Island ryster 2008

Et jordskælv på over 6 på Richterskalaen ramte det sydlige Island i dag torsdag den 29. maj 2008. I går blev Færøerne ramt af en tsunami havbølge, som skyldtes et undersøisk skælv under havbunden. Island ligger på Atlanterhavsryggen, som er en meget aktiv vulkanzone og dannet, hvor de to kontinentalplader – den ameriaksne og europæiske trækker sig fra hinanden med 2 – 3 cm om året.

Der går oftest perioder på op til 10 – 15 år imellem hvert kraftigt skælv, hvor pladerne i ryk bevæger sig og samtidig med på lidt længere sigt, men stadig med få års mellemrum, sender magma(lava) til vejrs fra en kraftigere magmasøjle fra dybere dele af jordens kappe. Se pladetektonik nedenunder.

En hotspot er et varmeområde i Jordens kappe, hvor en hed opstrømning bringer magma (lava) mere konstant til vejrs. Eksempelvis ligger Island, Hawaii-øgruppen og De Kanariske Øer på sådanne hotspots. Man må endvidere sige, at i mange tilfælde bringer en hotspot magma (lava) op fra dybere dele af jordens kappe, og det ser ud til, at Geologer har konkluderet, at der befinder sig mellem 40 og 50 hotspots rundt om på kloden med Hawaii, Island, Galapagos, Reunion og Yellowstone som nogle af de mest aktive for tiden.

Pladetektonik

I vulkanske oceanrygge når magmaet fra Jordens kappe op til havbundens overflade. Her dannes der ny havbund i de aflange spaltedale, som udgør grænsen imellem oceanbundspladerne, der tvinges fra hinanden. Bevægelseshastigheden er fra 2 – 20 cm om året, men der regnes med en gennemsnitshastighed på ca 6 cm pr. år. Disse områder kaldes tilvækstzoner Det opstigende basaltiske materiale – lava – udfylder spalterne og flyder ud på havbunden. Hvis der er tale om større lavaproduktion dannes der øer som Island og Hawaii-øerne er så tydelige eksempler på.
Der er mange vulkaner i spredningszonerne på havbunden, som vi ikke ser.

Destruktionszoner eller subduktionszoner er områder, hvor en jordskorpeplade – eller havbundsplade går til grunde ved, at den tunge havbundsplade skubbes og tvinges ned i dybet og dykker ned under en kontinentalplade, der som regel er tykkere, men består af lettere bjergarter. Disse sedimenter bliver skubbet op som foldebjerge langs kontinentranden. Der opstår jordskælv langs grænsefladen mellem pladerne, Benioff-zonen, opkaldt efter en jugoslav, Benioff, der i forrige århundrede opdagede, at i dette område opstod jordskælv som følge af bevægelser i brudområder, hvor skorpen gled imod hinanden. Den frigjorte varme, der opstår ved pladernes bevægelser langs med hinanden, er medvirkende til, at der dannes en ny opsmeltning af Oceanbundspladen. Da de smeltede bjergarter er lettere end de omgivende faste klipper, vil de stige op mod jordens overflade. Det opadstigende magma har modtaget tilskud fra både den vandholdige oceanbundplade og fra kontinentpladen og er derfor ofte mere sejtflydende, og de opløste gasser i smelten har sværere ved at undvige. Disse vulkaner, der dannes ved underskydningszonerne er tit mere eksplosive, og det skyldes, at den gas, der dannes i magmaet, har sværere ved at slippe ud gennem den her mere sejtflydende magma. Først når trykket fra gasserne i smelten er meget stærkt, finder der et voldsomt udbrud sted af eksplosiv karakter. Der opbygges altså et overtryk i disse magmabeholdere eller kamre under vulkanerne langs disse subduktionszoner – underskydningszoner – eller destruktionszoner, og resultatet er derfor meget eksplosive vulkanudbrud, der ofte ender med calderadannelse i forbindelse med de stærke eksplosioner og askestrømme eller glødende askelaviner af de undvigne gasser fra den smeltede lava.

F.eks. også under ø-buer som Aleuterne og Kurillerne, mødes to jordskorpeplader, hvor den tungeste tvinges i dybet og begynder at smelte. De dele af pladen, der har det laveste smeltepunkt begynder først at smelte, og de indgår i det opad stigende magma nede fra, som igen giver ny næring og magmatilførsel til ø-buevulkanerne. Der hvor oceanbundspladen dykker ned og dannes en dybhavsgrav i oceanet, der kan være ca. 10 kilometer dyb.

Inde på en plade eller en oceanbund kan der dannes vulkaner oven på et varmeområde – en såkaldt “hot-spot” eller plume, der stammer nede fra dybere dele af jordens kappe. Efterhånden som ocenbundspladen eller kontinentet bevæger sig hen over det såkaldte varmeområde, vil der dannes en vulkankæde med virksomme vulkaner i den ende, der ligger over det opstrømmende varme magmamateriale. Et meget tydeligt eksempel er Hawaii-ø-kæden i Stillehavet, der alle næres af tyndtflydende basaltiske lavamasser, som har opbygget store skjoldvulkaner, fordi magmaet er tyndtflydende.

Forskellige steder er tyndtflydende, basaltisk magma fra tid til anden som enorme lavastrømme vældet ud fra spalter og revner i store områder. Op til flere tusinde meters tykkelse finder man adskillige steder på jorden i flere hundrede tusinde kvadratkilometers områder, hvor sådanne lavaudbrud har fundet sted fra tid til anden.

Feks. ved vi nu, at adskillelsen af Grønland fra Europa og dermed Nordatlantens dannelse må ses som et resultat af sådanne enorme lavaudbrud i Tertiærtiden.

Riftdale eller sprækkezoner eller spredningszoner, bl.a. den Øst-afrikanske gravsænkning er nye åbninger, altså som en slags forløber for et oceaniske riftsystemer, hvor kontinentet eller pladen revner og langsomt trækker sig fra hinanden. Bunden imellem synker ned, og der strømmer magma op og dannes som følge heraf vulkaner i bunden af dalen.

Copyright:

Henning Andersen

Tlf. 38 19 34 11/ mobil: 20 76 42 47 • E-mail: info@vulkaneksperten.dk

image_print