Lanzarote

De Canariske øer må alle ses som et resultat af vulkanske udbrud fra bunden af Atlanterhavet i forbindelse med kontinentalforskydningerne, men man hælder også til “hot-spot-teorien”(se under mini-leksikon), og det ser ud til, at magmatilførselen nede fra jordens kappe under bunden af Atlanterhavet er forholdsvis uregelmæssig her. Øerne er dannet igennem mange mange millioner år. Det sidste udbrud fandt sted på øen La Palma i 1971, men udbrud på bunden af Atlanterhavet i dette område er heller ikke så ualmindelige.

Timanfaya-området på Lanzarote er i dag en stor nationalpark, som dækker et område på 1/4 af
den ialt 805 km² store ø, den nordøstligste af de 7 store Canarieøer.
Udbruddene i det 18 århundrede er de vigtigste beskrevne udbrud i nyere tid, ikke bare på grund af volumet(udbrudsmængden), men også på grund af varigheden af selve udbruddet.

Det var den 1. september 1730 om aftenen imellem kl. 21,- og 22,- , at jorden pludselig åbnede
sig i nærheden af det, som i dag kaldes for Timanfaya. I løbet af den første nat opstod der et
mægtigt lavabjergmassiv fra selve jorden ved lavafontæner, der som ildsøjler skød op fra toppen, og det brændte i 19 døgn.
I dag hæver flere små vulkantoppe sig op over de enorme mængder af lava, som i løbet af 5 -1/2 år blev spyet ud fra 25 kratere og flød både ind over øen og ud i havet. Omkring 20.000 hektar land blev dækket af lavamasser. Lag på lag flød ud og dannede slaggelava, men også lavatunneller under overfladen mange steder.

Øen voksede mange kvadratkilometer under udbruddet, som varede fra den 1.september 1730 til 16 april 1736. Den 18.oktober 1730 dannedes 3 nye kratere over Santa Catalina, hvor askeskyer formørkede himlen over hele Lanzarote, og tykke askelag havde lagt sig over hele øen. Eksplosionerne og mørket, der fulgte med udbruddene, fik indbyggerne i Yaiza til at forlade deres hjem mere end en gang.

Inden vulkanudbruddene fandt sted, tilhørte store dele af de områder, som blev begravet i lavastrømme, de mest frugtbare landarealer på Canarieøerne med korn og grønsager. På grund af spredt landbrugsbebyggelse blev dog kun 420 huse ødelagt, bl.a. i Geria, der i dag er et meget kendt vindyrkingsområde – druerne trives udmærket i lapillien(småstene af lava) – eller picon som de hedder lokalt. Tyve landsbyer blev begravet i lava.

Det seneste udbrud på Lanzarote fandt sted i 1824, men forinden havde der i flere år været konstant seismisk
aktivitet. Det, som karakteriserede udbruddet i 1824, var een flydende lavastrøm, og høje søjler med kogende saltvand slyngedes til vejrs fra Tinguaton-vulkanen.

I dag ligger der en restaurant på toppen af en af vulkanerne, på Hilarios Islet, hvor varmen ligger lige under overfladen. I 10 meters dybde er der en temperatur på 600° Celsius og bare 10 cm under jordoverfladen ligger temperaturen på ca.160°C. Turister strømmer hertil hver dag og tager på en busture i lavamarkerne med guidning på tysk eller engelsk. Busturene er inkluderet i indgangsbilletten til Nationalparken, da det er forbudt for andre at køre udenfor veje og ruter.

Timanfaya ble nationalpark i 1974 og har en stærk blanding av geologi og fauna at fremvise. Specielt interesserede kan komme på guidede fodture i egnen. Mange zoologer, botanikere og geologer benytter Timanfaya som base for studier og eksperimenter.

Copyright: Jørgen Aabech og Henning Andersen

3107_full

Denne vulkan tilhører hotspot og spredningszonetypen af vulkantype. Se begge ord i minileksikon.

3107_2_full

 

3107_3_full

image_print