Hvad er en Super-vulkan?

Selve navnet er faktisk et vi selv har opfundet gennem medierne om enormt stærke vulkanudbrud, som faktisk – og heldigvis – kun finder sted med ca. 100.000 års mellemrum. Supervulkaner er oftest fordybninger i jordens overflade, hvor et helt vulkanbjerg er sprængt væk ved de stærke eksplosioner.

Det mest livlige, d.v.s. med mange små jordskælv og skiftende aktivitet i form af varme kilder, som skifter temperatur o.s.v., er Yellowstone i USA, og det t¿ttest befolkede er Napoli-området i syd-Italien, hvor 3 millioner mennesker bor oven i et kæmpe, bortsprængt krater. Det blev dannet for mange tusinde år siden, og vandet har herefter fyldt det ud i form af selve Napolibugten, og bl.a. Vesuv h¿ver sig syd herfor.

Yellowstonefilmene, som blev sendt i TV på Danmarks Radio, fortæller om den voldsomste form for vulkanaktivitet på vores jordklode, nemlig de såkaldte “super-udbrud”. Vi kan desværre ikke komme uden om dem. Det hidtil seneste var Lake Toba-dannelsen af den bortsprængte vulkan på øen Sumatra i Indonesien for ca. 74.000 år siden, og som fik vores sidste istid til at kulminere grundet askeregn og gasser i luften. Ordet Yellowstone betyder gul fra dels de gule sandsten og dels den farverige gulagtige rhyolitlava, d.v.s. meget sure vulkanske bjergart med 72 % SIO2- indhold (kiselsyre). Under Yellowstone befinder der sig en såkaldt “hot-spot”, altså større opstigning af varmt materiale nede fra, som har dannet den delvis smeltede magmabeholder, der ved seismiske beregninger er bed¸mt til at indeholde ca. 25.000 kubikkilometer magma og være ca. 80 kilometer lang – 40 kilometer bred og godt 8 kilometer dyb. De voldsomme udbrud har igennem millioner af år dannet calderasænkningerne, d.v.s. fordybninger i jordens overflade, der som en isflage bevæger sig med ca. 5 cm om året hen over denne “hot-spot”, d.v.s. mere konstant opstigende magma-(lava)tilførsel fra dybere dele af jordens indre i forbindelse med kontinenternes bevægelser. En caldera er en kraterindsynkning, som dannes efter st¿rkt eksplosive vulkanudbrud, hvor magmakammeret eller -kamrene i dybet tømmes ud, hvorved jorden oven over synker sammen. I de sidste 10.000 år har Yellowstones caldera været rastløs, hvilket betyder, at magmabevægelser i dybet både er skyld i ændringerne af de varme kilders aktivitet og hævninger eller sænkninger af jordens overflade. Ofte størkner den opadstigende magma i dybet uden at komme til udbrud ovenover på selve jordens overflade. Kraftige jordskælv ville kunne åbne magmakammeret i dybet – eller efter ny magmatilførsel under det store magmakammer – og et udbrud kan blive resultatet – både i større eller mindre form. Heldigvis holdes hele egnen under konstant opsyn på alle mulige måder med de mest moderne vulkanologiske instrumenter. Man har udregnet vulkanudbrud i styrkeindekser fra VEI 1 – 8, og et “superudbrud” beregnes til at ligge på mindst 8.

VEI-skalaen er en skala for den mængde udbrudsmateriale, som udslynges af en vulkan i et udbrud, altså i et vulkanudbruds styrke eller såkaldt indeks (Volcanic Explosivity Index). F. eks. var Mount St. Helens udbrud i 1980 bedømt til at være VEI 5, og Krakataus i Indonesien i 1883 var VEI 6, og Tambora i 1815 var styrke 7. Supervulkaner slynger som regel over 100 km3 askemateriale ud og må derfor beregnes fra styrke 7 og opefter.

Askelagenes tykkelse fra udbrud også i fortiden kan bedømmes, og herved beregnes fortidige udbrud i indeksstyrkegraden. Ligeså fortæller iskernerne på Grønlands indlandsis os om et stort svovlindhold, som stammer fra Lake Toba-udbruddet for 74.000 år siden på Sumatra, altså det seneste “super-udbrud” på jorden. Vi kan tage f.eks. St. Helens udbrud i 1980, som havde en styrkegrad på VEI 5 og energimæssigt svarede til en Hiroshima-atombombe pr. sekund, så svarer Yellowstone-superudbruddet til 1000 Hiroshima-atombomber pr. sekund. Et nyt superudbrud i Yellowstone ville få konsekvenser for hele USA plus klimaændringer på hele jorden. I zone 1 vil glødende askelaviner kunne udslette alt liv i en radius af mindst 100 km2. Der bor hen mod 100.000 mennesker i dette område i dag. I zone 2 ville askelag på mere end 15 cm få hustage til at styrte sammen plus at askeskyerne sammen med svovlsyregasser ville sprede sig i både atmosfæren og stratosfæren og over det meste af verden. I Europa f.eks. kunne temperaturen højst sandsynligt falde med 12 grader og give os vinter året rundt i 2 – 3 år. Vi b¸r dog ikke glemme, at vi i den moderne vulkanforskning nu har mere sikre metoder til dels at forudsige udbrud, men også holde vore urolige geologiske områder på jorden under mere konstant opsyn, og det er n¸dvendigt. En sovende vulkan kan f.eks. godt begynde at give varsler fra sig og så gå i stå igen.

Ved Napoli i Syd-Italien – hvor også Vesuv ligger – har jorden hævet sig ved Pozzuoli igennem årevis, men for tiden er der roligt. Også her har eksplosive udbrud fundet sted for mange tusinde år siden i form af super-udbrud. Vi ved nu, at der under hele Napolibugten befinder sig et kæmpemæssigt magmakammer lidt større end Gardasøen og med en omkreds af ca. 440 kvadratkilometer, som føder både vulkanerne Vesuv, øen Ischias vulkan og De Flegreiske Marker; d.v.s. brændende marker grundet de mange gas- og svovlkilder i området, som ligger vest for Napoli fra tid til anden, men Vesuv er den mest aktive af dem alle. Andre steder på jordkloden kan man i fremtiden vente “super-udbrud” bl.a. i New Zealand og i Indonesien.

Det store spørgsmål til sidst er dog imidlertid: Hvor stor sandsynlighed er der for, at vi om et år eller om tusinde år ville komme til at opleve et super-udbrud i Yellowstone eller et andet sted på jorden? Sandheden er, at vi ved det ikke, men en gammel vulkanologisk og geologisk læreregel siger, at “hvad, som er sket før, vil ske igen”. Det vigtige er dog, at vi i dag er i stand til bedre at kunne forudsige disse naturbegivenheder end før, således at vi i tide kan tage vores forholdsregler og gøre os rede til at konfrontere begivenhederne.

Om årsagen til de mange jordskælv er atter bevis på de indre jordkræfters bevægelser. Intet kan stoppe de varme strømbevægelser i jordens kappe, der er årsag til kontinenternes bevægelser, og som skaber jordskælv og vulkaner i randkanterne ved de spændinger, som opbygges pladerne imellem, og til sidst bl.a. udløses i jordskælv.

Kort og godt det eneste man kan gøre er at lære at bygge huse, der kan holde imod jordskælv og så selvfølgelig lade være med at bosætte sig de mest udsatte steder, og hvor er så det? Ja det er, hvor vi har sammenstødningerne i randkanterne, og der ligger desværre ofte tætte bebyggelser – tænk blot på millionbyer som Los Angeles og San Francisco, men vi mennesker kan dog lære at leve med en fælles truende fare, og det gør mennesker meget i jordskælvsudsatte lande.

Dog har vi heldigvis ikke så stærke bevægelser af jordskorpen i Danmark, som ligger inde på midten af en kontinentalplade – nemlig den Europæisk – Asiasiske, så derfor bliver rystelser heldigvis kun af forholdsvis svag karakter. Det som mange spørger om er, hvad og hvorfor alt dette. Simpelthen er der tale om den indre jordvarme i Jordens kerne, som stammer fra dengang jorden blev dannet ved meteorerne, som ramlede ned – og de tungeste dele som jern og nikkel sank ind mod centrum. Herved afgives energi i form af jordvarme ved de radioaktive grundstoffers deling. Den stadige deling af disse stoffer i jordens centrum er årsag til, at jordens indre i dag er gloende hed med en temperatur på en 5 – 6000 graders Celsius. I dag er jordens overflade kold, men jordens magnetfelt i den ydre jordkerne afgiver bl.a.varme i form af strømbevægelser opad mod jordens overflade, og som får kontinenterne til at bevæge sig.

Jordens magnetfelt skifter plads med nogle hundrede tusinde års mellemrum, og for tiden sker det lidt hurtigere – uden at vi egentig ved hvorfor. Man har beregnet at Taiwan er et af de farligste steder at bo på jordkloden med hensyn til naturkatastrofer som jordskælv og cykloner. En FN-rapport fortæller, at hen imod 2 millioner mennesker er døde som følge af naturkatastrofer i de seneste 20 år…..
2473_full

NB: Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En supervulkan er en fællesbetegnelse af vulkaner hvis udslyngne materiale under en enkelt vulkanudbrud overstiger 1.000 kubikkilometer. En anden benævnelse er VEI 8, det vill sige den h¸jeste niveau på VEI-skalaen. Til sammenligning kan nævnes at rumfanget ved det største kendte udbrud i historisk tid, Tambora år 1815, kun var i størrelsesordenen 100 til 150 kubikkilometer. Hvor går så grænsen mellem en Supervulkan og en stærk almindelig eksplosiv vulkan? Vulkanologerne bedømmer et udbrud med styrke 7 på VEI-skalan (rumfang mellem 100 og 1.000 kubikkilometer) som superudbrud. Tamboras udbrud i 1815 er det eneste kendte i historisk tid som nåede niveau 7 på VEI-skalaen.

Til forskel fra almindelige vulkaner danner supervulkaner intet bjerg. Ved de gigantiske udbrud trænger enorme mængder af gasmættet eksplosiv magma igennem jordskorpen og pumpes op i atmosfæren i form af pimpsten, aske og gas, som senere spredes over et meget stort område. Den hastige udtrængning af store mængder magma forårsager at den ovenliggende jordoverflade kollapser, hvorved et vældigt kraterlignende landskab – en såkaldt caldera dannes. Nogle gange benævnes disse enorme fordybninger supercalderaer og de kan dække tusindvis af kvadratkilometer. En anden stor forskel mellem supervulkanerne og de øvrige vulkaner er, at der i reglen går hundredetusinder år mellem hver udbrud og når calderaen dannes, kan den ses i millioner år.

Supervulkanudbrud er typisk nok medvirkende til at forårsage langtidsændringer i vejret (som f.eks. udløse en istid), hvilket kan udrydde og true alt levende liv på jorden.

Termen supervulkan blev oprindeligt første gang anvendt i BBC programmet Horizon i 2000 til at refererer til disse typer af udbrud. Dette program introducerede storskalaudbrud emnet til offentligheden.

Vulkanologer og geologer refererer ikke til “supervulkaner” eller “megacalderaer” i deres videnskabelige arbejde, men gør det af og til i offentlige præsentationer. Men de beskriver udbrud som er VEI 7 eller 8 som “superudbrud”.

Indtil 2003 var supervulkan ikke et vulkanologisk term. Termen megacaldera bliver nogle gange anvendt for caldera supervulkaner, såsom Blake River Megacaldera Complex i Abitibi greenstone belt i Ontario og Quebec, Canada.
Supervulkaner er blevet set på andre planeter via Voyager-programmets rumsonder på Jupiters og Saturns måner. Men sådanne store vulkaner blev ikke opdaget før længe efter Voyager havde fortsat deres mission videre.

Kendte superudbrud:

Satellitbillede af Lake Toba, stedet for et VEI-8 udbrud 75.000 år siden.De estimerede udsendte rumfang materiale er i parentes: VEI 8 udbrud har sket disse steder:

Lake Taupo, North Island, New Zealand – Oruanui eruption 26.500 år siden (1.170 km3)
Lake Toba, Sumatra, Indonesien – 75.000 år siden (2.800 km3)

Whakamaru, North Island, New Zealand – Whakamaru Ignimbrite/Mount Curl Tephra 254.000 år siden (1.200-2.000 km3)[4]

Yellowstone Caldera, Wyoming, USA – 640.000 år siden(1.000 km3)

Island Park Caldera, Idaho/Wyoming, USA – 2,1 millioner år siden (2.500 km3)

Kilgore Tuff, Idaho, USA – 4,5 millioner år siden (1.800 km3)

Black Tail Creek, Idaho, USA – 6,6 million år siden (1.500 km3)

La Garita Caldera, Colorado, USA – kilde til det enorme udbrud af Fish Canyon Tuff 27,8 millioner år siden (5.000 km3)

Lake Toba udbruddet sendte jorden ind i en vulkansk vinter og udryddede omkring 60% af den menneskelige befolkning (menneskene magtede at overleve, selv i omegnen af vulkanen og var årsagen til svovlsyre i atmosfæren.

Tværsnit gennem Long Valley Caldera. VEI-7 vulkanudbrud der er mindre kolossale, men stadig supermassive, er også hændt. Det eneste VEI-7 udbrud i historisk tid er Tambora-udbruddet i 1815, Lake Taupo (Hatepe), omkring 180 AD. og muligvis Baekdu Mountain, omkring 979 AD.

Tambora, West Nusa Tenggara, Indonesien – 1815 (160 km3)

Baekdu Mountain, Kina/Nordkorea – ~969 AD (96±19 km3)

Lake Taupo, North Island, New Zealand – Hatepe eruption 181 C.E. (120 km3)

Kikai Caldera, Ryukyu Islands, Japan – 6.300 år siden (4.300 BC) (150 km3)

Campi Flegrei, Naples, Italien – 12.000 år siden (10,000 BC) (kan have været så meget som 300 km3)

Aira Caldera, Kyûshû, Japan – 22.000 år siden
(20.000 BC) (110 km3)

Reporoa caldera, New Zealand – 230.000 år siden (100 km3)

Aso, Kyûshû, Japan – fire store eksplosive udbrud mellem 300.000 til 80.000 år siden (sidste 600 km3)

Long Valley Caldera, California, USA – 760.000 år siden (600 km3)
Valles Caldera, New Mexico, USA – 1,12 million år siden (600 km3)

Mangakino, North Island, New Zealand – tre udbrud fra 0,97 til 1,23 millioner år siden (hver 300 km3)

Henry’s Fork Caldera, Idaho, USA – 1,3 million år siden (280 km3)

Walcott Tuff, Idaho, USA – 6,4 millions år siden (750 km3)

Bennett Lake Volcanic Complex, Britisk Columbia/Yukon, Canada – 50 millioner år siden (850 km3)

Bruneau-Jarbidge, Idaho, USA – 10-12 million år siden (250 km3) (ansvarlig for Ashfall Fossil Beds 1.600 km)

I disse år ønsker vulkanologerne en udvidet debat om hvad og hvordan vi skal forholde os – hvis der kommer et Super-udbrud igen. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår det sker.

Efter beregningerne er der 1% chance for, at et superudbrud vil ske i løbet af dette århundrede.

“Vi har lært af fortiden og kan studere nutiden og også forberede os til fremtiden, men vi ved ikke nok!”

image_print