnets og årets gang der gentager sig selv, uden hensyn til hvor stærkt mennesket forsøger at imødegå det. Menneskelivet fra fødsel til død er en del af denne cyklus.

Sjælen er udødelig, livet evigt, efter død følger genfødsel. Helligt og vanhelligt, godt og ondt, ild og vand, lys og mørke, mandligt og kvindeligt – alt er komplementære aspekter af det samme og således meningsløst uden sin modsætning. Alle former for liv er forbundet med hinanden, også dyrene – og selv guderne – indgår i den kosmiske helhed. Der er sjæle eller ånder overalt. Denne fundamentale tanke er en forudsætning for at forstå forholdet mellem mennesket og naturen.

Ifølge hindu-mytologien, som præger Sydøstasien og ikke mindst Bali, bevæger verden – kosmos – sig gennem en cyklus på fire tidsaldre. Den første er den mest dydige og langvarigste, hvorefter alting begynder at degenerere indtil den sidste tidsalder, som er den korteste og mest amoralske, ender med at ild og svovl udsletter alt. Efter en periode i hvile begynder den uafvendelige cyklus forfra med nyt liv, der opstår af vand.

Næsten alle folkeslag i Sydøstasien har beretninger om, at deres skabelse står i forbindelse med en stor oversvømmelse, der fulgte i kølvandet på en tilintetgørende kosmisk ild. Historien om den indonesiske vulkan Krakataus eksplosion i 1883 er et tydeligt eksempel på en sådan regn af ild og flodbølge – og en efterfølgende genskabelse.”

Mennesker,
der lever i skyggen
af de store vulkaner,
ved noget om naturen,
som vi andre har glemt.

image_print