Bogen “Vulkaner”, der handler om Vesuv – Stromboli og Etna kan købes for kr. 50,00.

Som ekstra godt tilbud kan man nu købe Hennings bog om “Vulkaner” for kr. 50,00 og bogen kan bestilles via hans email: info@vulkaneksperten.dk.
Bogen handler om de italienske vulkaner: Vesuv – Etna og Stromboli.
Bogen “Vulkaner” handler om vulkanen Vesuvs historie både vulkanologisk og kulturelt – Pompejis undergang og historie foruden vulkanerne Stromboli og Etna.
Hans bog: “Mod Vesuv jeg øjet vender” som han skrev om H.C. Andersen tegninger og fascination af vulkanen Vesuv er også til salg for kr. 50,00.
Hans bog: “Nå vulkaner går amok”, der handler om de største vulkanudbrud på jorden i historisk tid kan også købes for kr. 50,00.
Endelig hans bog fra 2016: “Hekla Islands dronning”, der handler om vulkanen Hekla og de gamle sagnlegender er ligeledes at få for kr. 50,00.
Kort og godt lidt åndelig føde for en slik. Hvis bøgerne skal sendes pr. post kommer der portogebyr på. Ellers kan de afhentes på adressen:
Tingskrivervej 20,4.th., 2400 København NV. tlf. 20764247.




Anak Krakataus lavere højde efter sit kollaps…

Vulkanøen Anak Krakatau havde inden det store udbrud i 1883 en højde af 813 meter over havets overflade. Efter det store eksplosive udbrud i august 1883 eksploderede det meste af øen væk indtil den 1. januar i 1927, hvor den nye vulkanø dannedes – nemlig Anak Krakatau, der betyder Krakataus barn. 

Denne vulkan byggede sig selv op i sine egne udslyngede udbrudsprodukter af lava og aske  til en højde af 338 meter, men kollapsede den 24. december i 2018 og er i dag kun ca. 110 meter over havets overflade. Omtrent 2 kvadratkilometer af vulkanøen skred i havet og dannede den tsunami, der er ansvarlig for alle de druknede mennesker langs Javas og Sumatras kyster i julen 2018.

Vulkanen omtales i gamle javanesiske folkesagn som et flere tusinde meter højt bjerg på øen, der i år 416 e. Kr. eksploderede væk i et stort udbrud. “Støjen var forfærdelig, og til sidst styrtede bjerget sammen og sank i dybet med enorme drøn. Indbyggerne druknede og blev skyllet væk sammen med deres ejendele”, fortæller legenderne bl.a. Kongernes Bog.  

Hele den centrale del af vulkankeglen sank sammen og kun tre små rester af øen stod tilbage og stak op over havets overflade. 

I løbet af de næste århundreder opbyggedes en ny vulkankegle i ruinerne af den forhenværende bortsprængte vulkan på omtrent 40 kvadratkilometer indtil 1680, hvor et nyt udbrud lagde det meste af øen øde.  

I maj 1883 begyndte vulkanen igen at røre på sig og 26. august 1883 eksploderede den så igen med et dommedagsbrag, som verden aldrig før havde oplevet i nyere tid.  I et telegram fra Jakarta til Singapore stod der: “Hvor bjerget Krakatau på øen engang har stået, der leger nu havets bølger”. 

Så begyndte det hele forfra. Den vulkanske cyklus er tilbagevendende, en ny ø dukkede op i 1927 indtil vulkanens udbrud igen fik en del af den til at skride i havet i julen 2018.

Uddrag af Henning Andersen: “Øer født af ild”, der handler om mennesker og vulkaner i Indonesien. 

Copyright: Henning Andersen

20764247.




Vejr påvirker vulkaner.

”Vulkaner er ikke til at spøge med..
men de er heller ikke til at undvære…
Vulkaner har skabt den luft vi til daglig indånder…
Og det ligeså uundværlige vand i verdenshavene..
Så intet liv på jorden uden vulkaner.
Hurra for dem”..
Citat: Henning Andersen

Vejr og vulkaner hænger sammen – specielt i forbindelse med de store eksplosive vulkanudbrud – hvor sænkning af temperaturen er særdeles påvirkelig på jordens overflade og dermed for livet på jorden.
Der er både negative men også positive ting at sige om vulkanerne, idet vi i dag ved, at de har været med til dannelsen af jordens atmosfære og dermed igen betingelserne for, at liv kan eksistere på vores jordklode.
Hvorfra vandet er kommet, er nu flere og flere forskere efterhånden af den opfattelse, at kometnedslag gennem milliarder af år – indeholdende is – fordi man ved, at kometer indeholder is i store mængder, er baldret ind i jorden. Men hvordan opstod livet på jorden?
Vi ved, at for 3,7 milliarder år siden var vores jordklode udsat for et bombardement af meteorer. Mikroskopiske organismer omdanner vand til drivhusgas, kuldioxid fra organiske forbindelser og ilt.
De mikroskopiske organismer var den dynamo, der satte skub i livets udvikling og medvirkede til at gøre jorden til en frugtbar oase.
For omtrent 6 milliarder år siden opstår vort solsystem af en gas- og og støvsky, der fortættes og danner først inderst solen. Det materiale, som svæver om kring solen samler sig og danner igen planeterne. Skyen som planeterne dannes ud af er kold, men grundet fortætningsvarmen og energi fra radioaktivt nedfald bliver jorden varm indeni og gør den flydende. De tungeste grundstoffer synker til bunds mod centrum og de letteste stiger opad til overfladen.
Selve vores jord blev dannet for ca. 4,6 milliarder år siden,
idet sten og støv samlede sig til en hed planet. Ca. 800 millioner år efter jordens fødsel stilnede meteorstormen af og tillod jorden at danne de ældste kontinenter.
I 1999 fandt man på Grønland den ældste form for livstegn – bittesmå partikler af organisk stof , opstået af alger, 3,7 milliarder år gamle. Alger, som hjalp til med at kontrollere livet og klimaet, så livet på jorden kan udvikles til et beboeligt sted. Når algerne døde, sank de ned og lagde sig som et ligklæde på havbunden, hvor de blev omdannet til kulstof. Disse alger har sikkert ved deres stofskifte via sollyset kunnet omdanne kuldioxid og vand til ilt og heraf organiske stoffer.
Kemiske analyser fremskaffet via laboratorieundersøgelser viser, at der var liv på jorden for 3,7 milliarder år siden. Vandet i oceanerne opstod sikkert i jordens barndom ved vulkanernes udspyning af kuldioxid, vanddampe og kvælstoffer. Ca, 200 millioner år efter jordens fødsel, var overfladen så kold, at at regnvandet samledes på overfladen, og de første oceaner blev dannet. Jorden har en radius på 6370 kilometer.
Inderst i vores planet har vi kernen i ca. 5000 – 6000 kilometers dybde. Den er fast og indeholder jern og nikkel. Ca. 5000 graders Celsius og på grund af det enorme tryk udenom er den fast. Det var den danske seismolog Inge Lehmann, der i 1936 opdagede, at jordens indre kerne må være fast, idet seismiske bølger(jordskælv/rystelser) passerer hurtigere gennem en fast end flydende masse.
Derefter har vi den ydre jordkerne fra ca. 3000 – 5000 kilometers dybde, der også består af jern og nikkel, men da trykket ikke er så stort her, er den flydende, hvilket bevirker, at der her foregår store strømbevægelser – og dette er igen årsag til jordens magnetfelt.
Kappen er ca. 3000 kilometer tyk og ikke rigtig flydende, men varm og istand til at bevæge sig langsomt, og denne bevægelse er drivkraften bag den pladetektoniske virksomhed, som vi oplever på jordens overflade. Kappen består af Silicium(kisel)ilt, magnesium, jern, aluminium og calcium i forskellig sammenhæng.
Herefter Asthenosfæren(uden styrke), som er delvis smeltet.
Endelig Lithosfæren(med styrke)eller jordskorpen, som vi går og bor ovenpå og består af både kontinenter og havbund. Den har en tykkelse på fra få kilometer på havbunden til flere hundrede kilometer under kontinenterne. Den er delt op i 8 store og en række mindre stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Disse bevægelser foregår lidt forskelligt, men generelt med en fart fra 1 – 11 centimeter om året.
I kappen sker der bevægelser, som stammer fra den energi, der går helt tilbage fra dels jordens dannelse ved frigivelse af radioaktivt henfald, og energien skaber bevægelser i kappen som konvektionsceller, hvor varmen stiger til vejrs, hvilket skaber spændinger i kontinentalpladerne, der resulterer i jordskælv og vulkanudbrud.
Vulkaner er altså en slags forbindelsvej mellem jorden indre og overfladen, hvor den gasrige magma dannes ved opstømmende varme i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser og så kan strømme ud på jordens overflade.
Seismiske undersøgelser viser, at der under de fleste virksomme vulkaner findes et magmakammer(indeholdende magma/lava), som ofte har form af et rødvinsglas med forskellig kemisk sammensætning alt afhængigt af, hvor på jorden vulkanen står eller ligger.Magmaet dannes ved lokal opsmeltning i selve jordskorpen eller den øverste del af jordens kappe og i forbindelse med trykfald og varmeopstrømningerne nede fra altså igen i forbindelse med kontinentalpladernes bevægelser. Altsammen et resultat af de varmeopstrømninger, der skyldes jordens magnetfelt og energiudladninger fra jordens kerne. I de Midtoceaniske rygge dannes magmaet tæt på jordens overflade, hvor pladerne trækkes fra hinanden.
Vulkanerne er både ødelæggende og livsgivende. Vi er nu og er mere og mere sikker på, at det meste af det vand, der er dannet i oceanerne, oprindeligt stammer fra jordens indre og er kommet ud til jordoverfladen i form af vanddamp.
Også vulkanske udbrudsprodukter er frugtbare, fyldt med næringssalte og mineraler.
Ved store vulkanudbrud slynges enorme mængder af aske og svovldioxid op i atmosfæren og stratosfæren. Her spreder støv og gasskyerne sig. Tidligere troede man, at det var støvet, der påvirkede klimaeffekten. Idag ved vi, at det er svovgasser, som er skyld i temperaturfaldet – alt afhængigt af hvor vulkanudbruddet finder sted på jordkloden, hvor store mængder udbrudsmateriale o.s.v. Også mængder af kuldioxid som drivhusgas kan komme ud og medvirke til den fortsatte drivhuseffekt og igen være påvirke temperaturforholdene på jorden.
Dog må siges, at vulkanerne nok er skyld i store naturkatastrofer på jorden, så er de også uundværlige for livet på jorden, som vi netop har set. Den første atmosfære er dannet af vanddampe fra vulkanerne og igen medvirkende til atmosfærens indhold af kuldioxid. Uden kuldioxid ingen drivhuseffekt og dermed en kold planet uden liv. Jordens vulkanske aktivitet er en afgørende betingelse for, at livet har kunnet udvikle sig på jorden.
Store vulkanudbrud slynger enorme mængder aske og svovl op i stratosfæren, og i Grønlands indlandsis kan syre- og askeindholdet ses i isborekernerne gennem århundrederne. Variationer i surhedsgraden(pH-værdien) i isen kan måles, bl.a. ved den syreregn, som er et resultat af svovludslippet i de eksplosive store vulkanudbruds dråbeskyer af svovlsyre.
Også ved sammenligning af mikroskopiske askeprøver fra indlandsisen med aske fra f.eks.vulkanen på Santorini kan man se, at de stammer fra den vulkan. Sammensætningen af grundstoffer i askelagene fra vulkan til vulkan er nemlig forskellig. Man har fundet ud af, at Santorin eksloderede for 3650 år siden og ikke 3500 år siden.
Ikke alle vulkanudbrud på jorden er her registreret eller repræsensteret, og det skyldes, at de dannede dråbeskyer af svovlsyre ikke fordeler sig jævnt over hele jorden, men følger de vinde, som hersker i stratosfæren.
I 1784 mente Benjamin Franklin Paris, at den usædvanlig kolde vinter og ”tørre tåge”, over det meste af Europa, nok stammede fra det enorme lavaudbrud på Island fra Laki i 1783. Han havde mange modstandere, men i dag ved vi han havde ret.
Året 1816 var uden uden sommer i Europa og Amerika. Tamboras udbrud i Indonesien 1815 udslyngede 150 km3 eller 17 millioner tons vulkanske udbrudsprodukter i vejret, og 100.000 mennesker mistede livet. Klimaeffekten gjorde sig gældende over hele den nordlige halvkugle. Høsten slog fejl i Frankrig og i London var temperaturen om sommeren 2 – 3 grader Celsius under det normale. Det sneede i juni måned i Europa og U.S.A. Alle havde glemt Benjamin Franklins forudsigelser 33 år tidligere. Man havde bemærket ejedommelige røde solnedgange over store dele af verden uden at man satte det i forbindelse med Tamboras udbrud.

I 1883 eksploderede vulkanøen Krakatau i Indonesien med et brag, der kunne høres over store dele af Sydøstasien og sendte 18 km3 aske og pimpsten i vejret, og næsten 40.000 mennesker druknede ved den efterfølgende tsunamisbølge. Her begynder den moderne vulkanforskning med en ny æra. Øen Krakatau lå på en befærdet søvej, og både askeskyer og udbrudsfænomener blev betragtet af mange hollændere. Fra begyndelsen af 1980-erne konkluderedes det bl.a., at det som man før havde betragtet som årsag til temperaturfaldet ikke var aske eller støvskyer, men dråber af svovlsyre(aerosoler) i stratosfæren, som tilbagekastede solens stråler og var skyld i en sænkning af temperaturen.
Pinatubos udbrud i på Filippinerne i 1991 sendte 5 km3 aske og gasser op i stratosfæren – eller 10 millioner tons aske og 20 millioner tons svovldioxid(SO2) til vejrs og temperaturen faldt op til en halv grad. Her i Danmark kunne man observere farverige solnedgange denne sommer, altsammen en effekt af Pinatubos udbrud.
Svovl er lidt indviklet i forbindelse med vulkanudbrud. Altsammen afhængigt af varme, tryk, mængde af ilt i selve svovlforbindelserne i magmaet. Det kan være opløst i selve den smeltede lava(magma) eller en gasfase, igen afhængigt af dets jernindhold. Jo mere jern, desto mindre svovl. Det har vist sig, at i en underskydningszone, hvor en havbundsplade langsomt skubbes ned og ind under en kontinentalplade, smelter havbundspladen allerede i en dybde af 100 – 150 kilometer, og der opløses 0,5 vægtprocent svovl, hvilket er mere end dobbelt så meget som ellers. Når en vandmættet havbundsplade presses ind og ned under et kontinent nedsættes smeltepunktet, og det nydannede magma stiger til vejrs og danner magmakamre – krudtkamre – til de vulkaner, som dannes på jordens overflade.
Resultatet er også, at vulkanerne langs en underskydningszone, som f.eks. Stillehavet, i deres eksplosive udbrud ofte udsender mere svovlgasser op i stratosfæren, som igen ved ved kemiske reaktioner danner fine dråber af svovlsyre, dråberskyer, der tilbagekaster en del af solesn varmestråling og dermed sænker temperaturen.
Svovlindholdet må derfor ses som en slags klimatisk nøgleeffekt i et vulkanudbrud, men der er forskel på hvor meget svovl, der er i magmaet og hvor meget magma, der udkastes alt efter hvor stort magmakammeret er. Mt. St. Helens udbrud i 1980 havde
næsten ingen klimatisk effekt på grund af det lave SO2 indhold i asken.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk

Tlf. 20764247




Etna sådan fungerer den…

2490_full

Tegningen af Etna i tværsnit er fra bogen: “Etna ildens bjerg” af Henning Andersen.

Europas højeste og en af verdens mest aktive vulkaner Etna på Sicilien er i udbrud igen. Den er 3350 meter høj og har i 2 døgn udspyet lava og aske igennem topkrateret og lava flyder ned igennem “Valle del Bove”, der betyder Oksedalen, en stor ubeboet dyb og sprække i vulkanens østlige flank. Udbruddet sker i 2500 meter højde og anses ikke for at være farligt. Der har været flere jordskælv bl.a. i nat på 4,8, der vækkede folk i byerne på vulkanens østlige nedre skråninger. Svage harmoniske jordskælv er almindelige, når en vulkan er i udbrud. 

Det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt om, hvornår aktiviteten aftager. Det er vær at huske, at Etna anses for at være en venlig vulkan og har generelt ikke slået mennesker ihjel igennem de senest par tusinde år bortset fra turister, der er kommet for nær krateret i toppen eller ikke har adlydt vulkanologernes advarsler. Til gengæld er det de kraftige tektoniske jordskælv, der har ramt Sicilien, bl.a. i 1693, hvor Catania blev ødelagt og i 1908, hvor Messina blev jævnet med jorden. 

På Etnas nedre skråninger og i Catania bor der tilsammen omkring 600.000 mennesker.

 

Se mere om Etna herunder:

”Skønt er det, vi ser…
skønnere det, vi har erkendt…
men langt det skønneste er det, vi ikke fatter”…

(Præst og geolog Niels Steensen`s berømteste citat fra 1673)

”Etna bestemmer selv, hvornår og hvor den vil udgylpe sine lavafloder og vise sit temperament. Forskere og videnskabsfolk har delte opfattelser af vulkanens ubrudsteknik – selvom vi i dag ved mere om vor jordklode, end da Jules Verne skrev: ”Rejsen til jordens indre”. Naturens kræfter er stærkere end menneskets”.
Etna har forskellige typer udbrud. Ved flankeudbrud på bjergsiden, er der oftest tale om en sprække, som får tilført magma fra det centrale hovedkrater. Et exentrisk udbrud er et udbrud, som finder sted på siden af vulkanflanken, men med sit eget magmakammer i dybet. Det skete netop i år 2001/2002/2003. Man formoder, at de øverste magmakamre ligger kun få kilometers dybde under vulkanens top, mens den store magmakilde i dybet i Jordens kappe befinder sig fra 50 til 100 kilometers dybde.(Kilde: Instituto Nazionale di Geofisicia Vulcanologica Catania)
Den Europæiske og Afrikanske Plade støder sammen, og der er dannet flere knæk eller brudlinjer, som igen forskubber sig, da Afrika rykker mod Europa med 2 cm om året. Der udover ligger Etna på en ”hot-spot”, d.v.s. ekstra varmekilde med opadstigende materiale, som blander sig med den neddykkende pladerand og kan hermed give forklaring på Etnas forskellige lavatyper fra tid til anden.
Jeg hører gang på gang fra folk, at nu er Etna da gået helt agurk, og specielt efter det kraftigere udbrud i august år 2001 og nu igen. Jamen, hvad er der da galt med den “temperamentsfulde sicilianske dame”, som indbyggere kalder deres vulkan.
Hertil kan man sige, at Etna er under ingen omstændigheder hverken værre eller bedre end mange andre de tusinde vulkaner vi finder på vores jordklode. Der er bare et par enkelte ændringer i selve vulkanens udbrudsrytme, man fra vulkanologisk side har bidt sig mærke i, specielt efter udbruddet i år 2001. For det første var der kraftige udbrud fra topkrateret og flanken på samme tid, og for det andet noterede man sig, at en type mineralsten, amfibol – en mineralsten i lavaen, som ikke er observeret i Etnas lavastrømme i større mængder i ca. 15.000 år – kom med ud i lavamasserne i august 2001. Amfibol er en mineralsten, der oftest dannes i dybere dele af jordskorpen eller kontinentet på grund af tryk og varme, og ofte kommer dette mineral ud af vulkaner, der tilhører de mere eksplosive vulkaner, som ligger på en underskydningszone, altså hvor den ene af to kontinentalplader skyder sig ind under den anden. Her er det bl.a. vand, som den tunge neddykkende plade fører med sig, og som udløser en opsmeltning af det neddykkende materiale under enormt tryk og varme. Dette er også en af årsagerne til, at visse vulkanforskere nu mener, at Etna kan have fået tilført en slags lavablanding nedefra – måske er en del af den neddykkende Afrikanske plade knækket og blander sig med den opadstigende magma længere nede fra jordens kappe og vil om nogle tusinde år blive mere eksplosiv, men indtil videre, som Catanias Vulkanobservatorium siger (der, hvor de holder Etna under opsyn) ”Vi tager den med ro. Etna bliver ikke en Vesuv eller Pinatubo-type i morgen”.
Vi kan konkludere, at Etna ligger på et ”sår” i jordskorpen, hvor tre brudlinjer krydser hinanden. Den ene går via Messinastrædet mod nord, den anden over øerne Liparai og Vulcano nord for Sicilien, og den tredje gennemskærer hele Sicilien på tværs. Alle linjerne krydser Etna mere eller mindre. Brudlinjerne ses som et resultat af det Afrikanske kontinents fremrykning mod Europa gennem de sidste 60 millioner år, hvilket de mange jordskælv i Middelhavsregionen også vidner om. Disse dybe revner og sprækker baner vej for det hede opstigende magma fra de dybere dele af jordens kappe, men Etna betragtes også ofte som et resultat af en riftzonevulkan, hvor undergrunden eller skorpen under vulkanen er udsat for en slags langsom udvidelse, hvilket bevirker, at jordkappen hæver sig neden under og smelter ved trykfaldet. Udfor Siciliens østkyst ligger en dyb gravsænkning, der har forbindelse med Maltagraven og begyndelsen til en udvidelses- eller riftzone, lig den, der har dannet vulkanerne på Island i midten af Atlanterhavet. Dette forklarer også hvorfor Etnas topkratere gradvist er rykket fra øst mod vest i de sidste hundretusindevis af år. Den næste årsag til at forklare Etnas livlige vulkanvirksomhed har man vulkanologisk tolket som en “Hot-Spot vulkan” – lig Hawaii-øerne i midten af Stillehavet, hvor en konstant eller bredere opstrømning af kappemateriale i form af varmt magma – altså smeltet lava – finder sted. Det svarer nogenlunde til, hvis man lader en vandhane udgylpe vand mere eller mindre konstant. Vi må heller ikke glemme, at Etna har været i mere eller mindre konstant aktiv i årtusinder – og haft udbrud med intervaller fra få til 10 års mellemrum.
Et af de kraftigste udbrud i gammel tid var det, som fandt sted i år 122 f.Kr.f., men senere i historisk tid 1169 og 1669-udbruddene må betegnes som nogle af de største, hvor lavaen strømmede ned over dele af byen Catania, som ligger ved vulkanens østlige fod – i dag Siciliens anden største by. Karakteristisk for Etna er, at topkrateret i ca. 3350 meters højde er konstant åbent for damp- og gasudtrømning, og i de fleste udbrud, hvor gastrykket altid er størst i begyndelsen, sprøjter lavaen til vejrs i høje fontæner fra topkraterne.Værre er det, når gastrykket ikke er stærkt nok til at løfte den smeltede lava ud igennem vulkanens topkratere, men slår en revne på siden i måske 500 – 2000 meters højde og herfra strømmer ud og nærmer sig de tætte bebyggelser i nærheden. Dette sker og er sket gang på gang ved Etnas mange udbrud.
De andre italienske vulkaner som Vesuv og vulkanerne på de Lipariske øer nord for Sicilien har alle et større indhold af både Siliciumoxid og vanddamp i deres lavamasser, hvilket bevirker, at deres lavatype er mere sejtflydende, og deres udbrud ofte mere eksplosive, idet gasserne i den smeltede magma(lava) inde i vulkanen har sværere ved at undvige, og der opbygges et større tryk. Dette har Vesuv gang på gang bevist ved sine enormt kraftige udbrud. Det betyder samtidig, at der her er tale om den sammenhæng, der er med den underskydende Afrikanske Kontinentalplades bevægelse ind under Italien.
Vi ved, at Etnas enorme vulkankegle med sit fundament er bygget op af sine udbrudsprodukter for ca. 600.000 år siden, men allerede for over 2 millioner år siden begyndte vulkanvirksomheden øst for selve den nuværende vulkankegle på bunden af havet, først som en undersøisk vulkan, der siden har opbygget sig ved gentagne udbrud af de udslyngede udbrudsprodukter. Der har siden været ca. 8 såkaldte opbygningsfaser af forskellige vulkankegler i Etnas vulkankompleks, som hver på et eller andet tidspunkt enten er styrtet sammen på grund af udtømning af magmakamre under vulkanen eller eroderet væk, og den nuværende vulkantop er bedømt til at være ca. 8000 år gammel.
Det Afrikanske kontinent presser sig fra syd mod nord med ca. 2 cm om året og er årsag til, at hele Middelhavsregionen med Alperne, alle bjergene plus de mange vulkaner i Italien og hele Middelhavsbækkenet dannes ved denne pladeforskydning. Ud af de ca. 1 million jordskælv, der finder sted om året på hele vores jordklode, sker de ca. 100.000 alene i hele Middelhavsregionen, hvoraf de ca. 200 kan mærkes og heldigvis kun få er mere alvorlige og forvolder skade. En mægtig stor geologisk livsproces, og årsagen til denne jordskælvs- og vulkanvirksomhed skyldes atter de varmeopstrømninger i jordens kappe og ydre jordkerne, der befinder sig uden om den indre hede jordkerne. Alt som er varmt stiger til vejrs og koldt synker nedad. Dette danner disse varmestrømme i kappen, og en sådan opstrøm kan tage mange tusinde år, men er mere eller mindre konstant.
Etna ligger altså på den Afrikanske Kontinentalplades subduktion(d.v.s. neddykning – underskydning) – ind under Italien fra syd, hvilket også er tydeligt både natur og klimamæssigt at se og føle. Sicilien ligner mere Afrika end Italien.
I hele verden bor i dag over en halv milliard mennesker i skyggen af en vulkan. Man har talt meget om, at vi lever i en vulkansk periode i øjeblikket, og det er også rigtigt, at vores jordklode i perioder har været inde i mere aktive vulkan- og jordskælvsperioder, f.eks., da kontinenterne brækkede i stykker for henholdsvis 250 og 65 millioner år siden, men vi må heller ikke glemme, at for 75.000 år siden var en vulkan på Sumatra skyld i, at måske kun ca. 50.000 mennesker på jorden overlevede Toba-eksplosionen på grund af enorme udslyngede mængder af aske og svovldioxid, der sænkede temperaturen over hele kloden og fik den sidste istid til at kulminere. Vulkanologien har i de sidste 20 år været inde i en rivende udvikling, og vi er nu i stand til at forudsige vulkanudbrud, således at man i tide kan nå at evakuere de ofte alt for tæt beboede bebyggelser ved en vulkan, og det har man med held gjort, tydeligst i 1991 ved Mount Pinatubo i Filippinerne. Nu mangler vi kun at kunne forudsige jordskælv, og det kommer en dag. Man arbejder for tiden stærkt på det i U.S.A. og Japan. De stærke tektoniske jordskælv, skyldes de forskydninger, der pludselig udløses i jordskælv hver gang, når kontinenterne eller “blokkene”, som Middelhavsregionen er delt op i, pludselig forskubbes på grund af Afrikas fremrykning imod Europa med 2 cm om året. På nøjagtig samme måde, som hvis man presser to hænder imod hinanden, og pludselig kommer rykket eller jordskælvet.
I 1908 omkom hen imod 100.000 mennesker ved et stærkt jordskælv i Messina nord for Etna, og i 1693 blev Catania så godt som totalt ødelagt ved et stærkt jordskælv, der i begge tilfælde må sættes i forbindelse med den Afrikanske Kontinentalplades forskydning i mod Europa. Der ud over skal det siges, at mange små jordskælv eller “harmoniske rystelser” altid sker i en vulkan, dels ved damp- og gaseksplosioner, når udbruddet starter, men også inden selve udbruddet kommer og magmaet bevæger sig op under en vulkan, kommer der mange små jordskælv, hvilket betyder, at vulkanen er ved at komme i udbrud. Som et varmt brød i en bageovn hæver vulkanflanken sig også inden udbruddet starter, og for Etnas vedkommende ser vi typiske eksempler på, at flanken ofte danner en revne, hvor igennem lavaen strømmer ud. Al form for vulkanvirksomhed er en afgasningsproces fra jordens indre. Kortere kan det ikke siges.
Etna udsender røgringe, der ligner en stor udgave af de røgringe, man man ser rygere øve sig i at udblæse, f.eks. med en cigar. Røgringene består dog ikke af røg, men af vulkanske gasser, mest vanddamp og og kuldioxid op til 100 – 200 meter i størrelse. Man har observeret det andre steder på vulkaner i verden, men mest på Etna. De dannes ved en slags samspil mellem vulkanens kraterstørrelse og de processer, der foregår, når gasserne frigives fra den smeltede lava i dybet under vulkanen. Herefter presses gasserne op gennem en flaskehalsformet tilførselskanal og ud i luften på overfladen. Hvis krateråbningen er cirkelrund, dannes en som nævnt en røgring.
Etna betyder: “brændt” eller “brændende”. Sicilianerne kalder også vulkanen for Mongibello, og det kommer af det italienske ord “monte” og det arabiske “gibel”, der igen betyder bjerg og stammer fra 8-900-tallet, dengang Sicilien var under arabisk herredømme. Senere troede man, at Etna var Helvedes forgård, og sammen med heksene St. Hans nat mødtes de på både vulkanen Etna og vulkanen Hekla oppe på Island (Hekkenfeldt), og det var herfra de hentede de syndige sjæle, der blev stegt og grillet i vulkanens indre.

Copyright: www. vulkaneksperten.dk

Henning Andersen

Tlf. 20764247

 




Etna i udbrud igen…

Europas højeste og mest aktive vulkan, Etna på Sicilien er i udbrud igen. Små svage jordskælv i den seneste tid har sat gang i vulkanens  udbrudsrytme, hvilket igen betyder, at magma trænger op igennem vulkanens indvendige rørsystem. I 2005 meters højde på vulkanens østflanke er lava begyndt at flyde ned igennem den ubeboede dal “Valle del Bove”, der betyder Oksedalen. 

Etna er 3229 meter høj og ligger på Siciliens østkyst. Det er en af verdens mest virksomme vulkaner med udbrud fra få år til 15 – til 20 års mellemrum.

Seneste større udbrud var i 2001 – 2002. Modsat mange andre vulkaner har Etna næsten aldrig slået menneske ihjel ved sine udbrud, mest turister, de ikke respekterer naturens kræfter og er komme for tæt på. Til gengæld er det de mange kraftige jordskælv i regionen, der har menneskeliv på samvittigheden men ikke Ernas udbrud.

Se artiklen: Etna for det meste en venlig vulkan. og Sådan fungerer Etna.

Copyright: Henning Andersen

www.vulkaneksperten.dk