De græsk-romerske guder

Teogo’ni, (af græsk: theogonia, af theos ‘gud’ og afledn. af gonos ‘afkom’), gudernes tilblivelse og indbyrdes slægtskab inden for den antikke græske og romerske mytologi. I græsk religion spiller de første tider kun en underordnet rolle. Af urtidens guder er det således kun Jorden (Gaia), der er genstand for egentlig kult, og det er betegnende, at Homers digte kun indeholder upræcise forestillinger om tiden for de olympiske guders indtog.

Derimod findes der flere spor af genealogiske digte, der behandler de første tider. Hesiod fremstiller i Theogonien (‘gudernes fødsel’) verdens skabelse (se citat til begyndelse); efter Chaos og Gaia opstår i rækkefølge Underverdenen, Kærligheden, Mørket, Natten, Dagen og Lyset. Jorden (Gaia) føder herefter Himmelen (Uranos), med hvem hun får Havene og senere titanerne, heriblandt Rheia og Kronos, kykloperne og giganterne. Udviklingen fortsætter i en successionsmyte, hvor en gudegeneration afløser en anden efter en magtkamp. Kronos tager magten fra sin far, Uranos, ved at kastrere ham, og af sæden fra det afskårne lem opstår Afrodite. Med sin søster Rheia får Kronos seks børn, Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon – og til sidst Zeus. Sammen med sine søskende udkæmper han en kosmisk kamp med sin fars generation af guder, titanerne, (titanomachien) og vinder magten over verden, som han fordeler mellem sig og sine brødre. Hermed har den olympiske gudefamilie for evigt holdt sit indtog, og Zeus forhindrer, at successionen fortsætter, ved at sluge Metis, som ifølge et orakelsvar ville føde ham en søn, der ville tage magten fra ham.
Hesiods fortælling har så mange lighedspunkter med hittitiske, babyloniske og fønikiske myter, at man almindeligvis går ud fra, at grækerne har overtaget successionsmyten østfra, men man ved ikke, om det er sket i tiden umiddelbart før Hesiod eller allerede i minoisk-mykensk tid. Se også kosmos, myte og skabelse.

ti’taner, i græsk mytologi (sammen med kykloper og giganter) gudeslægten før de olympiske guder.
Titanerne, heriblandt Kronos og Rheia, blev besejret af de olympiske guder med Zeus i spidsen i en drabelig kosmisk kamp, titanomachien. De blev kastet ned i Tartaros og er s.m. giganterne årsag til jordskælv og vulkansk aktivitet. En række af titanernes børn undgik dog denne skæbne, fx Helios, Selene, Eos, Atlas og brødrene Prometheus og Epimetheus.

Tartaros, i græsk mytologi søn af Gaia; ifølge Hesiod et mørkt og frygteligt sted dybt under Hades, hvor de besejrede titaner blev kastet ned efter kampen med de olympiske guder. Også store forbrydere, fx danaiderne, Sisyfos og Tantalos, tænkes at udstå deres straf her, men grækerne skelnede ikke skarpt mellem Hades og Tartaros.
Hades, den græske underverdensgud, søn af Kronos, bror til Zeus og Poseidon, gift med Persefone. Ved fordelingen af kosmos fik Zeus himlen, Poseidon havet, og Hades dødsriget, “Hades’ hus”, ofte blot kaldt Hades.
I porten til hans hus, som ligger under Jorden eller langt ude mod vest, vogter hunden Kerberos, så ingen sjæle slipper ud, når Charon har fragtet dem over floden Styx til det trøstesløse mørke, hvor ingen ønsker sig hen. Nogle græske helte (Odysseus, Herakles, Orfeus) besøgte dog underverdenen, og beskrivelser derfra findes i Odysseens 11. sang.

Hades opfattes som en grum, men retfærdig hersker over de døde, og selvom han også overvåger Sisyfos’, Tantalos’ og andre forbryderes straffe, har han intet fælles med persiske, jødiske og kristne djævleforestillinger. Hades dyrkedes ikke selvstændigt som dødsgud, men spillede en vigtig rolle i kulten i Eleusis, hvor hans tilnavn Pluton ‘den rige’ antyder agerbrugsreligionens opfattelse af død, begravelse, frugtbarhed og ny grokraft som en cyklus.

I antikkens kunst afbildes Hades (på etruskisk Aitu eller Calu) som en skægget mand, ofte tronende, evt. sammen med sin hustru Persefone eller i færd med at røve hende fra Jordens overflade. I den etruskiske kunst kan Hades desuden være iført en ulvekappe, hvor ulvens hoved benyttes som hjelm…